CareNet byder velkommen til OSAA Innovation, som stræber efter at sikre patienter bedre behandlingsforløb.
Ahmed Hessam, CEO i OSAA Innovation, startede virksomheden tilbage i 2016. Ideen bag går dog længere tilbage og udspringer af hans egne erfaringer som patient. En indlæggelse i 2009, da Ahmed Hessam var 16 år gammel, fik ham sporet ind på ideen om en dropposeløsning, der tillader bevægelse og mobilitet. I dag driver han virksomheden sammen med sin partner Alexei Cernenco.
Større frihed og hurtigere rehabilitering
IV-GO er et mekanisk device, som patienter kan bære i en rygsæk eller en skuldertaske. Det skyldes, at IV-GO leverer et konstant mekanisk tryk, så det ikke er nødvendigt at have IV-GO og dropposen placeret over hjertet. Teknologien tillader derfor patienter en mobilitet og frihed, som ikke kan opnås med det traditionelle dropstativ.
Mobiliteten sikrer både højere livskvalitet og trivsel samt hurtigere rehabilitering af patienter. Der er dog også fordele at hente i form af mindre besvær for sygeplejerskerne, idet teknologien er på størrelse med dropposen samt vejer og fylder en tiendedel af et normalt dropstativ.
Markedslancering i 2020
I Q1 2020 er der planlagt CE-godkendelse for at certificere, at IV-GO lever op til alle sikkerhedskrav om medicinsk udstyr. Ahmed Hessam fortæller, at han regner med, at OSAA Innovation vil være klar til at starte produktionen til marts, så IV-GO er markedsklar omkring sommer 2020.
CareNet skal bidrage med ekspertviden
Ahmed Hessam vil anvende CareNet til sparring i forhold til den kommunale sektor og rehabilitering. Derudover ønsker han at trække på netværkets ekspertviden – blandt andet indenfor eksport så IV-GO kan udvides til flere markeder.
- Vi vil gerne bruge CareNet til at blive klogere på hjemmebehandling og plejehjem, siger han.
Netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, byder OSAA Innovation velkommen og ser frem til samarbejdet.
- Jeg kender OSAA især fra deres deltagelse tilbage i det store Patient@home projekt, som Teknologisk Institut var innovationsleder på, og hvor OSAA stod tilbage som et mønstereksempel på sundhedsinnovation i Danmark. Siden da har virksomheden arbejdet intensivt for at nå, hvor de er i dag. Bl.a. på baggrund af ekspertfacilitering fra CareNet-medlem Københavns Professionshøjskole og hele erhvervsfremmesystemet. Jeg glæder mig til at åbne døren for OSAA til det store aftagerfelt bag CareNet - og byder dem velkommen, slutter Anders Lyck Fogh-Schultz
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.