Midlerne fra regeringens værdighedsmilliard, har gjort det muligt for Odense Kommune at give mere end 200 medarbejdere i Ældre og Handicapforvaltningen et kursus i palliation.
Jette Knudsen, sosu-assistent og sygeplejerske Helene Dørup er begge ansat på døgnrehabiliteringstilbuddet Lysningen og har begge for nylig været på et tre-dages kursus i palliation. Det har været en øjenåbner.
- Jeg er blevet meget bedre til at observere borgerne. Jeg er mere bevidst om, hvad jeg skal kigge efter, og det gør, at jeg på en anden måde end tidligere tør gå til sygeplejerskerne med mine observationer, fortæller Jette Knudsen.
Sygeplejersker Helene Dørup supplerer:
- Det kan jeg helt klart mærke. Jeg er aftensygeplejerske og altid på vagt som den eneste sygeplejerske. Derfor er jeg i mit arbejde helt vildt afhængig af assistenterne og samarbejdet med dem, for jeg kan faktisk kun være en rigtig god sygeplejerske, hvis jeg har dem i ryggen. Før oplevede jeg tit, at jeg skulle spørge meget konkret for at få informationer om vores borgeres tilstand ud af assistenterne, men nu kommer de af sig selv med hele buketter af skarpe observationer.
Bedre fagpersoner
Kurset i palliation har ikke bare givet Jette og Helene en større forståelse for og tillid til hinanden. De har begge fået ny viden med hjem og er blevet bekræftet i, at arbejdet med palliation er vigtigt. Det sidste har især Jette kunnet mærke:
- Jeg har fået en større tro på, at det, jeg laver, er godt, og at det er noget, vi bare skal. Jeg synes, jeg er blevet en bedre fagperson, og jeg hviler mere i det, jeg kan. Og det kan borgerne og de pårørende mærke. Jeg er f.eks. blevet mere nærværende, og så trækker jeg mig ikke, selvom de er nervøse eller bange. Jeg møder dem i krisen og sorgen og tør være i det mere end før."
For Helene er det især det tværfaglige aspekt i uddannelsen, der har været værdifuld:
"Det har betydet rigtig meget, at vi har været af sted på kurset sammen og haft fokus på det tværfaglige i arbejdet med palliation. Vi har lært det samme på kurset og fået den samme viden med hjem, og det har skabt en helt ny tillid mellem os sygeplejersker og assistenter. Det var også spændende at møde kolleger fra de udkørende grupper og snakke med dem om de udfordringer, de har i hverdagen. Det måtte der faktisk godt have været afsat mere tid til."
Kurserne i palliation er blevet til i et samarbejde med University College Lillebælt og de relevante faggrupper fra ÆHF selv.
Kilde: Magasinet Pleje
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.