2

.

December

2020

Velfærdsteknologi i de danske kommuner 2020

For fjerde år i træk har CareNet i samarbejde med Danish.Care og Teknologisk Institut undersøgt danske kommuners anvendelse af velfærdsteknologi.

Siden 2017 har CareNet, i samarbejde med Teknologisk Institut og Danish.Care – Branchen for hjælpemidler og velfærdsteknologi, udarbejdet en årlig undersøgelse af danske kommuners anvendelse af velfærdsteknologi, og hvilke oplevelser og erfaringer de forskellige kommuner har gjort sig med velfærdsteknologi i løbet af det forgangne år.

Dette års undersøgelse er baseret på anonyme spørgeskemabesvarelser fra 72 ud af landets 98 kommuner. Den følger samme mønster som undersøgelserne fra de forrige år og spørger til de samme ting i forhold til status på velfærdsteknologi i kommunerne. I år har undersøgelsen desuden haft en række spørgsmål, der gik specifikt på corona-pandemiens påvirkning af det velfærdsteknologiske område.

Status 2020

Undersøgelsen blev den 30. november 2020 præsenteret for omkring 50 deltagere til CareNet-webinaret, Velfærdsteknologi i de danske kommuner. Dagen bød på en gennemgang af de enkelte punkter, holdt op mod resultaterne fra de forrige års undersøgelser.

Undersøgelsen fra 2020 viste, at over halvdelen af de adspurgte (61,4%) mener, at implementering i praksis er en af de største barrierer, mens omkring 40 % mener, at økonomi og umodne teknologier er blandt de største barrierer, de oplever i deres kommune, når det handler om at indfri potentialerne inden for velfærdsteknologi i kommunerne.

Hvis man sammenligner dette års undersøgelse med forrige års undersøgelser, er det interessant, at manglende accept af teknologi hos medarbejdere kun gælder for 24,3 %, hvilket er et fald i forhold til 2019 og 2018, hvor besvarelserne ramte henholdsvis 38,8 % og 33,3 %.

Derudover viste besvarelserne, at cirka 95 % i nogen eller i høj grad oplever, at velfærdsteknologi er nødvendigt for at fastholde velfærdsniveauet i deres kommune, hvilket er en lille stigning på omkring 2 % i forhold til de forrige år, hvor tallet også har ligget højt.

Generelt vurderes inddragelse af både borgere og frontmedarbejdere som vigtige aspekter i arbejdet med velfærdsteknologi.

Hele 91,3 % af respondenterne mener, at velfærdsteknologi har indfriet sit potentiale i nogen eller mindre grad – og kun ca. 10 % mener, at den i høj grad har indfriet sit potentiale. Dermed viser undersøgelsen, at der endnu er et stort potentiale at indfri på det velfærdsteknologiske område i kommunerne, hvilket også viser sig i de 97 % af besvarelserne, hvor respondenterne forventer samme eller større indsats end hidtil på det velfærdsteknologiske område.

Resultaterne af dette års undersøgelse blev i år præsenteret af forretningsleder ved Teknologisk Institut, Birgitte Østergård Sørensen, som fortæller:

- Det er interessant at se den vedvarende og let stigende erkendelse af velfærdsteknologiens nødvendighed for at kunne fastholde velfærdsniveauet i de danske kommuner. Undersøgelsen viser desuden en øget åbenhed over for teknologi på sundhedsområdet blandt medarbejderne, hvilket er meget positivt, siger Birgitte Østergård Sørensen og fortsætter:

- Derudover viser besvarelserne, at der stadig er et stort potentiale at indfri på det velfærdsteknologiske område i kommunerne, idet de fleste respondenter forventer en stigning i indsatsen på det velfærdsteknologiske område i kommunerne i fremtiden.

Corona-pandemiens indflydelse på velfærdsteknologien i de danske kommuner

Årets undersøgelse så også nærmere på et af årets helt store temaer, nemlig spredningen af corona-virus og pandemiens effekt på det velfærdsteknologiske område i kommunerne.

Undersøgelsen viste tegn på, at corona-pandemien har betydet fremgang i brugen af velfærdsteknologi. Over 50 % af de adspurgte oplever, at kommunen har taget ny velfærdsteknologi og hjælpemidler i anvendelse grundet corona-situationen, mens yderligere 28 % forventer en øget brug af velfærdsteknologi og hjælpemidler fremover som følge af corona-pandemien.

Her er det specielt anvendelsen af diverse skærm- og virtuelle løsninger, som bliver fremhævet som nogle af de primære teknologier under corona.

Derudover har corona-pandemien ikke overraskende haft indflydelse på, hvordan udbredelsen af viden om velfærdsteknologi og hjælpemidler finder sted. Her er det specielt webinarer og online produktdemonstrationer, som har vundet indpas i en tid, hvor besøg fra virksomhedernes konsulenter har været udelukket.

Til sidst kan det nævnes, at cirka en ud af fire mener at have identificeret behov for nye teknologier i forbindelse med kampen mod corona. Her nævnes blandt andet hurtigere test, febermålere, sensorteknologier, teknologier, der på afstand kan vejlede og oplære borgere og personale, robotservices og desinfektion.

- Det mest interessante i årets undersøgelse er nok den øgede åbenhed over for teknologi på sundhedsområdet. At vi gennem corona-krisen har lært, at det faktisk kan betale sig at implementere borgernære løsninger i forhold til driften ude i kommunerne, og at den enkelte borger kan blive mere selvhjulpen undervejs i en pandemi. Det viser velfærdsteknologiens værd, fortæller Birgitte Østergård Sørensen.

Netværksleder i CareNet og chefkonsulent for velfærdsteknologi i Danish.Care, Anders Lyck Fogh-Schultz, udtaler:

- I en tid, hvor der er svært at mødes om teknologien, som vi plejer, er det meget positivt at se, at så mange deltagere på tværs af landet deltager online i vores webinar om kommunernes brug af velfærdsteknologi anno 2020. Det vidner om, at vores satsning med CareNet Digital har et godt potentiale, fortæller Anders Lyck Fogh-Schultz og fortsætter:

- Resultaterne i årets undersøgelse viser jo, at der fortsat er et stort uindfriet potentiale for velfærdsteknologien i de danske kommuner, og derfor er hele grundtanken med et stærkt og alsidigt nationalt netværk på området aktuelt som aldrig før. Særligt besvarelserne om velfærdsteknologi og hjælpemidler undervejs og efter COVID-19 vidner om, at vi kan og skal mere i forhold til borgernær teknologi på sundhedsområdet.

- I CareNet står vi klar med en række aktiviteter i den kommende tid, og vi kommer – ganske givet – til at italesætte flere løsninger, som afhjælper virkningerne af corona, samt at formidle dem på alle vores platforme, slutter Anders Lyck Fogh-Schultz.

I næste uge præsenterer vi i CareNets nyhedsbrev en uddybende artikel om anvendelsen af velfærdsteknologi i lyset af corona-pandemien i Aalborg Kommune ved chefkonsulent, Lars Nøhr, og centerleder på Rehabiliteringscenter Aalborg, Hanne Hostrup, som vil give et indblik i praksiserfaring i forbindelse med corona-pandemien i Aalborg Kommune.

Ydermere giver vi en indflyvning til det kommunale landskab post-corona ved Mie Bjerre, specialkonsulent i KLs Center for Velfærdsteknologi.

Gense webinaret om velfærdsteknologi i de danske kommuner her

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.