I løbet af 2022 har CareNet-medlem, Careturner A/S – i samarbejde med Syddansk Universitet (SDU) – færdiggjort et IOT-projekt støttet af Innovationsfonden. Formålet var at supplere den nuværende version af Careturner med digitale funktioner (IOT) med større brugervenlighed og forbedring af funktionalitet og sikkerhed.
SDU faciliterede flere workshops med deltagelse af kommuner og hospitaler, hvor der blev indsamlet feedback fra brugere omkring de nye funktioner med henblik på videreudvikling af brugerflader, dokumentation, fjernbetjening og overvågning.
IOT-løsning tilpasset Careturners produkt
For at forstå behovet for IOT-løsningen, giver det i første omgang mening at forstå Careturners funktioner. Careturner A/S har siden 2016 leveret sit patenterede vendesystem til plejehjem i Danmark og udlandet. Løsningen automatiserer tryksårsaflastning og supporterer forflytninger.
Careturner styres via en kontrolboks, der ved hjælp af individuelt tilpassede programmer kan vende borgeren for at forebygge tryksår. I automatisk mode vender Careturner borgeren, uden der er personale fysisk til stede, så borgeren kan sove uforstyrret uden at få liggesår.
Administrerende direktør hos Careturner A/S, Michael Kock, fortæller:
- Careturners automatiske vendesystem giver mulighed for betydelige ressourcebesparelser i forhold til eksempelvis natlige vendinger på plejehjem og hospitaler foretaget af plejepersonalet – samt sparede udkørsler til borgere i eget hjem. I den manuelle funktion aflastes plejepersonalet også i forhold til tunge løft og får reduceret den fysiske kontakt mellem borger og plejer, der i mange plejesituationer kan opfattes som konfliktskabende.
- Vi har fået flere Velfærdsteknologiske Vurderinger (VTV) foretaget i kommunal- og hospital-regi, der alle påviser en klar og positiv forbedring af arbejdsmiljøet for personalet samt bedre komfort og søvn for borgerne. Men det at de automatiserede vendingerne foretages, uden at plejepersonalet er til stede, har afledt forespørgsler efter muligheder for fjernovervågning og dokumentation for de udførte handlinger. Det er her IOT-løsningen kommer i spil, fortæller Michael Kock.
Baggrunden for IOT-projektet
Ifølge Michael Kock er bevæggrunden for Careturners IOT-projekt, at eksisterende og potentielle kunder løbende har efterspurgt en mere intelligent løsning, der kan opsamle data samt monitorere og dokumentere brugen af Careturner. Eksempelvis har tyske forsikringsselskaber udtrykt behov for at dokumentere de automatiske vendinger for at kunne reducere antallet af hjemmeplejebesøg i forbindelse med vending af tryksårstruede borgere i eget hjem.
På den baggrund har man udarbejdet den nævnte IOT-løsning, hvor man blandt andet bruger data til dokumentation af udført plejearbejde. Den udviklede IOT-løsning kan således anvendes til fjernkontrol og til at monitorere og sikre, at Careturner er i funktion. Dataopsamlingen dokumenterer, at vendingerne er sket med det foreskrevne interval, og at sygehjælperen har gjort sit arbejde.
- Vores nye IOT-løsning faciliterer overvågningen og dokumentation af plejen. Ved hjælp af IOT-løsningen kan man til enhver tid printe en logbog, som viser stillingsskift, tidspunkter og grader udført enten automatisk eller af sygehjælper. På den måde kan IOT-delen hjælpe til, at der er sikkerhed for, at vendingerne er sket, når Careturner kører i automatisk mode, og vendingerne foregår uden fysisk tilstedeværelse af plejepersonale, fortæller Michael Kock og fortsætter:
- For plejehjem og hospitaler er IOT-modulet ydermere med til at sikre, at Careturner anvendes korrekt og er i funktion, så der ikke opstår liggesår ved, at systemet ved en fejl ikke aktiveres. Management-rapporter sikrer, at institutionen får overblik over, om systemet anvendes og om alle funktioner tages i brug. Derved sikres det, at der kan følges rettidigt op på implementeringen og sikres fuldt udbytte af velfærdsteknologi-investeringen.
Status på IOT-løsningen
Den tekniske IOT-løsning til Careturner er færdigudviklet og klar til de første ’field tests’ på hospitaler og plejehjem. Men ifølge Michael Kock er der et godt stykke vej, før løsningen kan kommercialiseres bredt. Dertil er der nemlig fortsat for stor usikkerhed omkring ønsker fra regioner og kommuner omkring integration til forskellige systemer, og forskellige stakeholderes krav til netværk og dataopbevaring med mere.
Careturner A/S sælger deres løsning i flere europæiske lande og kan konstatere, at der er mange nationale, regionale og lokale krav samt ønsker, når det kommer til implementering af IOT-løsninger, hvilket skaber en udfordring i forhold til implementeringen af IOT-løsningen.
Potentialet er ifølge Michael Kock stort, men i første omgang bliver der tale om ’customized projekter’ og opsætning af individuelle løsninger med danske institutioner.
Careturner er medlem af CareNet
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.