Nyheder

13

.

March

2025

Store gevinster: Kommune udvider forsøgsordning med AI-baseret sensorteknologi på plejehjem

I Struer Kommune har man siden efteråret 2024 afprøvet en sensorteknologi på to af kommunens plejehjem. Afprøvningen har været så stor en succes, at man nu har besluttet at udvide forsøgsordningen.

Foto: Teton.ai

Bedre nattesøvn for beboerne, færre faldulykker og en generel forbedring i plejen og omsorgen, som nu kan målrettes og fokuseres på de helt rigtige tidspunkter.

Det er hovedpunkterne i evalueringen af en afprøvning af sensorteknologi på to plejehjem i Struer Kommune, som har kørt siden efteråret 2024. De positive resultater betyder, at kommunen nu har valgt at udvide forsøgsordningen.

Det fremgår af en pressemeddelelse på Struer Kommunes hjemmeside.

Udvidelsen skaber glæde hos udvalgsformand

Udvidelsen af forsøgsperioden blev besluttet af kommunens social-, sundheds- og arbejdsmarkedsudvalg på et møde den 06. marts 2025.

Foreløbigt har sensorteknologien, som leveres af CareNet-medlemmet Teton.ai, været afprøvet på nogle midlertidige pladser på Vest Center Kilen (MTO) og i et enkelt af husene på plejecentret Bangs Have i Struer Kommune, men efter den politiske evaluering er det blevet besluttet, at forsøgsordningen skaleres op til at omfatte alle boliger i Bangs Have.

Og det er noget, der glæder Steen Jakobsen, som er udvalgsformand for social-, sundheds- og arbejdsmarkedsudvalget.

- Det er hele vejen rundt, at vi kan se og høre, at der er rigtig mange gevinster og meget stor velvilje til den nye teknologi, og det giver rigtig god mening at arbejde videre med teknologien. Vi har lyttet til medarbejderne, som blandt andet fortæller, at beboerne sover bedre, efter sensorerne er sat op. Før ville man typisk have været inde på alle stuer flere gange på en nat for at tjekke, og det blev mange beboere vækket af, fortæller han og fortsætter:

- Nu kan medarbejderne se, hvornår der er brug for at gå ind til den enkelte, og derfor kan personalet med den nye løsning bruge deres ressourcer netop der, hvor der er brug for det. Vi kan også se – ud fra de seneste måneders forsøgsperiode – at der er langt færre beboere, som falder, og hvis det sker, er medarbejderen nu hurtigere fremme. Man kan nu se, hvordan faldet er sket, og kan sætte forebyggende tiltag i værk. Det er trygt for både beboere, pårørende og personale.

Fakta om løsningen fra Teton.ai

Løsningen fra Teton.ai fungerer ved, at der sættes en rumsensor op i loftet på beboerens stue.  

Ved hjælp af avanceret computer vision kan løsningen forenkle komplekse data til letforståelige ikoner på medarbejdernes enheder. Sensoren registrerer bevægelser i rummet og sender beskeder til medarbejdernes mobil eller iPad, hvis der eksempelvis er en borger, der er i risiko for at falde – eller er faldet.  

Teknologien er desuden indrettet således, at hvis en borger falder, så gemmes der et 10 sekunders anonymiseret klip af faldet. Klippene, som minder om en optagelse med varmefølsomt kamera, hvor man fremstår som en rød figur, giver medarbejderen mulighed for at afgøre, hvor alvorligt faldet har været.

Store fordele i hverdagen

Den foreløbige evaluering viser også, at medarbejderne i Struer Kommune er stærkt begejstrede for den nye hjælper i hverdagen. Det fremgår af en række af de kommentarer, som medarbejderne er kommet med i forbindelse med afprøvningen.

Her lyder det blandt andet:

- Tryghed i arbejdet. Man kan trygt arbejde/udføre andre opgaver, samtidig med at man kan ”have et øje/øre” på alle borgerne – når man arbejder som ene nattevagt.

- Det giver mig mulighed for at yde den bedste sygepleje og omsorg ud fra den personcentrerede omsorg. Vi kan målrette plejen, så den er borgerspecifik.

- Plejen bliver mere naturlig, når vi kan komme ind i det rette øjeblik, for eksempel ved toiletbesøg.

Evalueringen viser altså, at afprøvningen af sensorteknologien har skabt værdi – både for den enkelte borger, men også for plejepersonalet. Samtidig fremgår det også, at beboernes pårørende synes, at det er mere trygt, at personalet nu kan være hurtigt hos beboerne, når der er brug for det.

Større skala det næste år

Udvidelsen af afprøvningen løber over året 2025, og det giver mulighed for at høste yderligere erfaringer med potentialerne i løsningen i større skala.

Og det er noget, man ser frem til i kommunen, påpeger Steen Jakobsen, som også ser udvidelsen som et muligt led i at gøre løsningen til en fast bestanddel i plejen i fremtiden.  

- Sensorløsningen har på alle måder bevist sit værd som ny teknologiløsning, der giver tryghed for både beboere, pårørende og personale i hverdagen. Den er også en stor hjælp for personalet til bedre at kunne udøve deres faglighed, så medarbejderne fortæller, at de nødigt vil undvære den igen. Derfor vil vi også gøre alt, hvad vi kan for at finde muligheder, indenfor den økonomiske ramme, vi har på området, lover udvalgsformanden.

Det oplyses ikke, hvornår der eventuelt vil blive taget stilling til, om løsningen fra Teton.ai skal købes ind som en permanent løsning i Struer Kommune.

Teton.ai er medlem af CareNet

Deltag i arrangementet

SKAL DU MED TIL DEN KOMMENDE CARENET-TEMADAG?

Husk, at CareNet snart åbner dørene for endnu en temadag. Denne gang handler det om succeser med sundheds- og velfærdsteknologi - med særligt fokus på vellykkede implementeringsindsatser. Læs mere om det praktiske herunder - og følg linket for at læse mere og tilmelde dig.

Tid: Den 23. april 2025 klokken 09:00 - 16:00

Sted: Videnscenter for Velfærdsteknologi / Østdanmark - SOSU H Brøndby, Brøndby Møllevej 4, 2605 Brøndby

Arrangør: CareNet – Dansk netværk for sundheds- og velfærdsteknologi i samarbejde med medlem Videnscenter for Velfærdsteknologi.

I løbet af dagen vil der være teknologibasar med produkt- og løsningsfremvisning, og studerende fra SOSU H vil kigge nysgerrigt med

Priser:

CareNet-medlemmer: Gratis

Danish.Care-medlemmer: 795 kroner eksklusiv moms

Ikke-medlemmer: 995 kroner eksklusiv moms

Prisen er inklusiv fuld forplejning i løbet af dagen

Tilmelding:

Frist: Den 17. april 2025

Ved afbud efter 17. april 2025 eller ved udeblivelse på dagen betaler CareNet-medlemmer et no-show-gebyr på 500 kroner eksklusiv moms.

Danish.Care og Ikke-medlemmer betaler fuld pris for deltagelse ved afbud efter tilmeldingsfristen eller udeblivelse på dagen

Afbud sendes pr. mail til netværksleder Anders Lyck Fogh-Schultz på; alfs@danish.care

Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.