14

.

February

2020

Wear&Care Technologies er nyt medlem af CareNet

Wear&Care Technologies er et intelligent hjælpemiddel til plejecentre, bosteder og hjemmeplejen, som giver besked på telefon eller andet device, når en borgers ble skal skiftes. Hjælpemidlet består af en sensor og en data logger, som passer alle typer og mærker af bleer.

Wear&Care Technologies er nomineret til “START-UP CHALLENGE” på den store ”ALTENPFLEGE” messe i marts, som afholdes i Hannover.

Mere værdighed og færre tjekrutiner

Produktchef i Wear&Care Technologies, Anne Cordel, fortæller, at idéen bag sensorteknologien er udsprunget af behovet for en ny og værdig løsning, så borgere ikke skal sidde med våd ble.

Hun fortæller derudover, at Wear&Care Technologies gør op med unødvendige rutinetjek, fordi personalet får direkte besked, når en borger skal skiftes. På den måde undgår personalet at udføre tidskrævende arbejde og hårde forflytninger, som er til gene for både borger og personale.

- Vi har oplevet, at borgere ikke længere har behov for at blive bundskiftet. Det er personalet glade for, fordi de ikke skal bruge flere kræfter end højest nødvendigt, siger Anne Cordel.

Med de frigivne ressourcer har personalet større overskud til omsorg og pleje, fortæller hun.

Intelligent ble

Via et statistiksystem er det muligt at kortlægge borgerens vaner mht. urinudladning, og på baggrund af dataene er det muligt at revurdere uhensigtsmæssig arbejdsgang, hvis det eksempelvis viser sig, at borgerne ofte bliver skiftet, selvom bleen ikke er fuld.

- Hvis man eksempelvis har en dame, som hver dag tisser klokken 7.30, kan man vælge at følge hende ud på toilettet klokken 7 og på den måde undgå, at hun tisser i bleen, siger Anne Cordel.

Sensorteknologien er let og intuitiv at anvende. Hjælpemidlet fungerer ved, at personalet sætter en sensor og data logger på bleen, som registrerer, når bleen er våd.

- Medarbejderen sætter en sensor og data logger på, og så skal de ikke gøre mere. Teknologien kan bruges til alle typer af bleer. Det vil sige, hvis kommunen skifter udbud, kan de sætte den over på den nye ble, eller hvis borgeren foretrækker at beholde sin sædvanlige ble, siger hun.

Vil fortælle den gode historie gennem CareNet

Anne Cordel deltog i CareNets seneste temadag om ”Fremtidens Fleksible Plejebolig”, og hun fortæller, at hun glæder sig til samarbejdet og ser frem til at deltage i flere netværksarrangementer.

- Jeg er rigtig glad for, at vi er blevet medlem, og jeg ser frem til at møde de andre medlemmer. Jeg tror, at vi kan få stor glæde af netværket, siger hun og tilføjer:

- CareNet giver mulighed for at møde potentielle kunder på en uformel måde. Derudover er det rigtigt spændende at se vores produkter i andre kontekster, tale andre problemstillinger og få gode idéer til, hvad der kan være interessant for os.

Netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, fortæller om det nye medlem:

- Det er en stor fornøjelse, at Wear & Care Technologies vælger at blive medlem af CareNet. Jeg har fulgt virksomheden igennem en længere periode, og vi har i netværket tidligere haft fornøjelsen af at høre om den intelligente ble på en af vores store temadage i 2019 - nemlig den om Datadrevet Dagligdag – og Nat, som vi afholdt sammen med Københavns Kommune. Derudover står Wear & Care Technologies overfor et spændende eksport-eventyr på det tyske marked, hvor deres stærke knowhow på området med sensorer og data virkelig vil gøre dem det godt. Senest i september 2019 var de med på eksportfremstød med Danish.Care på REHACARE. Både Anne Cordel og hendes kollegaer bydes mange gange velkommen i CareNet, slutter han.

Læs mere om Wear&Care Technologies her.

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.