Nyt fra CareNet

20

.

March

2024

Specific Care By Nomeco er nyt medlem af CareNet

CareNet byder velkommen til Specific Care By Nomeco, som forhandler sundhedsplejeløsninger og produkter til sundhedssektoren.

Specific Care er nyt medlem af CareNet.

Virksomheden har hjemme i Skanderborg, hvorfra virksomheden leverer forskellige løsninger til pleje og omsorg via regionerne, kommunerne og andre institutioner. Og virksomheden har en klar mission, som produktchef Hanne Hansen-Nord fremhæver.

- Vores mission som virksomhed er at gøre en forskel for borgere og personalet i sundhedssektoren. Derfor forhandler vi en lang række sundhedsplejeløsninger og produkter, der kan gøre netop dette – et rigtig godt eksempel er medicinrobotten, Smila.

Medicinrobotten Smila

Smila-medicinrobotten er en medicinhusker og en ’selvstændig assistent’, der sørger for at administrere og dispensere den korrekte medicin til tiden til borgere i eget hjem.

- Smila øger arbejdsfleksibiliteten for sundhedspersonalet, da borgeren ofte selv kan klare sin medicinadministration med støtte fra Smila. Konceptet bag Smila er simpelt: En fysisk Smila-enhed placeres hos borgeren, den bruger dosispakket medicin samt et brugervenligt cloudsystem, administreret af sundhedspersonalet, for at sikre korrekt medicin til tiden, fortæller Hanne Hansen-Nord og fortsætter:

- Med blot et enkelt klik fra borgeren på Smila er medicinen klar – og det foregår ofte helt uden hjælp fra personale. På den måde kan kommunerne reducere antallet af besøg hos borgeren, så der frigøres tid for sundhedspersonalet, mens borgeren samtidig bliver mere selvhjulpen.

Foruden medicinadministration indeholder Smila også en række andre funktioner. Personalet kan eksempelvis benytte Smila til at ringe til borgeren. Dette kan også foregå som et videoopkald via robottens skærm – en smart og let kontaktform mellem borger og personale.

Smila har været på det finske marked siden 2019 og har siden 2021 også været på det danske marked. Og ifølge Hanne Hansen-Nord er der stor interesse for Smila fra både hjemmeplejen og borgerne i Danmark.

- Vi oplever, at interessen for Smila er stor i Danmark. Ikke alene har Smila formået at tiltrække opmærksomhed, men den har også vist sit værd ved at vinde det første udbud i Danmark på medicinrobotter, fortæller Hanne Hansen-Nord.

Som resultat af udbuddet har mange kommuner meldt sig på banen med et ønske om at implementere Smila, oplyser hun.

Vi glæder os til at blive en del af netværket

Hos Specific Care håber man, at medlemskabet hos CareNet kan være med til at få virksomhedens budskaber ud over rampen.

- Vi har valgt at melde os ind i CareNet med det formål at styrke vores forbindelser med andre aktører, der arbejder med velfærdsteknologi – og især at få vores budskaber ud til de kommuner, der allerede er klar, fortæller Hanne Hansen-Nord og fortsætter:

- I samarbejde med CareNet ser vi frem til at udbrede Smila-medicinrobottens budskaber og dens funktioner, der kan gavne både borgere og sundhedspersonale ude i kommunerne.

Netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, byder Specific Care velkommen og glæder sig til samarbejdet.

- Det er en fornøjelse, at vi nu kan byde velkommen til Specific Care i netværket. Virksomheden er en stærk spiller, når det kommer til levering af forskellige løsninger til pleje- og omsorgssektoren – særligt med fokus på medicinrobotten Smila, som sikrer omhyggelig og rettidig dispensering af medicin til borgere i eget hjem, fortæller han og fortsætter:

- Allerede nu har Specific Care vist flaget i CareNet-regi, hvor Hanne Hansen-Nord forleden holdt oplæg – i samarbejde med Aalborg Kommune – på vores webinarrække om arbejdskraftfrigørende teknologier. Derudover har Specific Care også meldt sin ankomst, når vi den 14. maj 2024 afholder konference om arbejdskraftfrigørende teknologier i samarbejde med CareWare. Det vidner om en lyst til at bidrage aktivt til værdiskabelsen i netværket fra dag ét, og det er vi i CareNet rigtig glade for. Jeg glæder mig til at introducere Specific Care og Smila til netværket og ser frem til samarbejdet.

Læs mere om Specific Care By Nomeco her

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.