CareNet-medlem Life Science Robotics og virksomhedens robotløsning, ROBERT®, som sikrer intensiv og målrettet genoptræning af borgere, har i den seneste tid oplevet stor efterspørgsel i det store udland.
ROBERT® er navnet på robotten, der nu har fået sit internationale gennembrud.
Robotten er udviklet af CareNet-medlem Life Science Robotics, og robotløsningen, der sikrer bedre og mere målrettet genoptræning af den enkelte patient, har i den seneste tid høstet stor interesse udenfor Danmarks grænser.
Det er nemlig ikke kun i Danmark, at der er mangel på arbejdskraft i sundheds- og plejesektoren. Det gælder også for de fleste andre lande rundt om i verden. Og som led i at overvinde dette har flere lande fra Europa og Asien samt USA og Australien nu fået øjnene op for ROBERT®.
Store besparelser på tid og ressourcer
I alt har Life Science Robotics nu kunder i 12 lande på verdensplan. Landene tæller Danmark, Tyskland, Frankrig, Polen, Italien, Østrig, Rumænien, USA, Ecuador, Malaysia, Hongkong og Australien.
Fælles for dem alle er, at der i landene er brug for alternativer til den traditionelle pleje – i dette tilfælde i forbindelse med genoptræning, fortæller administrerende direktør i Life Science Robotics, Keld Thorsen.
- I langt de fleste lande i verden er der – ligesom i Danmark – mangel på arbejdskraft i sundhedssektoren. Og det bliver kun værre i de kommende år. Det er uden tvivl noget, der er med til at styrke interessen for ROBERT®, da teknologien kan afhjælpe personalemangel, siger han og fortsætter:
- Her sikrer ROBERT® ikke kun bedre, mere målrettet og mere intensiv genoptræning af den enkelte patient, men gør det også muligt for fysioterapeuter at behandle flere patienter ad gangen. Allerede her spares der tid og ressourcer, og når borgerne så bliver mere selvhjulpne takket været den intensive genoptræning, har de desuden mindre brug for pleje eller hjemmehjælp efterfølgende. Ved hjælp af ROBERT® kan borgerne klare flere ting selv – og klarer det tidligere, end man traditionelt har været vant til.
Hjælper den enkelte patient – uanset funktionsniveau
Ideen bag Life Science Robotics arbejde bunder i de genoptræningstilbud, der findes i dag. Virksomhedens erfaringer viser, at en gennemført og god genoptræning kræver mere træning, end det der tilbydes, og det kan man sikre ved hjælp af robotteknologi som ROBERT®.
Mange borgere kan have glæde af genoptræningen med robotten. Det kan blandt andet være borgere, der skal genoptrænes efter blodpropper, hjerneblødning, hjerneskade, sklerose eller borgere, der har fået ny hofte, knæ eller har været igennem et længere sygdomsforløb. Her kan ROBERT® være en støtte til genoptræning af både arme og ben.
- Har en borger eksempelvis et nedsat eller ikkeeksisterende funktionsniveau, sikrer ROBERT®, at genoptræningen kan starte så tidligt som muligt. Vi kalder det passiv mobilisering. Her er borgeren ’passager’ i robotten, som styrer alle bevægelser, så borgeren kan bevæge sig på trods af immobiliteten, fortæller Keld Thorsen og fortsætter:
- Derudover kan ROBERT® tilpasses borgerens individuelle funktionelle styrke. Herpå kan ROBERT® yde modstand mod enhver bevægelse, som er designet af sundhedspersonalet, og på den måde støtte genoptræningen af den enkelte borger. ROBERT® hjælper også til at guide borgeren gennem øvelserne, så borgeren kan fuldføre den programmerede bevægelse, selvom borgeren ikke nødvendigvis er i stand til det ved egen kraft.
Globalt marked for robotløsninger
En af de lande, der i særdeleshed har valgt at investere i robotteknologien fra Life Science Robotics, er Polen. Landet har et stort ønske om at styrke sundhedssektorens automatisering.
- Vi har netop solgt ti genoptræningsrobotter til Polen. I Polen har de et ønske om at øge automatiseringen af sundhedssektoren for at imødekomme manglen på arbejdskraft – nu og i fremtiden. De foreløbige tilbagemeldinger fra Polen er, at de er meget begejstrede for ROBERT®, fortæller Keld Thorsen.
Polen er for Life Science Robotics et godt eksempel på en generel tendens, når det kommer til robotløsninger. Overordnet set er der nemlig et globalt marked for robotløsninger, mener Keld Thorsen, der ser lyst på fremtiden for Life Science Robotics og virksomhedens internationale rejse.
- Der er et globalt marked for robotløsninger som ROBERT®, og vi kan tydeligt se, at vores globale bestræbelser bærer frugt. Vi har i de første måneder af 2024 solgt et pænt antal genoptræningsrobotter til udlandet, og vi forventer at den internationale vækst fortsætter i de kommende år, slutter han.
Den 1. januar 2023 havde Life Science Robotics solgt i alt 26 eksemplarer af ROBERT®, hvoraf størstedelen var til det danske marked. Ved årets udgang hed dette tal 50+, og hovedparten var solgt til udlandet.
Læs mere om Life Science Robotics og ROBERT® her
Life Science Robotics er medlem af CareNet
På billederne ses i læseretningen; CEO i Life Science Robotics, Keld Thorsen, ROBERT® i aktion ifm. bentræning og ifm. armtræning
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.