Nyheder

2

.

December

2024

Mød L3WO – et unikt køretøj til mennesker med handicap

Der findes flere hundrede køretøjer til mennesker med handicap på markedet. Svært er det dog at finde et køretøj, der både er let og kan medbringes i en normal personbil – og som samtidig kan nå en vis hastighed i forskellige terræn. Det har Kim Weiss-Poulsen dog en mulig løsning på.

- Er man gangbesværet, har balanceproblemer eller er kommet til skade, så kan et køretøj til mennesker med funktionsnedsættelser – som eksempelvis en elscooter eller Mini Crosser – være et fantastisk hjælpemiddel.

Sådan indleder Kim Weiss-Poulsen sin snak med CareNet, der er dog et stort ’men’…

Lette og tunge – langsomme og hurtige

I dag findes der basalt set to klasser af køretøjer til mennesker med handicap.

Der er de lette af slagsen, som kan foldes sammen og skilles ad, så man kan medbringe dem i en almindelig personbil. Disse er dog samtidig meget langsomme, har dårlig balanceevne og kan kun køre i almindelig gå-hastighed.

Og så er der de tunge af slagsen, som kræver en trailer eller minibus med lift, hvis de skal medbringes. Til gengæld kan de køre væsentligt hurtigere end deres lettere søskende – mellem 15 og 30 kilometer i timen.

- Jeg har brugt de sidste mange år af mit liv på at finde frem til et køretøj, der passer til mit behov. Enten er de tunge og hurtige, men svære at medbringe, eller også er de lette og kan snildt medbringes, men utroligt langsomme og har dårlig balanceevne. Jeg har aldrig fundet et køretøj, der både er let, til at medbringe og som kan køre på både veje, indendørs og i det mindste i let ’offroad’-terræn – og som samtidig kan komme op i en vis hastighed. Og så må man jo lave det selv, fortæller Kim Weiss-Poulsen.

L3WO – Lightweight 3 Wheeled Offroad vehicle

Og det har Kim Weiss-Poulsen således gjort.

Den første Lightweight 3 Wheeled Offroad vehicle, som går under forkortelsen L3WO, blev samlet på spisebordet hjemme hos Kim selv i 2022.  

Ingredienserne var bagenden af et elektrisk offroad skateboard, forenden af et almindeligt løbehjul til børn og en aluplade som stel. Derudover var sædet et let og sammenklappeligt campingsæde. Løsningen i sig selv vejede kun 16 kilo, den havde et aftageligt sæde, et foldbart styr, to motorer – én til hvert baghjul – og så kunne køretøjet fjernstyres og nå op til 40 kilometer i timen.

- Hvor svært kunne det være… tænkte jeg. Jeg viste den første udgave af L3WO frem på Health & Rehab-messen i 2023. Det stod dog hurtigt klart, at køretøjet var mindre stabilt, end godt var – grundet sin smalhed og motorer. L3WO var endnu ikke velegnet til brug, men det var en start, og det gav blod på tanden, fortæller Kim Weiss-Poulsen.

Han tog derfor arbejdshandskerne på igen, og i august 2023 var L3WO-2 færdig. Denne gang var køretøjets vægt på 30 kilo med kapacitet til at bære 200 kilo. Den kunne køre 30 kilometer i timen og havde træk på alle tre hjul, hvilket gjorde den langt mere stabil. Den langsomst gående var nu den hurtigst kørende.

- L3WO-2 var lidt tungere, men holdt sig inden for skiven. Løsningen er smal og let at tage med, den kan nå en vis hastighed, og så kan man selv installere det sæde, man ønsker. Men et smalt køretøj gør dog, at det kan være svært at køre i det mere udfordrende terræn. Løsningen på det er udtrækkelige baghjul. L3WO-2 kan være så smal som 50 centimeter, men kan trækkes ud til at være hele 80 centimeter for bedre stabilitet. Dermed er løsningen både så smal som de letteste køretøjer til mennesker med handicap og så bred som de store handicapscootere, fortæller Kim Weiss-Poulsen.

