Den finske virksomhed, YetiCare, har længe haft et mål om at træde ind på det danske marked, men det har været en stor og svær opgave. Men nu er målet så småt ved at være nået ved hjælp af det nordiske test- og innovationssamarbejde, Nordic Access.
Hvordan gør man entre med sin velfærdsteknologiske løsning på et nyt marked, som man ikke rigtig kender til på forhånd?
Det er en svær opgave, som kræver et grundigt forarbejde i form af markedsundersøgelser samt et væld af ressourcer – både når det kommer til tid og penge.
Det kan den finske virksomhed YetiCare skrive under på. Virksomheden udvikler velfærdsteknologiske løsninger, som imødekommer borgere med særlige behov – eksempelvis borgere med mobilitets- og synshandicap, autisme, ADHD med flere. Virksomheden har længe været på markedet i alle de nordiske lande – på nær Danmark.
Nordic Access – en god smutvej til et nyt marked
YetiCare har dog i flere år haft et ønske om at gøre entre på det danske marked. Opgaven har dog været stor og svær, og derfor er processen flere gange blevet sat i bero.
For et år siden besluttede virksomheden sig for, at nu var det nu. Man ville lære det danske marked at kende, afprøve sine løsninger i praksis og opbygge et godt netværk i Danmark. Og her stødte Jesper Tana, som er Sales Channel Manager i YetiCare, på et spændende koncept i sine markedsundersøgelser.
- Gennem mine markedsundersøgelser stødte jeg på et spændende test- og innovationssamarbejde kaldet Nordic Access. Nordic Access er et koncept, der søger at udbrede test- og innovationssamarbejder på tværs af Norden. Det går kort sagt ud på at forbinde virksomheder med potentielle testpartnere i hele Norden. Det lød som noget, der passede perfekt ind for os – så jeg tog kontakt. Derfra er det gået hurtigt, fortæller han.
Kort efter, Jesper Tana havde udfyldt en formular på Nordic Access’ hjemmeside, inviterede Nordic Access YetiCare til en board session med en række virksomhedskonsulenter – blandt andet fra Aarhus Kommune. Herefter tog Mikkel Svindt Fransgård, som er projektleder i Aarhus Kommune, kontakt. Aarhus Kommune er projektpartner i Nordic Access, og sammen fik de stablet den første demonstration af YetiCare på benene.
Åbner op for pilotprojekt i Danmark
Siden er virksomhedens produkter også blevet udstillet på DokkX i Aarhus – ligesom der også er et nyt pilotprojekt på vej i det unikke boligprojekt kaldet Generationernes Hus i Aarhus.
- Vores møde med Nordic Access har været meget værdifuldt. Vi er allerede med på udstilling, og så har vi et pilotprojekt på vej også. Forhåbentligt kommer der endnu mere af det i fremtiden. Gennem samarbejdet med Nordic Access har vi sparet enormt meget tid. På forhånd vidste vi ingenting om det danske marked, og der har Nordic Access været vores vej ind til en stor mængde viden. De har reelt set sparet os for flere års arbejde, fortæller Jesper Tana.
Han følger op med en liste over ting, som Nordic Access har bidraget positivt med i samarbejdet.
- En stor del af det handler om markedskendskab. Det kræver både tid og penge, hvis man skal gøre det ordentligt på egen hånd. Her har vi fået utrolige mængder af brugbar viden gennem Nordic Access. Samtidig er der også hele netværksdelen i det. For at træde ind på et nyt marked skal man også lære en masse mennesker at kende og opbygge et solid netværk. Den proces har Nordic Access i høj grad sat fut under, fortæller han og fortsætter:
- Til sidst er der kommunikationsdelen. Her har specielt Aarhus Kommune været centrale. De har arbejdet proaktivt sammen med os og hjulpet os rigtig meget. De har taget teten på det meste og har igangsat nye initiativer, der har hjulpet os i gang i Danmark. Så der skal lyde en stor tak, slutter Jesper Tana.
Skal din virksomhed være med?
Lyder et forløb i Nordic Access som noget, der kunne have interesse for din virksomhed?
Nordic Access afholder løbende ’board sessions’ sammen med virksomheder. De såkaldte board sessions tager én time, og her kan virksomheder med interesse for projektet præsentere sine løsninger for repræsentanter fra projektets partnere.
Derpå gives der sparring til virksomheden, mens parterne sammen kan drøfte potentielle teststrategier og samarbejdspartnere i de nordiske lande. Det er gratis for virksomhederne at indgå i forløbet frem til maj 2025.
Projektet er i første omgang tiltænkt virksomheder, der allerede nu har konkrete løsninger og samtidig har interesse i at samarbejde med partnere i Norden om at skabe ny viden om deres løsninger.
Læs meget mere om Nordic Access her
Aarhus Kommune er medlem af CareNet
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.