CareNet byder velkommen til erhvervsskolen ZBC, som tilbyder en lang række erhvervsuddannelser – blandt andet inden for social- og sundhedsområdet, hvor skolen har et stort mål om at styrke elevernes velfærdsteknologi-kompetencer.
Hvordan går vi bedst muligt en fremtid i møde, der på sundhedsområdet byder på skærpet brug af sundheds- og velfærdsteknologi?
Velfærdsteknologi bliver en del af løsningen på manglen på arbejdskraft på sundhedsområdet i fremtiden, og derfor er der brug for, at fremtidens social- og sundhedsansatte uddannes til at kunne håndtere og bruge teknologierne bedst muligt.
Det er en opgave, der skal indledes fra start – når vi uddanner fremtidens social- og sundhedsansatte. Netop dette er også et centralt punkt for erhvervsskolen ZBC, som har mere end 40 erhvervsuddannelser i sit katalog – herunder uddannelser for SOSU’er – fordelt på 9 skoler på Sjælland.
Derfor har skolen nu valgt at blive medlem af CareNet.
Velfærdsteknologi i fokus
ZBC tilbyder en række uddannelser inden for sundheds- og omsorgsområdet, og da velfærdsteknologi bliver en større og større del af arbejdet for eksempelvis social- og sundhedsansatte, så har skolen et mål om at styrke sit fokus på det teknologisk område.
- Som uddannelsesinstitution er det vores opgave at uddanne fremtidens arbejdskraft og give vores elever de nødvendige kompetencer til at løfte deres opgave ude på arbejdsmarkedet. Velfærdsteknologi bliver hver dag en større del af arbejdet på social- og sundhedsområdet, og derfor er velfærdsteknologi også et område, vi har et ønske om at udvikle os på, fortæller Sebastian Simonsen, som er uddannelseschef hos ZBC, og fortsætter:
- Det er vigtigt, at vi ruster vores elever til en mere teknologisk fremtid. Velfærdsteknologi kan og vil gøre en forskel på sundhedsområdet i de kommende mange år, men det kræver også, at der samtidig er de fornødne kompetencer hos de medarbejdere, der skal bruge og rådgive om de givne teknologier. Derudover kræver det også, at vi får opbygget en kultur, der fordrer, at velfærdsteknologierne bliver sat i spil, når det er relevant – og det arbejde starter allerede hos os under uddannelsen.
På ZBC er det allerede muligt at specialisere sig inden for det digitale og teknologiske område. Skolen tilbyder således en uddannelse som social- og sundhedsassistent med speciale i DigiTech. Her får eleverne en klassisk SOSU-uddannelse, med alt hvad den indebærer, mens uddannelsen får et ekstra lag med fokus på digitalisering og velfærdsteknologi.
Samtidig har ZBC en række videre- og efteruddannelser inden for social- og sundhedsområdet, hvor velfærdsteknologi spiller en vigtig rolle, mens skolen også har nogle repræsentanter med i Videnscenter for Velfærdsteknologi, som arbejder for at løfte det velfærdsteknologiske fokus på uddannelsesområdet.
Nyt projekt skal styrke implementeringen af velfærdsteknologi
ZBC deltager ligeledes i et nyt projekt kaldet PIT.
Projektet, vis fulde navn er; Paradigmeskifte for implementering af velfærdsteknologi, løber fra 1. januar 2024 til 31. december 2026 og har blandt andet til formål at accelerere spredningen af velfærdsteknologi samt styrke kompetenceudviklingen blandt medarbejderne, når det kommer til velfærdsteknologi.
- På baggrund af en pulje på omkring 10,5 millioner kroner forsøger vi med PIT-projektet at accelerere spredningen af velfærdsteknologi gennem fokus på opkvalificering af dels aftager- og leverandørleddet i implementering og skalering af det virtuelle borgermøde kaldet VitaComm. Samtidig har projektet fokus på kompetenceudvikling i forhold til en generel organisations- og kulturforandring i det kommunale pleje- og omsorgsarbejde, fortæller Sebastian Simonsen og fortsætter:
- PIT-projektet har været en afgørende faktor for, at vi nu har meldt os ind i CareNet. Det har fået vores øjne op for, at der er brug for et teknologisk kompetenceløft på sundhedsmedarbejdersiden, hvis vi skal få det fulde udbytte af velfærdsteknologiens potentialer i fremtiden. Det handler om sammenspillet mellem menneske og teknologi, og det er her, vi forsøger at gøre en forskel.
ZBC er leadpartner på PIT-projektet, som gennemføres i samarbejde med firmaet Oiva samt Roskilde og Køge Kommune.
Glæder sig til samarbejdet med CareNet
Sebastian Simonsen glæder sig over, at ZBC nu er blevet medlem af CareNet. Han ser gode muligheder for, at det kan bidrage positivt til uddannelsen af skolens elever – og på længere sigt også skabe værdi for en mere digital og teknologisk sundhedssektor.
- Grunden til, at vi har valgt at blive medlem af CareNet, er, at vi på ZBC ønsker at højne vores fokus på arbejdet med sundheds- og velfærdsteknologi. Vi er allerede godt i gang, men vi skal hele tiden udvikle vores koncept, og derfor handler det i høj grad om at have et stærkt netværk på området og holde os informeret i forhold til, hvad der rør sig inden for branchen, fortæller han og fortsætter:
- I første omgang handler det om at suge til os. Vi vil deltage på konferencer, temadage og webinarer, vi vil snakke med forskellige interessepersoner i branchen, og så vil vi se nærmere på, hvordan vi kommer videre med arbejdet med velfærdsteknologi på vores SOSU-uddannelser. Vi håber, at medlemskabet hos CareNet kan være et godt skridt i retningen mod at løfte skolens og vores elevers kompetencer på velfærdsteknologiområdet.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.