3

.

November

2021

Mød en ”CareTech CHALLENGE”-deltager: HabiWe

HabiWe er blandt deltagerne i denne udgave af ”CareTech CHALLENGE” med løsningen HabiCave. En løsning, som består i et sansemodulerende, multifunktionelt og bæredygtigt møbel skabt til at øge trivslen for mennesker og miljø.

For anden gang afholder Danish.Care – Branchen for hjælpemidler og velfærdsteknologi – i samarbejde med en række partnervirksomheder ”CareTech CHALLENGE”, som er foreningens iværksætter- og innovationsprogram for startup-virksomheder i Care + Health Tech-domænet.

Få et kig ind i krystalkuglen, når CareNet i løbet af de næste mange uger præsenterer de i alt 14 startup-virksomheder, som er en del af CareTech CHALLENGE 2021. Virksomhederne vil over en periode på 12 måneder tage del i en række aktiviteter, som skal sikre dem hurtigere markedsmodning ved at dække hele forretningspaletten - lige fra forretningsstrategi til branding.

Læs mere om CareTech Challenge her.

HabiCave – et multifunktionelt, bæredygtigt designmøbel

HabiWe er en nyopstartet iværksættervirksomhed inden for møbeldesign med omkring 1 år på bagen. CareNet har taget en snak stifter og CEO hos HabiWe, Anne Mygind, og konsulent og ergoterapeut hos HabiWe, Lene Geil, om deltagelsen i CareTech CHALLENGE og fremtidsudsigterne for virksomheden.

HabiWe er en bæredygtig møbelserie, som primært er produceret af certificeret filt, upcyclet af PET-plast opsamlet i verdenshavene. Og selve konceptet bag HabiWe ligger i navnet. Habi er en forkortelse af habitat, da Anne Mygind i sit design har fokus på menneskets levesteder.

Det første møbel i serien af Habi-produkter har fået navnet HabiCave. Et møbel, der som navnet antyder, bygger på ideerne om menneskets levesteder – i dette tilfælde i form af en hule. Og det er netop det, produktet kendetegnes ved – både set ud fra et æstetisk synspunkt og ud fra selve virkningen af produktet.

- HabiCave er skabt for at give mulighed for at finde ro og plads til fordybelse. HabiCave skaber et rum i rummet, der afskærmer for lyd og synsindtryk. På den måde fungerer den som en form for hule med rolige og sanselige faciliteter til micro breaks. En behagelig siddeplads, der giver mulighed for at trække sig fra omgivelserne, uden decideret at forlade fællesskabet, fortæller Anne Mygind og fortsætter:

- HabiCave har til formål at øge trivslen for mennesker. HabiCave arbejder med det, der kaldes sansemodulation, som er hjernens evne til at modtage og afstemme information og indtryk fra sanserne gennem nervesystemet. Og netop sansemodulation spiller en afgørende rolle, når vi skal finde ro og koncentration til det, der er vigtigt. Her kan de små pauser i hverdagen, som HabiCave tilbyder, være med til at øge livskvaliteten og minimere stress.

HabiCave er udviklet med fokus på bæredygtighed og æstetik med udgangspunkt i den japanske foldekunst kaldet origami. Origami giver møblet sine særlige vinkler, som, udover at være æstetiske, er med til at dæmpe lyden fra de omkringliggende arealer med hele 33 procent for personen, der sidder i stolen. Samtidig skaber vinklerne fixpunkter, som personen kan kigge på, hvilket giver en følelse af ro.

Med på projektet er også ergoterapeut Lene Geil, med erfaring fra arbejde med handicap og sanseintegration. Gennem hendes 30 år i branchen har hun mødt et utal af voksne, unge og børn på diverse hjem, skoler og i børnehaver. Fælles for disse institutioner har været, at når eksempelvis børn og unge støder mod muren, og sanseindtrykkene bliver for voldsomme, så flyttes mennesket væk fra rummet og ud af fællesskabet. Og netop det at blive trukket ud af fællesskabet er et problem.

