CareNet-medlemmet VihTek pilottester et plaster, der monitorerer puls under søvn, for at se nærmere på, om løsningen kan erstatte fysiske nattilsyn af indlagte i psykiatrien uden at kompromittere patientsikkerheden.
Det offentligt finansierede videncenter i Region Hovedstaden, VihTek, arbejder for at understøtte og fremtidssikre hospitalerne i Region Hovedstaden ved at identificere, udvikle, teste og implementere velfærdsteknologi – til gavn for patienter, personale og pårørende.
Den seneste tid har VihTek pilottestet et sensorplaster fra virksomheden IMP Scandinavia, der monitorerer puls under søvn, for at se nærmere på, om løsningen kan erstatte fysiske nattilsyn af indlagte i psykiatrien uden at kompromittere patientsikkerheden.
CareNet har taget en snak med projektmedarbejder i VihTek, Mathias Aalling, som fortæller:
- Vi har planer om at udføre et længere testforløb af denne teknologi. Vi har allerede gennemført en indledende pilottest, hvorefter IMP Scandinavia har lavet nogle simple modificeringer på plastret og sensoren. Vi har for eksempel kigget på, hvor kraftigt klistret på plastret skal være, samt hvor stærk sensorens forbindelse skal være, så vi sikrer, at sensorens målinger kommer ordentligt frem til personalets position, forklarer Mathias Aalling og fortsætter:
- Den indledende pilottest har givet virksomheden mulighed for at lave småjusteringer på produktet, og samtidig har pilottesten givet personalet på Psykiatrisk Center Sct. Hans mulighed for at komme med ønsker til, hvad de gerne vil have plastret til at kunne.
Baggrunden for pilotprojektet er, at patienter på en psykiatrisk afdeling skal tilses tre gange om natten af personalet for at vurdere patientens respiration og kroppens position, hvilket kan være forstyrrende for patienternes søvn, og samtidig kræver personale.
Derfor har projektet til formål at teste, om de fysiske tilsyn om natten kan erstattes med pulsovervågning via af en sensor i et plaster, der er udviklet af IMPScandinavia, og om plastret kan levere en metode til med sikkerhed at vide, at patienten er i live og ikke agiteret, uden at patienten forstyrres ved, at personalet går ind og tjekker.
Ifølge Mathias Aalling skaber den indledende pilottest grobund for optimisme i forhold til produktets potentiale.
- Vi er fortrøstningsfulde! Det er som udgangspunkt en fordel med plastret, da det kan overvåge 24 timer i døgnet, i stedet for de blot tre natlige tjek. Men vi skal selvfølgelig sikre, at plastret fungerer optimalt, hvilket vi vil teste yderligere i dybden i den kommende tid, fortæller Mathias Aalling.
Pilottesten foretages i et samarbejde mellem VihTek og afdeling M20 Øst, Psykiatrisk Center Sct. Hans, Region Hovedstaden. Den kortvarige pilottest, som indtil videre har ført til småmodificering af plastret, og resultaterne deraf skal nu danne baggrund for en ny, større og længerevarende test af plastret på Psykiatrisk Center Sct. Hans.
- Vi starter op med nye testforløb, så snart IMP Scandinavia har færdiggjort de små justeringer på plastret og sensoren, som vi har planlagt på baggrund af det indledende testforløb. Vi regner med at lave et kort testforløb, hvor vi igen skal se på, om vi skal have lavet et par småjusteringer, inden vi kaster os ud i et længerevarende klinisk studie af plastret, så vi kan dokumentere plastrets effekt på både patienternes søvn og patientsikkerheden, slutter Mathias Aalling.
VihTek er medlem af CareNet
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.