For første gang uddeler Danish.Care - Branchen for hjælpemidler og velfærdsteknologi under konferencen ”Velfærdsteknologi anno 2020” den nystiftede pris ”CareTech CHALLENGE” til en startup fra Care + Health Tech domænet.
CareNet vil i løbet af de kommende uger frem til konferencen præsentere de i alt 20 virksomheder, der konkurrerer om prisen.
Læs mere om ”CareTech Challenge” her.
MoVR: Move elderly with VR
“MoVR” er en velfærdsteknologisk løsning baseret på virtual reality som plug-and-play add-on til alle former for cykler. Formålet er at motivere ældre mennesker og mennesker med demens til mere fysisk og mental aktivitet.
Simon Bruntse Andersen, CEO og medstifter af SYNCSENSE, fortæller til CareNet, at de indledende testresultater af ”MoVR” viser, at løsningen får de ældre til at tilbringe længere tid på cyklen.
- For mange ældre er det ikke sjovt at cykle på motionscykel. Det er ensformigt og kedeligt. Vi pakker træningen ind og gør det sjovt at cykle, siger han og fortsætter:
- Vi har udviklet en løsning, som giver de ældre mulighed for at komme ud i verden og opleve naturen. Vi kan lave personlige oplevelser til brugeren, så de kan komme derhen, de har lyst til.
Simon Bruntse Andersen fortæller, at ”MoVR” skaber en stimulerende visuel og auditiv oplevelse for brugeren.
- Vi har specialdesignede lydspor, så når du går en tur i skoven, kan du både høre fodskridt, vinden i træerne, fuglesang og ænder. Det går hen og bliver et værktøj til at understøtte rehabilitering, siger han.
De næste fire måneder i SYNCSENSEs kalender er fyldt ud med pilotprojekter. Intet mindre end syv pilotprojekter i syv forskellige kommuner er i vente, og forventningerne er at bliver klogere på kommunerne og deres behov.
Idéen bag SYNCSENSE opstod i 2018, og virksomheden blev efterfølgende grundlagt i 2019. ”MoVR” er udviklet i samarbejde med Gentofte Hospital.
Seniorkonsulent i Danish.Care og netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, fortæller:
- Det er rigtig godt at have SYNCSENSE med i konkurrencen. Jeg har truffet Simon flere gange i startupmiljøet "SUND Hub" ved Københavns Universitet, og ”MoVR” er en virkelig lovende teknologi, som jeg spår en lys fremtid – især blandt aftagerfeltet af kommuner og regioner i CareNet. Kombinationen af visuel sansestimulering sammen med fysisk træning har potentialet til at kunne bidrage positivt til kommunernes rehabiliteringsindsatser.
Læs mere om SYNCSENSE og ”MoVR” her.
Mød vinderen af ”CareTech CHALLENGE” og de nominerede til konferencen ”Velfærdsteknologi anno 2020”
Vinderen af prisen ”CareTech CHALLENGE” og de nominerede vil udstille deres løsninger til den årlige, nationale konference om velfærdsteknologi ”Velfærdsteknologi anno 2020”, hvor du har mulighed for at besøge deres stande og blive klogere på produkterne og state of the art inden for morgendagens velfærdsteknologi.
CareNet åbner i fællesskab med Teknologisk Institut og Danish.Care – Branchen for hjælpemidler og velfærdsteknologi konferencedørene den 8. oktober 2020 i Odense.
Du kan stadig nå med til konferencen. Læs mere og tilmeld dig her.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.