Vi implementerer i stigende grad sundheds- og velfærdsteknologiske løsninger på områder, som ikke tidligere har været i fokus. Det er godt og værdiskabende, men bringer også nogle konkrete udfordringer med sig, som vi skal se nærmere på.
Udviklingen inden for sundheds- og velfærdsteknologi viser, at vi allerede i dag – og i særdeleshed i fremtiden – vil få flere muligheder i behandlingen og plejen af borgere.
Det er godt og vigtigt, men de mange muligheder, når det kommer til brugen af sundheds- og velfærdsteknologi i dag, betyder også, at nye udfordringer lurer om hjørnet. Vi er i højere grad nødt til at udvikle os i takt med, at der kommer nye og mere avancerede teknologier. Det slår forsker og ekspert i implementering af velfærdsteknologi, Anna Marie Lassen, lektor og Ph.d. ved Professionshøjskolen UCN, fast.
- Velfærdsteknologier er uden tvivl en del af løsningen på den kæmpe udfordring, vi står over for som velfærdssamfund. Der er mangel på arbejdskraft i sundhedssektoren, og dét at kunne fastholde og tiltrække nye medarbejdere er i dag et større problem end nogensinde før – og det forværres yderligere i fremtiden, fortæller hun.
De nye muligheder og udfordringer
Da velfærdsteknologien for alvor blev et fokuspunkt fra omkring 2014 og frem, var fokus ifølge Anna Marie Lassen hovedsageligt på arbejdet inden for pleje og omsorg. Men sådan er det ikke i dag.
I dag er det velfærdsteknologiske fokus langt mere bredt end hidtil, hvor den generelle digitalisering har fået stor betydning – ligesom der også i højere grad inddrages velfærdsteknologi på de specialiserede områder som eksempelvis i socialpsykiatrien.
Det betyder samtidig, at fokus også skal ændres, når man ser på arbejdet rundt om velfærdsteknologien og implementeringen af denne, påpeger Anna Marie Lassen, som ser dette som en konkret udfordring, der skal ses nærmere på.
- Når man implementerer og benytter velfærdsteknologien i kommunerne, er det vigtigt, at vi dokumenterer og journaliserer, hvordan velfærdsteknologien fungerer for den enkelte borgere. Brugen af velfærdsteknologi anno 2024 har dog rykket sig, og da vi i dag benytter teknologien i langt bredere grad på områder som socialpsykiatrien og specialområdet, så er det vigtigt, at vi også evaluerer på nye parametre, fortæller hun og fortsætter:
- Tidligere har man blandt andet målt på, om velfærdsteknologien understøtter medarbejdernes fysiske og/eller psykiske arbejdsmiljø, om den understøtter den borgerrettede kvalitet, så en borger kan blive mere selvstændig og uafhængig af pleje- og omsorgspersonale, eller om velfærdsteknologien sparer tid og ressourcer i kommunen. Men en bredere palet for brugen af forskellige velfærdsteknologier fordrer, at vi nu også bør evaluere velfærdsteknologien ud fra et fjerde punkt.
Den faglige kvalitet af medarbejdernes ydelser
Her henviser Anna Marie Lassen til, at det fremover er nødvendigt at måle på, om en given velfærdsteknologi understøtter og højner den faglige kvalitet af den serviceydelse medarbejderne leverer.
Et eksempel på dette kunne være, når man benytter velfærdsteknologi i arbejdet med en borger, som har kognitive og sansemæssige udfordringer og derfor har vanskeligt ved at deltage i hverdagsaktiviteter og sociale relationer. Her kan en velfærdsteknologi give borgeren nogle sansemæssige stimuli, som bevirker, at denne eksempelvis kan koncentrere sig om at spise aftensmad med andre mennesker. En velfærdsteknologi kan også understøtte en borgers manglende struktur og overblik, så borgeren derved bedre kan håndtere hverdagen selvstændigt – det kan så på sigt vise sig, at borgeren kan klare sig selv på egen hånd i længere tid.
- Det er vigtigt, at vi fremover interesserer os mere for – og måler på – om den implementerede velfærdsteknologi understøtter og højner den faglige kvalitet, som medarbejderen leverer sammen med velfærdsteknologien. Samtidig skal vi også have et længere sigte med teknologierne. På den måde kan medarbejderne levere en bedre og mere bæredygtig ydelse tilpasset den enkelte borgers behov, fortæller hun og fortsætter:
- Når vi evaluerer på denne parameter, giver det et nyt indblik i, om teknologien fungerer og skaber faglig værdi – og på sigt kan det vise sig, at vi kan nå længere med en række borgere med for eksempel psykiatriske diagnoser og udviklingshandicap. En velfærdsteknologi kan være medvirkende til, at borgeren får større indsigt i sin sygdom og/eller diagnose. Har en borger store fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, så kan vi også i højere grad få øje på de afgrænsede forbedringer, der måtte være, da teknologien kan måle på det, som man ikke umiddelbart kan se med det blotte øje.
Ifølge Anna Marie Lassen er et andet vigtigt punkt i den forbindelse også at se nærmere på uddannelse af medarbejdere. Med nye muligheder for brugen af velfærdsteknologi kræves nemlig også medarbejdere, som kan vurdere og evaluere teknologierne i forhold til den enkelte borgers funktions- og aktivitetsniveau – og dermed kan udnytte de muligheder, der opstår under anvendelsen af teknologierne.
- Med en bredere palet af forskellige velfærdsteknologier, der kan bringes i spil på forskellige områder, har vi åbenlyst mange flere muligheder i dag. Udfordringen kan i den forbindelse være, at det også kræver flere kompetencer hos medarbejderne i forhold til dokumentation, journalisering og generel uddannelse. Det er vigtigt, at disse ting følges ad, slutter Anna Marie Lassen.
Få mere indsigt
Er du interesseret i at høre mere om ovenstående, så kan du opleve Anna Marie Lassen dykke yderligere ned i temaet i et oplæg, når CareNet – i samarbejde med CareWare, Danish.Care og Aarhus Kommune – sætter fokus på arbejdskraftfrigørende teknologier den 14. maj 2024.
Det sker ved en konferencedag i Aarhus, hvor du som deltager blandt andet kan få indsigt i, hvordan fremtidens velfærdsservices udvikler sig, hvordan teknologiens potentiale kan udnyttes endnu bedre, samt hvilke barrierer der skal overvindes for at opnå succes.
Vi har oplevet stor efterspørgsel på tilmeldingen til dagen og er derfor allerede booket helt op. Tilmeldingen er derfor lukket, men er du blandt dem, der har sikret sig billet til dagen, så kan du gå på opdagelse i programmet her.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.