27

.

September

2023

Mød en oplægsholder: Kom med på en iværksætterrejse – fra start til slut

Hvordan går man fra idé til konkret løsning, der skaber værdi i den virkelige verden? Hvor er mulighederne og hvor er faldgruberne. Levara tager dig med på virksomhedens iværksætterrejse på Velfærdsteknologi anno 2023.

Læs mere, og tilmeld dig som deltager på konferencen her

Når CareNet, Teknologisk Institut og Danish.Care den 10. oktober sætter velfærdsteknologi og hjælpemidler på dagsordenen med den nationale konference for Velfærdsteknologi anno 2023, får du mulighed for at lytte til en række spændende oplæg.

Vi giver dig i denne artikel en kort introduktion til Levaras oplæg på konferencen. Et oplæg som giver dig indblik i livet som iværksætter, og den lange rejse fra studerende med en idé til færdiguddannet med startupvirksomhed og eget produkt.

Iværksætter- og innovationsrejse

På konferencen vil medstifter af Levara, Philip Tørring, tage deltagerne med på en iværksætter- og innovationsrejse. Her får deltagerne indsigt i, hvad det vil sige at starte noget fra bunden, hvorfor man skal gøre, og hvilke udfordringer det bringer med sig samt hvordan Levara har formået at lykkes med det.

- Grundlæggende handler vores oplæg om den rejse, som vi har været på – fra semesterprojekt til hobbyprojekt og så videre ud i verden til der, hvor vi er i dag. Det er en iværksætter- og innovationsrejse, som er startet helt fra bunden og giver indsigt i, hvilke udfordringer man møder på sin vej som iværksættere inden for det sundheds- og velfærdsteknologiske felt, fortæller Philip Tørring og fortsætter:

- Vores oplæg er tænkt som en mulighed for at afdække, hvilke barrierer man skal være opmærksom på som startupvirksomhed. Hvordan kan man udvikle teknologier fra bunden? Hvilke fordele og ulemper er der ved at starte sit eget? Alle de spørgsmål, der kan melde sig, når man står på tærsklen til at springe ud i iværksætteriet, dykker vi ned i.

Her dykkes der blandt andet ned i den uddannelsesmæssige baggrund, holdet bag Levara kommer med, mens også den sunde skepsis fra omverdenen og den’naive tilgang’, som Philip Tørring selv beretter om, at han og kollegerne har haft, har været med til at forme virksomheden og produktet.

Fokus på mennesket hele vejen igennem

Foruden at tage deltagerne med på virksomheden innovationsrejse, så vil Philip Tørring ligeledes fortælle mere om Levara og virksomhedens design-approach, som har mennesket med hele vejen – fra start til slut.

- Helt fra starten af processen har vi valgt at tage udgangspunkt i human centered design. Her har vil taget udgangspunkt i konkrete personer med udfordringer og forsøgt at løse netop deres problem. Udgangspunktet for Levara har været en muskelsvindramt borger, som ikke kunne besøge sin veninde mere grundet sin sygdom. Rejsen var simpelthen for lang, og det skabte problemer, når borgeren skulle på toilet. Det betød, at borgeren ikke kom ud nær så meget, og det satte et stort aftryk på borgerens livskvalitet, fortæller Philip Tørring og fortsætter:

- Det blev startskuddet på vores innovationsrejse, hvor vi har forsøgt at integrere værdier som frihed, selvstændighed, livskvalitet og værdighed i produktet. Det har vi gjort ud fra en menneskecentreret tilgang til innovationen og fokus på inklusiv design, hvor man designer til én bestemt målgruppe og et specifikt brugsscenarie. Det fortæller vi mere om, mens vi også vil give nogle konkrete tips til, hvordan man kommer i gang med at benytte sig af inklusiv design i sin innovationsproces.

SE DET ENDELIGE PROGRAM FOR KONFERENCEN HER

Hvorfor skal du lytte til netop dette oplæg?

Philip Tørring glæder sig til at dele ud af sine erfaringer på konferencen for Velfærdsteknologi anno 2023 og håber, at mange vil lytte med, når han indtager scenen.

- Vores oplæg indeholder flere facetter, som kan inspirere på forskellige områder. Jeg håber, at deltagerne på konferencen går fra vores oplæg med en fornyet indsigt i, hvad det vil sige at starte op fra bunden som iværksætter og innovatør. Det kan forhåbentligt inspirere andre og være givtigt, hvis man selv står foran en lignende rejse, fortæller Philip Tørring og fortsætter:

- Derudover håber jeg, at vores oplæg kan være med til at inspirere til, hvordan man kan skabe mest mulig værdi ved at innovere ud fra et specifikt værdisæt. Vi har konsekvent prøvet at tænke mindre på selve funktionen af produktet og i stedet tænkt hele brugerrejsen igennem. Hvordan kan man designe sit produkt, så det er designet omkring hele personens liv? Hvordan kan inklusivt design og tankerne om brugerrejse skabe et produkt, der skaber langt mere værdi for borgeren? Det vil vi gerne starte en dialog om på konferencen.

Oplægget fra Levara – som går under navnet; Iværksætter på sundheds- og velfærdsområdet – Hvad, hvorfor og hvordan? – kan opleves fra klokken 13:20 på konferencens spor 3, som sætter fokus på; New CareTech - et kig i teknologiens krystalkugle om morgendagens beyond state-of-the-art-løsninger. Læs mere og se det endelige program for Velfærdsteknologi anno 2023 her.

Tilmeld dig som deltager på konferencen her

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.