Seneste forskning: Velfærdsteknologi som konkrete ydelser udbredes

Arbejdet med velfærdsteknologi i de danske kommuner udvikler sig, og ifølge forsker og ekspert i implementering af velfærdsteknologi fra Professionshøjskolen UCN, Anna Marie Lassen, går vi nu mod at tilbyde velfærdsteknologi som konkrete ydelser – og det kan vise sig at være meget værdifuldt.

Vi udvikler os løbende – både som fagpersoner og i måden vi udbyder ydelser på.  

Det gælder også, når det kommer til måden, hvorpå vi arbejder med velfærdsteknologi i de danske kommuner.  

Og velfærdsteknologi, i form af konkrete ydelser og som fagligt værktøj, er vejen frem. Det slår forsker og ekspert i implementering af velfærdsteknologi fra Professionshøjskolen UCN, Anna Marie Lassen, fast.

I den seneste forskning inden for implementering af velfærdsteknologi i kommunal praksis ser hun nye tendenser. Ser man eksempelvis på arbejdet inden for specialområdet og socialpsykiatrien, har man tidligere i mindre grad brugt velfærdsteknologi fokuseret på ydelser og indsatsmål, mens medarbejderne sjældent har haft mulighed for at vælge velfærdsteknologi som et fagligt værktøj. Men her er der sket en ændring.  

- Vi ser nu i højere grad, at velfærdsteknologi kobles på borgernes udfordringer og indsatsmål inden for det kommunale specialiserede område, og det er meget interessant. Det betyder, at nogle typer velfærdsteknologi kan blive en ydelse i sig selv, og indenfor andre områder vil velfærdsteknologi blive en vigtig del af det faglige personales værktøjskasse, og det giver nye muligheder, påpeger Anna Marie Lassen og fortsætter:

- Vi begynder at se, at man rundt om i de danske kommuner prøver på at skabe ydelser med specifikke teknologier – altså hvor ydelse og teknologi kobles sammen i ét. Og det gælder ikke kun inden for hjemme- og sygeplejen, men bredt inden for velfærdsområdet.  

E-teams er vejen frem

Spørgsmålet er så, hvordan vi gør det? Hvordan bygger vi det op, så det giver mening? Og hvilke positive effekter bringer det med sig?

Én af løsningerne kan være at skabe fokuserede velfærdsteknologi-teams – også kaldet e-teams eller e-distrikter, slår Anna Marie Lassen fast.

E-teams er en gruppe af medarbejdere, som er sammensat på tværs faggrupper, som eksempelvis fysio- og ergoterapeuter, SOSU-medarbejdere, sygeplejersker, pædagoger og IT-medarbejdere med videre. De arbejder sammen om at få udvalgte velfærdsteknologier i kommunerne til at fungere – som ydelser.

Og ifølge Anna Marie Lassen er der flere grunde til, at det giver mening at arbejde i e-teams og med konkrete velfærdsteknologier som ydelser. Det gælder blandt andet, når det kommer til teknologier til medicinhåndtering og skærmbesøg.

- Ved at arbejde i e-teams kan man systematisere og udbrede anvendelsen af digitale og teknologiske løsninger i langt højere grad. Det er godt, for det er i sidste ende noget, der kan være med til at understøtte nogle af borgernes selvstændighed og frigøre medarbejderressourcer – som i stedet kan bruges på borgere, der har behov for pleje og omsorg af personale i hjemmet.

Det enkelte e-team vil udvikle kompetencer i forhold til at afprøve og udvælge anvendelige velfærdsteknologiske løsninger til kommunen. Det vil for eksempel også være e-teams’ene, der kan udfærdige databehandlingsaftaler på de udvalgte velfærdsteknologier, beskrive arbejdsgangene i relation til de fagprofessionelle og for borgerne samt introducere og implementere velfærdsteknologierne hos borgerne på en god måde.  

Og så vil det også være e-teams, som kontinuerligt vil kunne håndtere alarmer fra de forskellige velfærdsteknologier og dokumentere dette på en korrekt måde.

Virtual Reality som ydelse og fagligt værktøj

Et område, hvor det måske kan give mening at arbejde med velfærdsteknologi som en konkret ydelse, er på det specialiserede område og i socialpsykiatrien.

Her kan en teknologi som Virtual Reality være med til at gøre en forskel. Hvor stor en forskel, der er tale om, kan kun fremtidens arbejde med VR vise, påpeger Anna Marie Lassen.

- Tager man det specialiserede område og socialpsykiatrien som eksempel, så har det været normen, at bostøttemedarbejderne arbejder sammen med borgeren om for eksempel angstproblematikker hjemme hos borgeren. Det kan her være vanskeligt at overvinde blot dét at bevæge sig uden for eget hjem på grund af socialangst, indleder hun og fortsætter:

- I nogle kommuner har afprøvninger vist, at Virtual Reality netop kan hjælpe borgeren med at træne dét at gå udenfor hjemmet – og måske endda gå ned til busstoppestedet og tage bussen. Fordelen her er, at man via VR kan træne dét at være i det offentlige rum, selvom man befinder sig hjemme i egen stue, hvor man føler sig tryg. Det giver borgeren mulighed for at overvinde usikkerheden ved at færdes uden for hjemmet.

Nye udfordringer

Det er meget positivt, påpeger Anna Marie Lassen, som samtidig fremhæver vigtigheden af, at man kontinuerligt har fokus på den enkelte borgers behov.

- For nogle borgere kan det være vigtigt, at det er kendte medarbejdere, der træner angstproblematikker med VR. For andre borgere kan det være en hjælp, hvis træningen med VR foregår sammen med andre borgere med samme udfordringer – og med medarbejdere, der har stor erfaring med VR. Man kan forestille sig, at VR kan leveres som en ydelse både af de kendte bostøttemedarbejdere, men også med støtte fra et e-team. Man kunne også forestille sig, at e-teamet kunne stå for at træne borgere i socialpsykiatrien, hvis de har viden inden for det specialiserede område, og hvis borgeren kan rumme dette – eller e-teamet støtter den enkelte bostøttemedarbejder, fortæller hun, inden hun bevæger sig over i de mulige udfordringer, Virtual Reality som ydelse kan bringe med sig:

- Hvis man tilbyder VR som en ydelse, bringer det naturligvis også nogle nye udfordringer med sig. Man skal i højere grad i kommunerne alliere sig med det faglige personale, der sammen med borgeren skal vurdere, om det skal være en kendt medarbejder, der skal samarbejde med borgeren om VR, eller om borgeren for eksempel kan have glæde af støtte og hjælp fra en medarbejder i et e-team. Det er i den forbindelse vigtigt, at det er fagligheden – og ikke teknologien – der bliver styrende for fremtidens arbejde med teknologi, påpeger Anna Marie Lassen afslutningsvist.  

Er du interesseret i mere viden om ovenstående, er du velkommen til at kontakt Anna Marie Lassen på aml@ucn.dk