Antallet af plejekrævende ældre vil stige markant de kommende år, men allerede nu oplever kommunerne, at det bliver sværere og sværere at rekruttere personale til at tage sig af de ældre, der har behov for hjælp. En helt ny undersøgelse fra KL viser, at 73 procent af kommunerne mangler arbejdskraft inden for ældreområdet. Samtidig vurderer 71 procent af kommunerne, at det er blevet sværere at rekruttere personale inden for ældreområdet end for tre år siden.
Det er en situation, man skal tage meget alvorligt, siger Tine Rostgaard, professor på VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
- Det kan i sidste ende få konsekvenser for, om borgerne kan få de ydelser, de har behov for. Hvis der bliver færre og færre varme hænder, så må de, der er tilbage, løbe endnu stærkere. Det har betydning for arbejdsmiljøet, som igen har betydning for rekrutteringssituationen, og derfor kan det blive skruen uden ende, siger Tine Rostgaard.
De nye undersøgelser fra KL bakkes op af en nylig opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der viser, at der er omfattende mangel på social- og sundhedsassistenter, lærere og sygeplejersker i samtlige landsdele. Mens udfordringen med lærere formentlig vil stabilisere sig på få år grundet et faldende børnetal og større optag på læreruddannelsen, ser det værre ud på ældreområdet.
Antallet af 80+ årige øges med cirka 259.000 personer frem mod 2040, hvilket er en fordobling sammenlignet med i dag. Samtidig er social- og sundhedsassistenter og -hjælpere blandt de ældste personalegrupper i kommunerne. Hele 26 procent er over 55 år, og da de i gennemsnit trækker sig tilbage som 63-årige, er der udsigt til, at mange af dem forsvinder fra kommunerne i de kommende år.
Kommuner og fagforbund i samarbejde
I KL er Michael Ziegler, formand for Løn og Personaleudvalget, helt bevidst om, at man står med en betydelig rekrutteringsudfordring på ældreområdet. Han peger på, at sund aldring, velfærdsteknologi og rehabilitering vil tage noget af presset, så antallet af ansatte ikke en-til-en skal følge antallet af ældre, men der bliver behov for flere ansatte.
- Det kræver en indsats på flere områder, hvis vi skal sikre, at vi har tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft. Vi skal blandt andet se på, hvordan vi sikrer, at flere af de ansatte bliver længere på arbejdsmarkedet, og at flere på deltid arbejder flere timer, end de hidtil har gjort. Samtidig skal vi også gøre det mere attraktivt at søge ind på uddannelserne og tilrettelægge arbejdet og bruge den nye teknologi, så færre bliver nedslidte,« siger Michael Ziegler.
KL er gået sammen med fagforbundet FOA, der organiserer SOSU-assistenter og -hjælpere, om at analysere udviklingen nærmere, så man har et solidt vidensgrundlag
Kilde: Momentum
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.