4

.

April

2024

Næstved Kommune satser stort på AI i ny aftale

En ny aftale mellem Næstved Kommune og CareNet-medlem Teton.ai skal sikre, at sundhedspersonalet er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Mangel på medarbejdere er en reel udfordring i sundheds- og velfærdssektoren.

Ifølge CareNet, Danish.Care og Teknologisk Instituts undersøgelse af velfærdsteknologien i de danske kommuner fra 2023 har 91,5 procent af kommunerne fortsat store problemer med at rekruttere personale til omsorgsfagene.

Dermed gælder rekrutteringsproblemerne for langt de fleste kommuner landet over – også i Næstved Kommune, som nu har valgt at investere stort i AI-infrastruktur.

Største AI-infrastrukturaftale i dansk kommunal-historie

Næstved Kommune og CareNet-medlemmet Teton.ai har således i starten af det nye år underskrevet, hvad virksomheden beskriver som den største AI-infrastrukturaftale i dansk kommunal-historie.

I samarbejde mellem parterne udruller Teton.ai nu sin løsning, som går under navnet Teton One, på alle plejehjem i kommunen samt hos mange af kommunens beboere i hjemmeplejen.

- Vi skal være med til at løfte den pleje, der leveres, og støtte det hårdtarbejdende personale i Næstved Kommune. Og vi er virkelig stolte af, at Næstved har valgt at vise os så meget tillid. Med Teton One giver vi de sundhedsansatte i Næstved Kommune en hjælpende hånd i arbejdet – eller måske nærmere et ekstra sæt øjne, fortæller Head of Business development hos Teton.ai, Mikkel Thagaard, og fortsætter:

- Den kunstige intelligens sørger for, at personalet bliver bedre til deres arbejde. Den erstatter på ingen måde de sundhedsansatte, men hjælper dem i stedet med i højere grad at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, så den enkelte borger får hjælp og pleje, når behovet er der. På den måde giver teknologien borgeren – men også personalet – mere tryghed.

En sensor i boligen

Teton One er en velfærdsteknologisk løsning, som baserer sig på kunstig intelligens (AI).

Løsningen fungerer ved, at en lille sensor placeres i boligen hos den enkelte borger. Ved hjælp af sensoren bliver observationer omsat til tekst og animation i en app på personalets telefoner og på oversigtsskærme.

På den måde sikrer løsningen, at personalet hurtigt kan sætte ind, hvis en beboer er i fare for eksempelvis at falde ud af sengen, skade sig selv eller har urolige nætter. Samtidig sikrer løsningen også, at der kan sættes ind hurtigt, hvis uheldet skulle være ude, så en borger eksempelvis ikke ligger på gulvet i lang tid efter et fald.

Og resultaterne er lovende.

- Når det kommer til teknologi, kan effekten måles på mange måder. Og på mange måder viser Teton One også en positiv effekt ude i virkelighed. Vi kan måle og dokumentere en kraftig reduktion af fald, en kraftig reduktion i responstider fra personalet og en generelt bedre søvn hos borgerne, fordi man ved hjælp af teknologien ikke behøver at vække borgeren hele tiden ved rutinetjek, fortæller Mikkel Thagaard og fortsætter:

- Vi kan også dokumentere, at personalet føler sig bedre til sit arbejde via den øgede tryghed, teknologien bringer, og så kan vi dokumentere, at borgerne og deres pårørende også føler større tryghed i at vide, at personalet kommer, hvis der sker noget, og at der også er god chance for, at personalet kan forhindre utilsigtede hændelser.

35 millioner kroner

Teton One er, som udgangspunkt, ikke en billig løsning – i hvert fald ikke på den korte bane. Det fortæller velfærdsteknologikonsulent i Næstved Kommune, Sander Lorell til Danske Kommuner.

På den lange bane kan teknologien dog sagtens betale sig, slår han fast.

– Det er et stort beløb og måske også større, end man er vant til i en kommune, men det er også en løsning, hvor vi kan hjælpe på rigtig mange parametre. Det, vi bruger på faste vagter om året på de to store ældrecentre, svarer stort set til halvdelen af det beløb. Så vi ser også en gevinstrealisering i ikke at skulle bruge så mange penge på faste vagter. I det perspektiv er 35 millioner kroner ikke ret meget over fem år, siger Sander Lorell.

Ifølge Mikkel Thagaard har samarbejdet mellem Teton.ai og Næstved Kommune været rigtig godt fra dag ét. Det skyldes ikke mindst en stor velvilje fra kommunen til at åbne armene for teknologien og en vilje til at gå til teknologien med udvikling for øje.

- Hver gang vi starter et nyt projekt med en kommune, så skydes det i gang med et tre-måneders forløb – en form for prøveperiode, hvor medarbejderne lærer teknologien at kende og oplæres i at bruge udstyret og business casen udarbejdes. Det giver indledningsvist kommunen mulighed for at prøve teknologien af, og så giver det også mulighed for at måle på effekten. Det samme var tilfældet, da vi startede op i Næstved Kommune, som i sin tid faktisk var vores første kommunale kunde, fortæller Mikkel Thagaard og fortsætter:

- Siden startskuddet på tre-måneders forløbet har vores samarbejde med Næstved Kommune været præget af en vilje til at ville det. I kommunen har vi arbejdet tæt sammen med en række meget kompetente folk, som har gjort en dyd ud af at sætte sig ordentligt ind i tingene fra dag ét. Kommunen har taget bolden og er kommet med indspark. Løsningen er lavet med input fra brugerne, hvilket betyder, at løsningen, der nu udbredes i større grad i Næstved Kommune, har inkorporeret meget af den feedback, vi tidligere har fået fra kommunen.

Aftalen mellem Teton.ai og Næstved Kommune indebærer, at virksomheden nu vil levere 200 enheder af løsningen til kommunens to storeplejecentre, Kildemarkscenteret og Symfonien.

Teton One benyttes i dag i flere danske kommuner og regioner.

Teton.ai er medlem af CareNet

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.