Rygsmerter er skyld i over fem mio. sygedage om året, og kun i få tilfælde er der tale om alvorlige smerter, der skal behandles på sygehuset. Men alligevel henvises alt for mange patienter til videre behandling, og det er ikke kun ressourcekrævende – man risikerer også, at ellers raske patienter bliver sygeliggjort, og gennemgår langtrukne sygdomsforløb:
– De fleste aner slet ikke, hvor almindeligt det er. Smerter er en del af at leve, men tidsånden er, at det ikke må gøre ondt. Hele 80 pct. af befolkningen får på et tidspunkt i livet rygsmerter, fortæller fysioterapeut og ph.d. Allan Riis, som lige har forsvaret sit ph.d.-projekt om netop denne problematik.
Og løsningen på danskernes rygsmerter findes ikke nødvendigvis på sygehusene – faktisk viser praksis på området, at jo mere ansvar sundhedsvæsenet tager i forbindelse med rygsmerter, jo mere kritisk bliver patientens situation:
- Patienterne har bedre prognoser, hvis de er fysisk aktive og fokuserer på, hvad de selv kan gøre. Mange holder op med at foretage sig ting, når de har ondt i lænden. De begrænser sig selv, og det er slet ikke godt. Hvis man i stedet er aktiv, vil det i langt de fleste tilfælde komme til at gå meget bedre, fortæller Allan Riis.
En del af løsningen kan, ifølge Allan Riis, derfor bestå i, at de praktiserende læger er særligt opmærksomme på kun at henvise til sygehuset, hvis der er mistanke om alvorlig sygdom:
- Der er allerede retningslinjer på feltet, som de praktiserende læger følger. Men vi så nærmere på, hvordan vi kunne understøtte selve implementeringen af disse retningslinjer. Det gjorde vi blandt andet ved at supportere de deltagende lægepraksisser med besøg fra en specialist i rygbehandling. Derudover fik de adgang til to værktøjer; dels et værktøj som kunne hjælpe dem med at reflektere over deres egen praksis på området, og dels et værktøj, som gav dem et pejlemærke for den enkelte patients situation.
Resultatet blev en halvering af de praktiserende lægers henvisninger. Men selvom resultatet umiddelbart lyder godt, så er det ikke alle parter, der betragter løsningen som attraktiv:
- Der er høje forventninger til sundhedsvæsenet om både hurtig og meget behandling. Det er sådan, vi ofte karakteriserer et positivt møde med sundhedsvæsenet. Men finten er, at det faktisk slet ikke ville være en positiv ting for disse mennesker. Man har ofte bedre prognoser, hvis man får mindre behandling. Det er bare rigtig svært at forklare patienterne, siger Allan Riis.
Men selvom patienttilfredsheden ved disse tiltag ikke er stor, så kan mindre behandling og en opfordring til at være aktiv, være løsningen på danskernes mange rygsmerter, ifølge den nye forskning.
CareNet har tidligere skrevet om tiltag mod arbejdsskader grundet stillesiddende arbejde, læs mere her
Kilde: www.aau.dk
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.