28

.

October

2020

Offentlig-privat samarbejde skaber værdi i en svær corona-tid

På Pleje- og Aktivitetscenteret Benediktehjemmet i Fredensborg kan de 48 beboere nu nyde godt af sansestimuli fra en avanceret sansestol fra Wellness Nordic A/S.

Wellness Nordic Gyngestolen® er et moderne velfærdsteknologisk hjælpemiddel, som gennem stimuli til sanserne har til formål at påvirke brugeren positivt og beroligende, både motorisk og mentalt.

Coronapandemiens indtog i Danmark betød, at man på Benediktehjemmet oplevede en begrænsning for de vanlige aktiviteter for beboerne. På baggrund af dette indgik CareNet-medlem, Wellness Nordic A/S, og Pleje- og Aktivitetscenteret Benediktehjemmet et samarbejde, der skulle sikre beboernes aktivitet i en anderledes og svær tid. CareNet har taget en snak om samarbejdet med begge parter.

- Vi valgte i foråret at tilbyde vores sansestole i en længere udlånsperiode end vanligt, da det ret hurtigt efter corona-nedlukningen stod klart, at man oplevede frustrationer på mange plejecentre, institutioner og bosteder på grund af en ændret og meget anderledes hverdag, fortæller salgs- og marketingchef hos Wellness Nordic A/S, Tina Skaarup Blenstrup, og uddyber:

- De sædvanlige aktiviteter blev simpelthen umuliggjort grundet corona, og dermed savnede mange beboere, som for eksempel beboerne på Benediktehjemmet, hurtigt sanseindtryk og stimuli af forskellig karakter.

Det offentlig-private samarbejde mellem Benediktehjemmet og Wellness Nordic A/S blev oprettet i en tid, hvor coronapandemien satte visse begrænsninger for aktiviteterne for beboerne på Benediktehjemmet. Derfor måtte der kigges på alternativer.

- Hos beboere, som på Benediktehjemmet, ses ofte for eksempel nedsat balanceevne og faldtendenser. Det kan være vanskeligt at træne balance hos mennesker med demenslidelser i sent stadie. Stolens vestibulære stimuli tilgodeser stimulering af netop balancesansen, og med stimuli i rette doser ses ofte en nedsat faldtendens og en mere rolig adfærd, fortæller Tina Skaarup Blenstrup og fortsætter:

- Når angst, uro – både mentalt og motorisk – fylder for meget blandt beboere, kan den beroligende effekt af stolens programmer ligeledes bidrage til, at man i stedet for at udvise en udadreagerende, selvskadende eller voldelig adfærd falder mere til ro, bedre kan fornemme egen krop – måske tillige opnår bedre nattesøvn, døgnrytme og dermed øget trivsel.

Coronapandemiens hårde greb om samfundet betød ligeledes, at instruktion og undervisning i brug af stolen til personalet på de enkelte institutioner måtte foregå online, hvilket var en ny, men samtidig ganske brugbar metode til at sætte sansestolens mange egenskaber i spil med det samme.

- Det har været en fornøjelse at samarbejde med Benediktehjemmets personale. De har haft en åben tilgang til sansestolen og har været i tæt dialog med os online gennem hele forløbet for at udnytte stolens egenskaber til fulde, slutter Tina Skaarup Blenstrup.

Centerleder på Pleje- og Aktivitetscentret Benediktehjemmet, Peter Schultz, er ligeledes godt tilfreds med, at valget faldt på centerets nye sansestol fra Wellness Nordic A/S.

- Mange af centerets beboere har demenslidelser i sent stadie, hvilket gør det vanskeligt at sørge for de nødvendige sansestimuli, fortæller Peter Schultz og fortsætter:

- Vi har været så heldige, at Wellness Nordic A/S stillede sansestolen gratis til rådighed gennem en længere periode end normalt, hvor corona satte begrænsninger for de vanlige aktiviteter for beboerne. Med Wellness Nordic Gyngestolen® har vi set en positiv effekt hos en ganske pæn del af de beboere, som har prøvet stolen.

Ifølge Peter Schultz var responsen fra beboerne, som havde prøvet sansestolen, tilpas positiv til, at man på Benediktehjemmet besluttede at søge midler til at indkøbe og dermed beholde stolen efterfølgende.

- Ved hjælp af et godt samarbejde med Ældre Sagen i Fredensborg og lokalformand Erling Vraa fik vi efterfølgende bevilliget midler fra Sundhedsstyrelsen, hvilket har resulteret i, at sansestolen nu er et permanent redskab til at styrke trivsel og livskvalitet for vores beboere på Benediktehjemmet, slutter Peter Schultz.

Du kan læse mere om Wellness Nordic A/S her.

Wellness Nordic A/S er medlem af CareNet

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.