Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Robotteknologi i sundhedsplejen skal udbredes: EU bevilger 120 millioner kroner til stort projekt

Robotteknologi i sundhedsplejen skal udbredes: EU bevilger 120 millioner kroner til stort projekt

12. december 2018

Europa-Kommissionen investerer 120 millioner kroner i det paneuropæiske projekt DIH-HERO for at fremme innovationen inden for robotteknologi i sundhedsplejen.

DIH-HERO (Digital Innovation Hub in Healthcare Robotics) er et europæisk projekt, der har til formål at booste innovation og implementering af robotter i sundhedsplejen.

Konsortiet bag projektet, som ledes af det hollandske University of Twente, består af 17 partnere, der er fordelt på 10 europæiske lande – heriblandt Teknologisk Institut i Danmark. Målet med projektet er at etablere en uafhængig platform egnet til at skabe forbindelser mellem virksomheder, vidensinstitutter og investorer - og ikke mindst at facilitere samarbejdet og understøtte dem i at fremstille produkter og ydelser inden for robotteknologi samt gøre dem tilgængelige for leverandører inden for sundhedsplejen.

- Teknologisk Instituts rolle i projektet er at forbinde virksomheder i Skandinavien med platformen og bl.a. understøtte start-up virksomheder med teknologi og knowhow, siger programchef Troels Oliver Vilms Pedersen fra Teknologisk Institut og tilføjer:

- Vi har erfaret, at når vi som Institut er stærkt repræsenteret i europæiske projekter, så er der flere danske virksomheder, der også deltager i dem. De får adgang til kapital og samarbejde med de bedste vidensinstitutioner i Europa, som er muligt via projekterne.

Du kan læse mere om projektet her.