CareNet byder velkommen til finske Axitare, som netop er rykket ind i Danmark. Med sig har virksomheden bragt sine medicinrobotter, som nemt, trygt, fleksibelt og effektivt kan sørge for den daglige medicinudlevering i hjemmeplejen – også medicin, der ikke er dosispakket.
Nordens hurtigst voksende virksomhed indenfor robotbaseret medicinudlevering til ældre borgere i hjemmeplejen, Axitare, er nyt medlem af CareNet.
Virksomheden, som blev etableret for syv år siden, er oprindeligt fra Finland. Nu har Axitare dog valgt at brede sig ud over landets grænser og træde ind på det danske marked, hvorfor man netop har åbnet datterselskabet Axitare Denmark ApS.
En gedigen medicinrobot med gode resultater
I løbet af Axitares syv års levetid har virksomheden skabt sig et stort navn inden for medicinudlevering ved hjælp af robotteknologi i Finland.
I dag er virksomhedens medicinrobot at finde i knap 3.000 finske hjem, og forventningerne er store for fremtiden. Axitare oplever nemlig i øjeblikket en vækst på over 70 procent årligt, ligesom de økonomiske resultater er positive.
- Vi har gjort udlevering af medicin hos hjemmeboende ældre borgere i Finland nemmere, tryggere og mere effektiv. Vores medicinrobot er stabil og brugervenlig i drift – og netop enkeltheden i implementeringen og produktets brugervenlighed har været centralt i succesen, fortæller projektleder i Axitare, Helle Kjærgaard Kriegbaum, og fortsætter:
- Nu er vi klar til at tage næste skridt – og derfor udbreder vi vores løsning til Danmark. Den passer perfekt ind i den innovative danske mentalitet, og derfor har vi også et stort håb om, at vi over de næste par år kan lande en række aftaler med danske kommuner.
Stor succes hjemme i Finland
Medicinrobotten fra Axitare har, som nævnt, stor succes i Finland. Det skyldes blandt andet robottens store fleksibilitet.
Robotten evner således både at håndtere dosispakket medicin, men også ganske almindelige piller samt flydende medicin og medicin i pulverform. Robotten kan påfyldes af en sygeplejerske i løbet af 15-20 minutter med 48 doser ad gangen og er samtidig intuitiv, sikker og effektiv i brug. Den kan tages i brug hos borgeren indenfor få dage og har fleksibilitet til, at borgerens medicin kan ændre sig undervejs.
- En af hovedårsagerne til, at Axitare i Finland har oplevet succes – nærmest fra dag ét – er løsningens store fleksibilitet. Medicinrobotten kræver ikke én bestemt type medicin – eksempelvis udelukkende dosispakket medicin. Robotten kan tage det hele, og samtidig er den let at håndtere, kan tilkobles fjernovervågning og -alarm, hvis plejepersonalet er bekymret for, om den ældre får taget medicinen, og meget mere, fortæller Helle Kjærgaard Kriegbaum.
Hvad kan vi lære af de finske erfaringer?
I den finske sundhedsregion, Keusote, som består af seks kommuner med i alt 210.000 indbyggere, har mere end hver tiende hjemmeboende ældre med plejebehov i dag en medicinrobot fra Axitare.
Implementeringen af robotterne i Keusote har frigjort 19 fuldtidsjob svarende til 19.000 årlige hjemmebesøg – tid og ressourcer, der i stedet kan bruges på den nære omsorg og pleje.
- Erfaringerne fra Keusote viser, hvor stor en effekt medicinrobotten kan have – i særdeleshed hvis hjemmesygeplejerskerne uddannes og tilbydes løbende træning i at bruge den, som tilfældet er det i Keusote. 40 procent af al medicinudlevering i Keusote foregår i dag via vores robotter, og feedbacken er entydig positiv fra de finske ældre borgere i hjemmeplejen. Det er dén forskel, vi også ønsker at gøre i Danmark, lyder det fra Helle Kjærgaard Kriegbaum.
Medicinrobotten blev første gang præsenteret i Danmark i marts 2024 på en nordisk konference om skalering af sundhedsteknologier. I flere danske kommuner er man allerede grundigt introduceret til Axitares medicinrobotter og har taget den i testforløb.
Glæder sig over medlemskabet hos CareNet
Hos Axitare er der stor glæde over medlemskabet hos CareNet.
- Det er fantastisk at blive en del af et levende netværk, der fokuserer 100 procent på at udbrede viden om og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje- og omsorgssektoren i Danmark, siger Helle Kjærgaard Kriegbaum og fortsætter:
- Vi ser frem til at være et aktivt og givende medlem af CareNet, og imødeser gode dialoger med kommunerne.
Netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, er også rigtig glad for, at Axitare nu er med ombord i CareNets netværk. Han ser frem til at følge og hjælpe virksomheden med for alvor at bryde igennem på det danske marked.
- Jeg er rigtig glad for, at vi nu kan byde velkommen til Axitare i netværket – endda som vores første medlem med ophav i Finland. I netop Finland har Axitares medicinrobot vist sig yderst gavnlig, og derfor giver det rigtig god mening, at virksomheden nu træder ind på det danske marked, fortæller han og fortsætter:
- Det vil vi i CareNet selvfølgelig gerne støtte op om. Axitares løsning bringer en ny faktor ind på medicinrobotområdet. Dét, at man i en og samme løsning kan udlevere medicin til den enkelte borger i både dosispakket-, pille-, flydende- og pulverform, er rigtig godt tænkt og bringer nye muligheder med sig. Jeg ser frem til at introducere Axitare for den resterende del af netværket og glæder mig til at følge – samt støtte op om – virksomhedens rejse i Danmark.
For mere og uddybende information er du velkommen til at kontakte Helle Kjærgaard Kriegbaum på mail; Helle.kriegbaum@axitare.fi eller telefon; +45 30 10 14 38.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.