I kontrast til mange andre arbejdspladser er der i disse dage travlt på kontoret ved Teknologisk Instituts Opfinderrådgivning ’opfind.nu’. For meget kan diskuteres om Covid-19, men én ting gør sig i hvert fald gældende: Det er en såkaldt ’innovationsdriver’.
- Vi ser i Opfinderrådgivningen en afspejling af virkeligheden og de problemstillinger, der er derude, samt idéer til løsninger på dem, fortæller Nikolaj Ilsted Bech, faglig leder og projektleder for Opfinderrådgivningen ved Teknologisk Institut.
Således er indbakken i øjeblikket fyldt med emnefelter som ’automatisk desinficering af dørhåndtag’, ’smittesikre møderum’, ’effektiv håndvask for børn’ og lignende idéer til opfindelser, der har til hensigt at bekæmpe Covid-19. Noget, der glæder medarbejderne ved opfind.nu.
- Det vigtigste for os er at få god produktinnovation ud i danske virksomheder. Innovation kommer alle mulige steder fra – og vi vil gerne understøtte, at brugere og borgeres gode idéer kommer ud og gør nytte kommercielt, fortæller Nikolaj.
- Og så synes vi selvfølgelig altid, at det er fedt, når det kommer samfundet til gode, tilføjer han.
Af samme grund offentliggjorde Teknologisk Institut en statusopdatering på deres Facebook-side, hvori de opfordrede følgerne til at henvende sig med innovative Covid-19-relaterede produktidéer.
- Vi vil gerne sætte folks tanker i gang, skubbe lidt til stolen og sige, at man måskeselvkan finde på en løsning til lige netop det problem, man står med – og på den måde også hjælpe andre med at modvirke coronakrisen.
Du kan læse mere her.
Tre tips til at udvikle den gode idé
1. Bliv ved med at undersøge problemstillingen, du er i gang med at løse. Dvæl i problemsfæren et øjeblik længere, så du virkelig forstår problemet.
2. Undersøg eksisterende løsninger – for hvis der er andre end dig, der står med et problem, er der helt sikkert et bud på en løsning derude.
3. Forfølg din idé – kunne din løsning være noget for andre også, og kunne det eventuelt blive et produkt? Hvis du drømmer om at få det på markedet i samarbejde med en virksomhed, som allerede markedsfører tilsvarende produkter, kan du få hjælp på Opfinderrådgivningen opfind.nu.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.