Endeligt produkt på vej

Den endelige udgave af produktet, L3WO-3, som snart skal sættes i produktion, er på nuværende tidspunkt ved at blive designet.

Det sker med udgangspunkt i produktets to forgængere samt Kim Weiss-Poulsens og målgruppens egne livserfaringer. Forud er gået to år med prototyper og tests – og her er målgruppens feedback essentiel.

- L3WO er først og fremmest tilegnet mennesker med handicap, gangbesværede, tilskadekomne eller ældre, som stadig har et ønske om et aktivt liv. Al den feedback, vi har fået fra dem, tages i betragtning i udviklingen – det er deres behov, vi skal dække. Men andre kan også have gavn af produktet – eksempelvis golfspillere har faktisk vist en stor interesse. Vi starter dog med mennesker med handicap – det er her, behovet er størst, fortæller Kim Weiss-Poulsen, som samtidig kan løfte sløret for, hvornår han forventer at være på banen med den nye L3WO-3:

- Jeg håber at være klar med den første ’håndsamlede’ L3WO-3 til fremvisning, livedemonstration og prøveture hen over sommeren 2025. Der har været lidt ”bølger” på turen, men seneste nyt er et indledende samarbejde med en producent, der på to tidligere messer allerede har prøvekørt og set de første prototyper. Min første strategi var at forsøge at producere selv, da kontakter til mulige samarbejdspartnere ikke rigtig tog fart, men nu går jeg efter at udlicensere L3WO – baseret på patenter, der er udtaget, og alle erfaringerne, der er høstet fra prototyperne og målgrupperne.

Kim Weiss-Poulsen påpeger i øvrigt, at den endelige udgave kommer med endnu flere fordele. Egenvægten er på 30 kilo, og det er ”lige til øllet”, da den primære målgruppe selv skal kunne bære den op i en bil. Derfor kommer L3WO-3 blandt andet til at være adskilt i forende og bagende.

- Hjemme i garagen er der fortsat gang i ’Ole Opfinder’. Da forende og bagende på L3WO kan skilles ad, har løsningen for eksempel potentiale til at fungere som alternativ til en kørestolstrækker – alle delen er de samme. Derudover arbejder jeg blandt andet på at redesigne L3WO’s elektronikkasse – samtidig skal al elektronik skjules, og batterierne skal være aftagelige. Jeg arbejder også på nogle helt særlige hjul med larvefødder-egenskaber, så det bliver muligt at bruge køretøjet på stranden. Om den del lykkedes, må tiden vise, fortæller han.

Glæder sig over deltagelsen i CareTech Challenge

Kim Weiss-Poulsen er rigtig glad for at deltage i denne udgave af CareTech Challenge. Han ser det som en god mulighed for at styrke kendskabet til L3WO og som et led i at få det endelige produkt på markedet

- Jeg er rigtig glad for, at vi er med i CareTech Challenge. Håbet har hele tiden været at kunne fortsætte udviklingen af den endelige udgave af produktet, og med CareTech Challenge har vi fået mulighed for at fokusere vores arbejde gennem de forskellige initiativer, der følger med i forløbet, fortæller han og fortsætter:

- Samtidig er det også en god mulighed for at få pitchet hele L3WO-konceptet ud i bred forstand. Vi har faktisk en løsning her, der kan skabe rigtig stor værdi for personer med handicap, og det vil jeg rigtig gerne fortælle om – både til branchen, men i særdeleshed også til vores primære målgruppe, som jo er dem, vi vil hjælpe.

Du kan læse med om løsningen på L3WO.eu her

Hvad er CareTech Challenge?

For tredje gang afholder Danish.Care – Branchen for hjælpemidler og velfærdsteknologi – powered by partnere – iværksætter- og innovationsprogrammet for startupvirksomheder, CareTech Challenge.

Få et kig ind i krystalkuglen, når CareNet løbende præsenterer de startup-virksomheder, som er en del af CareTech Challenge.

Læs mere om CareTech Challenge her

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.