Flere svage ældre har fra 2002 til 2012 måttet klare sig uden hjemmehjælp. Det gælder både ældre med en enkelt funktionsnedsættelse og ældre med to eller flere funktionsnedsættelser, viser en analyse fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Ægtefællen synes i nogen grad at have taget over, men en stigende andel af svage ældre står uden hjælp. Skiftet er især sket i forhold til både den tungere og lettere rengøring. Det er i tråd med den generelle udvikling i tildelingen af hjemmehjælp, hvor der over tid især har været et fald i andelen af ældre borgere, der får tildelt rengøring.
Forventninger til familie
Analysen viser også, at der er forskel på, hvem der får hjemmehjælp. Har man en ægtefælle, er det mindre sandsynligt, at man får hjælp fra den kommunale hjemmehjælp – uanset funktionsevne og andre relevante faktorer
Det kan der være flere forklaringer på. En af dem kan være, at parret selv ikke søger om hjemmehjælp, så længe den raske og rørige ægtefælle kan stå for opgaverne. Almindelig praksis i kommunerne er også, at tildelingen af hjemmehjælp i form af rengøring tager højde for den indsats, som ægtefællen eller samleveren kan yde, fordi ægtefællen forventes at tage sin del af de huslige opgaver.
Den generelle stigning i den hjælp, som ægtefælle eller samlever ifølge analysen yder, antyder dog, at der i stigende grad tages højde for ægtefællens indsats, når hjælpen skal tildeles.
Ifølge VIVE kan man også se en form for aldersautomatik. Jo ældre man er, jo større sandsynlighed har man for at få hjemmehjælp – uanset funktionsnedsættelse og andre faktorer. Det kan være udtryk for holdningen, at nu er man gammel nok til at have fortjent hjemmehjælp.
Analysen finder også, at pårørende oplever en stigning i de opgaver, de hjælper forældre og/eller svigerforældre med. Det gælder både i forhold til det huslige arbejde, administrative opgaver og transport. Og jo flere opgaver, de pårørende tager sig af, jo mere bekymrede er de, og i jo højere grad overvejer de at sige op på jobbet
Analysen viser, at selv ældre med et betydeligt behov for hjælp oplever ændringerne i hjemmehjælpen og omlægningen til rehabilitering, som skal gøre de ældre mere selvhjulpne. Omsorgen for de svage ældre er i stigende grad blevet et anliggende for den nære familie som ægtefælle eller samlever.
Kilde: Danske Kommuner
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.