Exoskelettet er en form for robot, som spændes om livet og benene, således det bliver muligt for borgere med rygmarvsskade at bevæge underkroppen.
Motorer i benskinnerne fører benene frem ét efter et, og gangen styres af kroppens vinkel. Når borgeren læner sig fremover, starter en fremadrettet bevægelse, som først stopper igen, når borgeren læner sig bagud. For at sætte sig ned skal borgeren læne sig endnu længere bagud. Sådan fungerer exoskelettet, der minder om en segway.
Exoskelettet anvendes flere steder som træningsredskab i forbindelse med rehabilitering af borgere med rygmarvsskade. Det har vist sig, at rehabilitering med exoskelettet giver positive effekter, som blandt andet kommer til udtryk i form af reducerede nervesmerter, reducerede urinvejsinfektioner, øget cirkulation, øget balance og øget muskelmasse.
Flere exoskeletter til Aarhus Kommune
De første to brugere af exoskelettet i Aarhus Kommune er sikret, og nu vil Jette Skive, rådmand for Sundhed og Omsorg, sikre de fire næste.
- Vi skal have endnu flere brugere af exoskeletter og blive ved med at udvikle vores tilbud til aarhusianerne. Vi kan se, hvordan det gør en forskel for brugerne, når det kan øge livskvaliteten og ligefrem ens sundhed og dermed måske mindske det økonomiske pres på kommunen senere hen i livet. Exoskelet er ikke allemandseje endnu blandt rygmarvsskadede mennesker, men på denne måde er vi sammen med brugerne med til at præge udviklingen til gavn for endnu flere mennesker, siger Jette Skive.
Ved budgetforhandlingerne i efteråret afsatte forligspartierne i Aarhus Kommune midler til indkøb af fire nye exoskeletter. Sundhed og Omsorg er derfor i gang med at finde aarhusianere i den erhvervsaktive alder, som har rygmarvsskade men fuld funktion i hænder og arme, så de kan blive nye brugere.
Robotbenene var med til Royal Run
Exoskelettet fik i forbindelse med motionsløbet Royal Run stor medieopmærksomhed, da Sofie Mikkelsen og Morten Elmholt, som begge er lamme fra brystet og ned, gik 1,6 kilometer ved hjælp af exoskeletter. Sofie og Morten har begge fået tilbudt exoskelettet af Aarhus Kommune.
Aarhus Kommune er medlem af CareNet.
Læs hele artiklen om exoskelettet her.
Kilde: aarhus.dk
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.