For femte år i træk bliver de bedste idéer og den mest interessante form for iværksætteri inden for velfærdsteknologi fejret af CareWare. Det sker ved et arrangement, hvor otte virksomheder kæmper om to store priser.
I år er Tele Call blandt de udvalgte få. Virksomheden er nomineret i iværksætterkonkurrencen med hjælpemidlet DoMyDay, der er skabt til blandt andre demente og hjerneskadede. De er oppe imod tre andre stærke kandidater. Vinderen bliver kåret den 7. juni i Aarhus.
Skaber struktur i hverdagen
Tele Call er ”nomineret på grund af deres elegante løsning med fokus på enkelthed og øget livskvalitet til en sårbar gruppe. Kommunerne og de ældre selv mangler løsninger, der kan gøre det voksende antal af demente mere uafhængige og forlænge tiden i eget hjem. Dette er en løsning i et voksende marked og med et lovende potentiale i at udvikle forretningsmodellen og “go to market”-strategien,” lyder den officielle forklaring fra dommerpanelet.
DoMyDay er en specialdesignet telefon, der blandt andet indeholder muligheden for at lave guides til brugeren, så vedkommende kan få hjælp til at slå græs, lave mad eller gøre rent. Det er en måde at få noget selvstændighed og struktur tilbage i livet på.
Hård konkurrence
Nomineringen er en anerkendelse af det hårde arbejde, Tele Call har lagt i at skabe det perfekte hjælpemiddel for mennesker med demens eller hjerneskader. Ifølge Preben Mejer, der er blandt dommerne, har det da også krævet meget at opnå nominering til prisen i år.
“De idéer og startups, som vi har nomineret til finalen, adresserer en bred vifte af problemområder, og mange af dem gør det på en særdeles nytænkende og innovativ måde. Mange af de nominerede forslag til velfærdsteknologiske løsninger har et internationalt potentiale, og samtidig kan flere af løsningerne også bruges i andre markeder, end de umiddelbart selv har lagt op til i deres forretningsmodel,” siger Preben Mejer.
Om få uger vil det vise sig, om Tele Call løber med førstepladsen. Indtil da kan du læse meget mere om DoMyDay lige her
Fakta: CareWare-Next Iværksætterprisen
Prisen går til en iværksættervirksomhed, der befinder sig i opstartsfasen med en prototype til aftestning eller med få kunder. CareWare dommerpanelet prioriterer den idé, de vurderer samlet set har det største vækstpotentiale målt ud fra kriterierne lovende produkt, organisation med de nødvendige kompetencer og realistisk forretningsmodel.
Kilde: TechSavyy
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.