Nyt fra CareNet

19

.

September

2024

Sundhedsudspillet med velfærdsteknologiske briller: Teknologien bliver afgørende for fremtidens sundhedsvæsen

Regeringen præsenterede onsdag sit nye sundhedsudspil, der skal gøre det danske sundhedsvæsen mere nært og sammenhængende, og her spiller digitale løsninger, velfærdsteknologi og tværfagligt samarbejde en central rolle.

20 procent af befolkningen har én eller flere kroniske sygdomme. Frem mod 2035 vil der komme 50 procent flere ældre over 80 år, og samtidig ventes det, at vi vil mangle 15.000 flere social- og sundhedshjælpere og -assistenter i 2025 sammenlignet med i dag.

Vores sundhedsvæsen står over for markante udfordringer – både nu og i fremtiden. Og netop det forsøger regeringen nu at imødekomme med et nyt sundhedsudspil, der skal gøre det danske sundhedsvæsen mere nært og sammenhængende.

Her kræver det, at vi drejer på rigtig mange tandhjul. I det nye sundhedsudspil – som baserer sig på det grundige arbejde fra Sundhedsstrukturkommissionen og de mange efterfølgende høringssvar fra en lang række interessenter – er tre elementer centrale for, at dette kan lade sig gøre. En lægereform, nye kronikerpakker og flere nære sundhedstilbud.  

De tre centrale elementer

1. En lægereform skal give alle adgang til en læge tæt på, hvor man bor, og sikre, at der er speciallæger nok – også på de mindre sygehuse rundt omkring i landet.

2. Med nye kronikerpakker indføres nye rettigheder til en individuelt tilpasset indsats for mennesker med kronisk sygdom. Den enkelte vil få en sygdomsspecifik, individuel behandling af høj kvalitet, præget af sammenhæng.

3. Flere nære sundhedstilbud skal sikre, at behandling rykkes tættere på borgerne, så alle har adgang til lokale og attraktive sundhedstilbud, uden at man er nødt til at køre langt.

De 17 nye og vigtige sundhedsråd

For at kunne få alle ønsker opfyldt, når det kommer til fremtidens sundhedsvæsen, foreslår regeringen, at den nationale rolle i sundhedsvæsenet styrkes, og der etableres fire regioner – herunder i alt 17 nye sundhedsråd.

Og særligt sundhedsrådene er interessante, når man ser på udspillet. Det påpeger netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz. I sundhedsrådene vil alle medlemmer have stemmeret, og formålet er at samle folkevalgte fra både regioner og kommuner, der har indsigt i, hvor sundhedsbehovene er størst. Samtidig får sundhedsrådene økonomi og beslutningskompetence til at skabe flere tilbud tæt på borgerne.

- Vi har ventet længe og i stor spænding på det nye udspil fra regeringen. Overordnet set er der mange positive perspektiver at trække ud fra udspillet, men særligt hæfter jeg mig ved regeringens ønske om at etablere 17 nye sundhedsråd, som kommer til at have medlemmer fra på regioner og kommuner, indleder Anders Lyck Fogh-Schultz og fortsætter:

- Det vidner om, at vi rykker tættere sammen i bussen på tværs af regioner og kommuner. Ved at samle de kommunale og regionale indsatser kan vi i højere grad sikre sektoriel sammenhæng og forebyggelse, og det er essentielt, hvis vi skal kunne levere det høje velfærdsniveau, som vi kender i dag, i fremtiden.  

Velfærdsteknologiens vigtige rolle

Tager man de sundheds- og velfærdsteknologiske briller på, er der også mange vigtige perspektiver i det nye sundhedsudspil.  

Her får de 17 sundhedsråd en central rolle. Det fremgår blandt andet, at der skal skubbes på innovation og implementering af digitale løsninger gennem et bedre og mere systematisk samarbejde om brugen af ny teknologi.  