- For mig at se er fællesskabet utrolig vigtigt. Vi kender alle til den gave, det er at være en del af et fællesskab, og værst af alt til den smerte det er, ikke at være en del af et fællesskab, som man ønsker at være en del af, fortæller hun og fortsætter:

- Fællesskaber er afgørende for, om vi har det godt. Vi kan med HabiCave gøre en forskel for de mennesker med behov for kompenserende hjælpemidler til at kunne mærke sig selv og tage del i fællesskabet. Habicave giver en mulighed for et rum i rummet og i fællesskabet, hvor mennesket kan være skærmet fra de mange forstyrrende sanseindtryk. Man kan stadig høre, hvad der bliver sagt samtidig med, at man får en fornemmelse af sig selv og sin krop i hulen skærmet fra forstyrrende synsindtryk. Der opstår et overskud til at balancere hjernen og kunne deltage i fællesskabet igen med større energi og trivsel.

Et eksempel på dette kan eksempelvis være i en familie med 3 børn, hvor et af børnene har autisme. Til aftensmaden bliver sanseindtrykkene for meget for barnet, og her har Lene Geil set mange eksempler på, at barnet er blevet taget væk fra bordet og ind i et andet lokale med en af forældrene. Med HabiCave får barnet en mulighed for at trække sig og hente energi til igen at være med efter en lille pause, og kan på den måde være med i den fælles middag.

- HabiCave er målrettet mennesker med særlige behov både psykisk og fysisk. Det kan være alt fra mennesker med diagnoser som ADHD, autisme, hjerneskade – alle de diagnoser, som vi ved, har et sensibelt sansesystem – til personer med mange smerter for eksempel gigt, fortæller Anne Mygind.

Lene Geil uddyber:

- Som ergoterapeut ved jeg noget om de neurologiske faktorer, som påvirker vores handlinger, hvordan vi handler i omgivelserne, og hvad der skal til for at trives psykisk i egen krop. Vi kender alle det, at man kan blive irriteret over nogle lyde, noget visuelt eller når noget kommer for tæt på. Disse mennesker med særlige behov som Anne nævner, har ofte en nedsat tærskel i hjernen i forhold til sanseindtryk, og bliver derfor hurtigere forstyrret, irriteret og trætte i hovedet, fortæller hun og fortsætter:

- Hvis man kan modulere dette, øges både fysisk og psykisk velvære for personen. Ved at sætte sig ind i HabiCave henter personen ny energi og får øget trivsel. Samtidig øger det den enkelte persons selvhjælpsmuligheder og følelse af at mestre eget liv, hvilket ifølge mine erfaringer er noget af det vigtigste.

Glæde over deltagelsen i CareTech CHALLENGE

Anne Mygind glæder sig til at deltage i denne udgave af CareTech CHALLENGE.

- Jeg ser CareTech CHALLENGE som en god mulighed for at få en masse sparring på produktet og samtidig etablere et godt netværk ind i branchen. Som designer er denne branche ikke så velkendt for mig, så det er helt sikkert noget af det, jeg ser meget frem til, fortæller hun og fortsætter:

- Jeg deltager for at lære. Det gælder både, når det kommer til, hvordan branchen generelt fungerer, andre produkter inden for branchen og helt frem til mit eget produkt. Jeg suger til mig, hvor jeg kan, og glæder mig til, at CareTech CHALLENGE åbner op for gode samarbejdsmuligheder, kontakter og en række workshops, som helt sikkert kan gavne mig.

Chefkonsulent for Velfærdsteknologi, Innovation og Startups i Danish.Care og netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, fortæller:

- Det er en ægte fornøjelse, at vi her kan fortælle om den allerførste CareTech CHALLENGE deltager i årgangen 2021 – HabiWe og den formfuldendte løsning HabiCave. Produktet forener godt dansk designhåndværk med æstetik og bæredygtighed i en meget anvendelig løsning, som vil gavne både børn og voksne med behov for en microbreak – eller blot en pause – i løbet af en travl hverdag, fortæller han og fortsætter:

- Jeg glæder mig til at se HabiCave blive lanceret på årets Health & Rehab Scandinavia – og fornemme responsen fra publikum, slutter Anders Lyck Fogh-Schultz.

Læs mere om HabiWe og HabiCave her.

Mød deltagerne fra dette års og sidste års ”CareTech CHALLENGE” på Health & Rehab Scandinavia Startup-zone

På Health & Rehab Scandinavia’s nye startup-zone har du mulighed for at møde nuværende og tidligere deltagere i CareTech CHALLENGE og dermed komme tættere på morgendagens velfærdsteknologiske løsninger.

Læs mere om Health & Rehab Scandinavia – messen for hjælpemidler og velfærdsteknologi her, og hent din gratis adgangsbillet: https://www.health-rehab.dk/. Messen afholdes den 16.-18. november 2021 i Bella Center Copenhagen.

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.