CareNet byder velkommen til virksomheden Sleep by Lisa ApS, som er ejet af søvnvejleder, speciallæge i almen medicin og psykoterapeut MPF, Liselotte Rønne. Sleep by Lisa ApS har udviklet hovedpuden Silent Embrace Pillow som er en tredelt hovedpude i memory skum med lyd- og lysdæmpende funktion.
Søvn er en nødvendighed for kroppen, og en god nats søvn er afgørende for, at vi kan fungere i hverdagen. Formålet med Silent Embrace hovedpuden er at afhjælpe søvnløshed, og målgruppen er både private brugere og institutioner. Det fortæller Liselotte Rønne til CareNet.
- Når man er søvnløs, har man ikke mange kræfter. Vi kender alle reglerne for at få en god nattesøvn, og vi lægger et pres på os selv for at gøre noget ekstra, så vi passer vores nattesøvn. Nogle gange er man bare for udmattet, og her går Silent Embrace ind og kan være en erstatning for sovepiller, siger hun.
Udspringer af puden-over-hovedet-tricket
Ideen bag Sleep by Lisa ApS opstod på baggrund af ejer, Liselotte Rønnes, egne erfaringer med søvnløshed, fortæller hun til CareNet.
- Silent Embrace hovedpuden lavede jeg, fordi jeg selv lå søvnløs i mange år pga. stress. Jeg fik en masse gode råd, men til sidst bliver man træt af at prøve en masse ting, som ikke virker, siger hun.
Det trick, som skulle vise sig at fungere bedst, og som Liselotte Rønne altid vendte tilbage til, var at tage puden over hovedet. Hun fortæller, at ideen om den tredelte hovedpude udspringer af netop det trick.
- Puden over hovedet blev starten på hele produktionen af Silent Embrace hovedpuden. Med Silent Embrace puden skal du ikke gøre noget. Man skal bare gå i seng, og intentionen er at man får lyd- og lysdæmpning samt den her krammeeffekt, som giver ro i kroppen.
Silent Embrace hovedpuden afprøves lige nu på flere psykiatriske afdelinger, ligesom den tidligere har været afprøvet af både offentlige og private. Liselotte Rønne fortæller, at hun har fået positive tilbagevendelser på hovedpuden, og den virker især beroligende på personer med ADHD, stress, uro og sensitive sind.
Liselotte Rønne sover selv med hovedpuden hver nat og ligger ikke længere søvnløs.
CareNet skal hjælpe til videreudvikling
Hovedpuden findes kun i én størrelse lige nu, og Liselotte Rønne fortæller, at hun derfor håber, at medlemskabet i CareNet kan bidrage til, at hun gennem netværket kan få gode råd og vejledning til udviklingen af flere størrelser bl.a. i forhold til større viden om målgruppen og i forhold til muligt samarbejde med andre producenter. Derudover håber hun på at udbrede kendskabet til Silent Embrace hovedpuden generelt via fx CareNets store formidlingsindsats.
Netværksleder Anders Lyck Fogh-Schultz ser frem til samarbejdet.
- Vi i CareNet glæder os til samarbejdet med Liselotte Rønne og Sleep by Lisa ApS. Det er altid spændende, når nye opstartsvirksomheder melder sig ind i CareNet – og på den måde drager nytte af den store mængde viden, som vi, som netværk, har om velfærdsteknologi og hjælpemidler. Både produktudvikling og innovation generelt står højt på CareNets dagsorden, og jeg er sikker på, at vi kommer til at høre meget mere om Silent Embrace, slutter netværkslederen.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.