12

.

March

2020

Tubus Technology får patent på TubusOne i USA

TubusOne har eksisteret siden 2015 og udspringer af et innovationsforløb på Aalborg Universitet, hvor stifter af Tubus Technology, Lizanne Svane, og resten af hendes studiegruppe blev tildelt en opgave fra et bosted i Nørresundby.

Under innovationsforløbet mødte de Christian, som var lam fra nakken og ned. Han kunne ikke kommunikere uden hjælp fra sin mor eller plejepersonale, og det var derfor studiegruppens opgave at finde ud af, hvordan de kunne hjælpe ham.

Sådan lyder begyndelsen på en startup-rejse, der sidenhen har bevæget sig over ni lande og nu er nået til det amerikanske marked.

Får patent i USA

Tubus Technology har fået patent på sit kommunikationshjælpemiddel TubusOne i USA. Det fortæller Lizanne Svane, som glæder sig over de muligheder, patentet bringer med sig.

- Patentet støtter op om vores kommercielle aktiviteter i det amerikanske marked. Vi vil bruge 2020 på at finde vores vej ind - blandt andet ved at finde partnere i USA, siger hun til CareNet.

Det næste stykke tid skal altså bruges på at finde salgs- og sparringspartnere i USA, så TubusOne bliver klar til at indtræde det amerikanske marked.

Lizanne Svane fortæller, at det amerikanske marked forhåbentlig også bliver et springbræt til på sigt at kunne indtræde det canadiske marked.

Om TubusOne

TubusOne er et kommunikationshjælpemiddel til mennesker med bevægelseshandicap i arme og hænder. Det er et tyndt og let rør, der sættes i munden ved et mundstykke. Her giver brugeren et let pust igennem røret, og et stempel aktiveres. Dette stempel udsender en touch-funktion bestående af sølvvævet stoffibre, der overfører statisk elektricitet fra kroppen via stemplet over på touch-skærmen. Ved hjælp af TubusOne kan brugeren benytte standardiserede enheder med touch-funktion (iPads, smartphones og touch-baserede computere), og der skal ikke laves specialudviklede løsninger. Læs mere om TubusOne her.

Billede: Health Tech Hub Copenhagen

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.