Sundhedsvæsenet skal hænge bedre sammen, og digitale løsninger og velfærdsteknologi skal fremover udvikles og udbredes meget mere ensartet i hele landet.

- En styrkelse af innovationen samt et øget fokus på udvikling og udbredelse af digitale løsninger og velfærdsteknologi kan vi selvfølgelig kun bifalde som dansk netværk for sundheds- og velfærdsteknologi. Her bliver de 17 nye sundhedsråd utroligt vigtige, da det er dem, der skal være motorer for at drive udviklingen – på tværs af regioner, kommuner og landet i sin helhed, lyder det fra Anders Lyck Fogh-Schultz, som fortsætter:

- Samtidig følger også udspillet om en etablering af en ny national drifts- og udviklingsorganisation i form af ’Digital Sundhed Danmark’ og et nyt Nationalt Center for sundhedsinnovation, som kan være med til at styrke brugen og udbredelsen af nye og gode sundheds- og velfærdsteknologier, der kan gøre en forskel for både borgere, patienter og sundhedspersonale.

I alt afsættes 27,5 milliarder kroner til bedre fysiske og teknologiske rammer i sundhedsvæsenet over de næste 10 år. Heraf vil 2 milliarder kroner gå til udrulning af nye innovative løsninger.

Digital Sundhed Danmark og digitale sundhedstilbud

Regeringen vil i forbindelse med sundhedsudspillet oprette en ny national drifts- og udviklingsorganisation, som ejes af kommuner, regioner og staten i fællesskab.

Formålet er at samle en række af de fælles digitale løsninger og infrastrukturer, som binder sundhedsvæsenet sammen, men hvor ansvaret i dag er spredt på mange aktører. Det gælder blandt andet, når det kommer til datadeling på tværs, hvor relevant sundhedsdata skal gøres lettere tilgængelig for både borgerne og sundhedsaktørerne, så man på den måde kan styrke de sammenhængende behandlingsforløb.

Samtidig vil regeringen også indføre en ny digital patientrettighed, der skal give de borgere, som kan og vil, ret til at vælge, om kontakten med sundhedsvæsenet skal være digital frem for fysisk.

Det kan for eksempel være retten til selv at vælge, om en konsultation ved egen læge eller på sygehuset skal ske fysisk eller virtuelt. I første omgang vil denne ret gælde for en række områder med dertilhørende teknologier.  

Her nævnes mere konkret videokonsultationer med det almenmedicinske tilbud, digital genoptræning, skærmbesøg fra den kommunale sygepleje, udvalgte virtuelle kontroller og opfølgninger på hospitalet og hjemmebehandlingstilbud inden for en række kronikerområder.  

Rettigheden skal løbende udbredes til andre områder i takt med den teknologiske udvikling. Og her er der fortsat stort potentiale, påpeger Anders Lyck Fogh-Schultz, som mener, at dette er vejen at gå, men at det samtidig vil kræve løbende opfølgning og en stor indsats, når det kommer til at få indarbejdet nye teknologiske løsninger i initiativet.

- Det er en god start, ingen tvivl om det… Hos CareNet har vi samlet et netværk af både udbydere og aftagere inden for velfærdsteknologi, og der kan ikke sættes spørgsmålstegn ved sundheds- og velfærdsteknologiens potentiale. Regeringen har her samlet nogle få digitale og teknologiske løsninger, og det er godt nok til en start, men der er meget mere at hente. Her kan blandt andet nævnes medicinrobotter til dispensering af medicin i borgerens eget hjem – for bare at nævne en enkelt, fortæller han og fortsætter:

- Med CareNets solide viden inden for sundhed- og velfærdsteknologi bidrager vi hellere end gerne med nye perspektiver på området, og vi stiller os naturligvis til rådighed i det kommende arbejde med at skabe et sundhedsvæsen, der står skarpt ind i fremtiden – til glæde og gavn for alle danskere.

Gå yderligere i dybden i regeringens nye sundhedsudspil her

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.