17

.

March

2022

Nye virksomhedssamarbejdsprojekter skaber værdi for både studerende og virksomheder

Som noget nyt kan de studerende på Københavns Professionshøjskole nu opnå kompetencer til at indgå i innovative processer sammen med virksomheder omkring udvikling af fremtidens løsninger på velfærdsområdet.

Et nyt tiltag ser dagens lys på Københavns Professionshøjskole. Et tættere samarbejde med eksterne virksomheder skal i fremtiden styrke de studerendes innovationskompetencer og deres entreprenante mindset. Målet er at udarbejde en uddannelsesmodel for virksomhedssamarbejder som en del af curriculum på Københavns Professionshøjskole.

Værdi for de studerende

På København Professionshøjskole arbejder de ud fra en vision om at uddanne fagprofessionelle, der lykkes i og sammen med praksis. Det gør de, da myndige professionelle, ifølge dem, er nøglen til at realisere samfundets fineste idealer og løse dets vanskeligste problemer. Derfor giver de nye virksomhedssamarbejdsprojekter rigtig god mening, fortæller chefkonsulent i Praksis- og Innovationshuset ved Københavns Professionshøjskole, Annette Vogelsang Rieva.

- Vi uddanner fagprofessionelle, som skal ud på arbejdsmarkedet og bruge deres kompetencer i praksis. På skolen kan vi lære dem nok så meget rent teoretisk, men lige så vigtigt er det, at de oplever praksis, indgår i arbejdsfællesskaber og får et blik for, hvad der venter dem efter uddannelsen. Her lærer de, hvad det vil sige at anvende deres kompetencer i virkelighedens værdiskabende arbejde, fortæller hun og fortsætter:

- Gennem de nye virksomhedssamarbejdsprojekter intensiverer vi indsatsen i forhold til at udvikle læringsmiljøer i samarbejde med centrale aktører, hvor partnerskaber har en central rolle, og hvor idéer udvikles, der tænkes i løsninger, handles på dem og hvor de afprøves i det samfund, som det skal være til gavn for.

De studerende får lov til at kredse om innovation med afsæt i hjælpemidler og velfærdsteknologier fra virkeligheden, hvilket er med til at ruste dem til at arbejde med teknologi og teknologiforståelse. Og det er vigtigt for fremtidens sundhedsprofessionelle, hvis man spørger Annette Vogelsang Rieva.

- Store dele af vores uddannelser henvender sig til sundheds- og velfærdssektoren, som i fremtiden skal varetage en stor mængde patienter og borgere - og allerede i dag er der problemer med manglen på hænder. Derfor har vi brug for at tilpasse uddannelserne for fremtidens sundhedsprofessionelle, så de er klar til den teknologi, de givetvis kommer til at arbejde med i fremtiden – og samtidig også bidrage med en innovativ og entreprenant tankegang, så vores studerende selv kan være med til at bringe gode ideer, der kan bidrage til fremtidens velfærd, fra idé til konkret løsning, fortæller hun.

Værdi for samarbejdsvirksomhederne

Det nye tiltag skal, udover at skabe værdi for de studerende, også være værdiskabende for virksomhederne, der indgår i samarbejdet. Det fortæller Annette Vogelsang Rieva, der beskriver værdiskabelsen for virksomhederne som et ’must’ for, at hele konceptet ikke skal falde til jorden.

- Når virksomhederne leverer en case, er det vigtigt, at casen både giver mening for virksomheden og for de studerendes uddannelse, så forløbet er værdiskabende for alle. Derfor er det forberedende samarbejde frem mod undervisningsforløbenes start særligt betydningsfuldt, fortæller hun.

En af de virksomheder, der har deltaget i virksomhedssamarbejdsprojekterne, er CareNet-medlem COBI Rehab, som frem mod projektet forventningsafstemte, aftalte forløb og roller og udarbejdede casen i tæt dialog med Københavns Professionshøjskole. Herefter præsenterede virksomheden sig selv og casen for de studerende, og deltog derpå i en paneldebat, der åbnede op for spørgsmål fra de studerende.

Det endte ud i et tværprofessionelt, virtuelle forløb med fokus på innovation og udvikling af et hjælpemiddel/behandlingsredskab til en borger med angst, depression og svær overvægt. De studerende afsluttede forløbet med en række pitches.

Forløbet var ifølge administrerende direktør hos COBI Rehab, Claus Nymark, yderst givende for virksomheden.

- Når vi lytter til politikere og topledere i sundhedsbranchen, bliver det klart, at den offentlige sundhedssektor er under pres de kommende 20 år på grund af flere ældre og syge – og at offentlig/privat-samarbejde helt sikkert er en del af løsningen. Det er det, vi arbejder med her. Sagen er den, at vi alle kommer til at skulle hjælpe flere borgere med de hænder og hoveder, vi har nu, og vi bliver nødt til at lytte til kommuner og regioner, når de fortæller, hvad der kan spare dem for arbejde – og så udvikle de løsninger, der skaber værdi for dem i samarbejde med de studerende, som er de nye fagprofessionelle om få år, fortæller han og fortsætter:

- Det er imponerende, hvor fagligt dygtige de studerende er, og hvor kreative de er til at udvikle løsninger på branchens strukturelle problemer. En del af værdien, de studerende får i virksomhedssamarbejdet, er en afmystificering af teknologi. Når de studerende får produkterne mellem hænderne, opdager de, at teknologien typisk er et hjælpemiddel, der gavner borgerne i hverdagen og er nemt at bruge. Alle produkter SKAL være nemme at bruge for alle faggrupper i en travl hverdag.

Frem til i dag har 200 studerende samarbejdet med 4 virksomheder inden for blandt andet hjælpemidler, digitale løsninger og medico-udstyr på tværprofessionelle forløb. På baggrund af forløbenes evalueringer mener 100 % af virksomhederne, at samarbejdet har skabt værdi for dem.

Overordnet vurdering af virksomhedssamarbejdsprojekterne

Projektet er efterfølgende blevet evalueret fra både Københavns Professionshøjskole og COBI Rehabs perspektiv, og resultaterne er overvejende positive.

Alle parter har fået værdi ud af samarbejdet. COBI Rehab har fået nye input via casen og et bredere blik fra flere forskellige professioners perspektiver. Samtidig har de studerende fået lov til at arbejde med en aktuel og virkelig case, der har øget deres professionsforståelse samt deres samarbejdskompetencer på tværs af professioner.

- Det har været meget givende at arbejde på virksomhedssamarbejdsprojekterne. Dét, at en virksomhed kan bidrage til vores studerendes uddannelse, er utroligt vigtigt – og at de studerende samtidig kan bidrage til noget for virksomheden, og på den måde er med til at kvalificere de velfærdsteknologiske løsninger, giver håb for fremtidens sundhedsvæsen og skaber værdi for virksomheden, fortæller Annette Vogelsang Rieva.

Netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, glæder sig over de to CareNet-medlemmers samarbejde.

- Det her et ægte eksempel på god håndholdt offentligt-privat samarbejde, og det glæder mig, at CareNets medlemmer på denne måde innoverer sammen og sideløbende styrker fremtidens sundhedsprofessionelle. Det er stærkt, slutter han.

Københavns Professionshøjskole og COBI Rehab er medlemmer af CareNet

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.