CareNet sætter løbende fokus på konkrete velfærdsteknologier i denne sektion af nyhedsbrevet, som vi kalder Mød en Teknologi.
Denne udgave af Mød en Teknologi handler om virksomheden Brehms Spilerdug ApS, som er producenten bag Spilerdugen, og deres nyeste produkt Alseat. Begge produkter hjælper til forflytning af borgere. Alseat er udviklet gennem et samarbejde mellem Anders Lykkegård, Sønderborg Kommune og Brehms Spilerdug ApS. Ifølge producenten kan Alseat, i samspil med spilerdugen, sikre en værdig forflytning af borgere, der for eksempel har svært ved at løfte benene op i sengen, og på den måde understøtte borgerens tryghed, værdighed og livskvalitet.
Alseats funktion
Alseat er ifølge producenten et enkelt, intuitivt og unikt hjælpemiddel, som kan anvendes, når en borger skal hjælpes fra siddende på sengekant til liggende. Alseat tager udgangspunkt i den naturlige måde at lægge sig ned på og er egnet både i det rehabiliterende arbejde og ved forflytninger.
Målgruppen er personer, der ikke selv kan lægge sig ned og samtidig tage deres ben op i sengen. Det kan for eksempel være personer, der benytter hjælpemidler til at gå, kørestolsbrugere eller lignende. Da bevægelsen under forflytningen med Alseat er genkendelig for kroppen/personen, der forflyttes, kan personer med demens eller hjerneskade ligeledes ofte anvende Alseat.
Alseat anvendes sammen med en spilerdug, som Brehms Spilerdug ApS ligeledes producerer. Det er en form for dug, der er glat på begge sider og i alle retninger. På den måde kan borgeren, som sidder på sengekanten i Alseat, der er placeret på en spilerdug, let roteres og placeres liggende i sengen, hvorefter hjælpemidlerne fjernes.
Gevinst for borger og medarbejder
Brehms Spilerdug ApS’ seneste hjælpemiddel, Alseat, tager udgangspunkt i den naturlige måde at lægge sig ned på, hvilket ifølge producenten og samarbejdspartnerne gør hjælpemidlet til et oplagt valg ved forflytninger samt i det rehabiliterende arbejde, både for borger og medarbejder.
- Produktet sikrer, at vores medarbejdere kan stå oprejst, mens de anvender hjælpemidlet, og dermed skal produktet sikre, at medarbejderne undgår tunge slidsomme løft for skuldre og ryg, hvilket er essentielt for vores ansatte, fortæller Ellen Langager Kristensen, der er velfærdsteknologisk konsulent i Sønderborg Kommune, og fortsætter:
- Derudover er Alseat så let at bruge, at familie og pårørende også kan anvende hjælpemidlet. Det giver en stor frihed for de borgere, der får hjemmepleje, at ægtefællen kan hjælpe til, så det ikke er besøget fra hjemmeplejen, der for eksempel definerer sengetiden.
I forbindelse med udviklingen af hjælpemidlet blev der holdt mange workshops og tests af produktet. Her lød spontane udbrud som ”Jeg kan jo hjælpe til selv”, og ”Nu er jeg ikke længere så tung” fra de borgere, der deltog. Og netop den lette og intuitive brug af produktet skal sikre, at Alseat bliver en succes.
- Bevægelsen, som Alseat udfører, er så velkendt for brugerne, at de oplever, at de er aktive i forflytningen, hvilket skaber tryghed. Det gør hjælpemidlet egnet til mange målgrupper, for eksempel brugere, der går med rollator, forflyttes med forflytningsplatform eller ståløfter eller har en demensdiagnose, forklarer Helle Buggeskov, ergoterapeut hos Brehms Spilerdug ApS, som underviser i forflytningskundskab og forhandler spilerdugen og andre forflytningshjælpemidler.
Brehms Spilerdug ApS har i forbindelse med udviklingen af produktet bidraget med faglig ekspertise, hvor produktudviklerne blandt andet har lavet nogle justeringer på produktet, som for eksempel ryggens højde og en længere vægtstang, som bruges til at rotere og lægge borgeren ned.
CareNet-medlemmet Sønderborg Kommune har allerede købt 12 Alseat, der bliver introduceret i plejen. Derudover håber CareNet-medlemmet Brehms Spilerdug ApS på, at de i fremtiden kan udvide brugen af Alseat i de danske kommuner, så både medarbejdere og borgere kan få optimale betingelser under forflytninger.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.