14

.

September

2023

Mød en oplægsholder på VT23: QR-koder guider til øget selvstændighed

Husk lige vasketøjet, glem ikke morgenbadet og børst lige tænderne. Der er meget at huske på i dagligdagen, og for borgerne i bostøtten i Ringkøbing-Skjern Kommune giver QR-koder en hjælpende hånd.

Læs mere, og tilmeld dig som deltager på konferencen her

Når CareNet, Teknologisk Institut og Danish.Care den 10. oktober sætter velfærdsteknologi og hjælpemidler på dagsordenen med den nationale konference for Velfærdsteknologi anno 2023, får du mulighed for at lytte til en række spændende oplæg.

Vi giver dig i denne artikel en kort introduktion til Ringkøbing-Skjern Kommunes oplæg på konferencen. Et oplæg som giver dig indblik i en løsning, der hjælper borgere tilknyttet bostøtten i kommunen med at klare hverdagens gøremål så selvstændigt som overhovedet muligt.

QR-koder styrker selvstændigheden

På konferencen indtager daglig leder i Ringkøbing-Skjern Kommune, Gitta Stege, scenen sammen med de to hjemmevejledere i kommunen, Brian Schnoor og Ryan Slaikjær Junkuhn. Her vil de fortælle mere om en app, som kommunen har afprøvet i bostøtten.

Målet med appen er at styrke selvstændigheden hos en lang række af borgere med forskellige diagnoser. Det kan eksempelvis være borgere med udviklingshæmning, personer med sen-hjerneskade, unge med ADD og ADHD samt personer med angst og skizofreni. Fælles for borgerne gælder det, at selvstændigheden skal styrkes, så de i højere grad kan klare en række af hverdagens gøremål på egen hånd.

- Borgerne i bostøtten skal klare flere ting i det daglige – præcis som alle andre. Der skal vaskes tøj, der skal børstes tænder, og der skal tages bad. Men det er måske ikke helt så simpelt, som det måske kan lyde. Nogle borgere har brug for hjælp fra personalet til opgaverne, mens andre kan klare sig selv med et lille skub, der sætter processen i gang, fortæller Brian Schnoor og fortsætter:

- Og her har vi fået fat i en løsning, der jo egentlig er meget simpel. Vi bruger en app, hvor man selv kan lave videoer, indtale lyd, indsætte tekst, musik og sang. Ved hjælp af appen kan vi lave unikke produkter, som er tilpasset den enkelte borger. Det kan eksempelvis være en video, der viser hvordan man vasker tøj. Videoen tilknyttes efterfølgende en QR-kode, som så klistres fast på eksempelvis væggen ved vaskemaskinen, og så kan borgeren scanne koden, og få det lille skub i den rigtige retning, som borgeren har brug for.

Borgeren kan selv være med

Med andre ord, så hjælper appen og QR-koderne borgerne med at leve et så selvstændigt liv som muligt. Tager man eksempelvis tandbørstningen, så kan personalet lave en video, et billede eller en tekst, der kan hjælpe borgeren med at udføre handlingen. Produktet kan også laves sammen med borgeren, hvor borgeren selv børster tænder.

Denne video placeres på en QR-kode på tandbørsteglasset eller på væggen ved vasken, og når borgeren så er på vej i seng og scanner koden, så dukker borgeren selv op og instruerer i, hvordan man børster tænder på egen hånd – helt uden hjælp fra personalet.

- Det fede ved det her produkt, det er, at borgerne selv kan være med til at udarbejde løsningerne. Det er ikke nødvendigvis en eller anden plejer, der dukker op på skærmen, men borgeren selv. På den måde giver produktet også mulighed for at lave unikke guides, der er tilpasset den enkelte borger og dennes behov, fortæller Ryan Slaikjær Junkuhn og fortsætter:

- Det vigtigste er jo, at vi hjælper borgeren med at kunne leve så selvstændigt som muligt – og det gælder i forhold til alle hverdagens gøremål. Så vi skal arbejde med den enkelte og se nærmere på, hvad den enkelte har brug for. Vi begyndte at bruge produktet, da vi havde en periode med mange borgere, der flyttede i eget hjem og derfor havde brug for støtte til det. Nu har vi afprøvet produktet i et års tid, og det har vist gode resultater – ligesom det også vist de begrænsninger løsningen har. Og det er det, vi vil dele ud af på konferencen.

Foruden at guide borgerne i bostøtten i kommunen, så kan QR-koderne også bruges af medarbejderne selv. Det kan blandt andet benyttes til forskellige vejledninger eller til arbejdsgangsbeskrivelser hos de borger, der har særlig brug for at dagligdagen er præget af en genkendelig rutine.

Testperioden for produktet ophører nu her, og så skal der tages stilling til, om løsningen skal udbredes yderligere. Målet for Brian og Ryan er at hele handicap og psykiatri skal drage nytte af produktet fremover – men om det sker, det kan kun tiden vise.

TILGÅ HELE DET ENDELIGE PROGRAM FOR KONFERENCEN HER

Hvorfor skal du lytte til netop dette oplæg?

Brian Schnoor og Ryan Slaikjær Junkuhn fortæller, at de glæder sig til at dele ud af deres erfaringer på konferencen for Velfærdsteknologi anno 2023. De håber, at mange vil lytte med, da de mener, at løsningen kan gøre en stor forskel for mange.

- Vi vil rigtig gerne fremvise det her projekt, da vi mener, at det har et stort potentiale – ikke bare i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor vi håber på at få udbredt løsningen i endnu højere grad fremover, men faktisk i alle landets kommuner. Det er en let og intuitiv løsning, der ikke kræver så meget, men faktisk kan gøre en rigtig stor forskel for borgerne og gøre dem mere selvhjulpne, fortæller Brian Schnoor inden Ryan Slaikjær Junkuhn supplerer:

- Vores primære opgave er jo at hjælpe borgeren videre. Det er vores fornemmeste opgave. Vi skal hjælpe vores borgere så meget som muligt – og helst kun i en periode og så hoppe ud af deres liv igen. Det handler ikke om at spare penge, det handler om selvstændighed og livskvalitet – og det fortjener alle.

Oplægget fra Ringkøbing-Skjern Kommune kan opleves fra klokken 14:45 på konferencens spor 2, som sætter fokus på; Sundhedsteknologi - når teknologien løser sundhedsproblemer og forbedrer livskvalitet. Læs mere og se det endelige program for Velfærdsteknologi anno 2023 her.

Tilmeld dig som deltager på konferencen her

Tilmelde dig som udstiller på konferencen her

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.