Easy Wear er blandt deltagerne i denne udgave af ”CareTech CHALLENGE”. Løsningen består af specialdesignet tøj, der skal gøre det lettere at spare både tid og energi på af- og påklædning af borgere i kørestol.
Easy Wear er en startupvirksomhed, som blev stiftet i marts måned 2021. Bag ideen står Sameera Doost, som er uddannet SOSU-assistent. CareNet har taget en snak med hende om Easy Wear.
- Ideen til Easy Wear opstod i maj sidste år i forbindelse med min baggrund inden for arbejdet som SOSU-assistent. Jeg var i praktik på et plejecenter og mine opgaver bestod blandt andet i at hjælpe borgere med af- og påklædning. Jeg oplevede, at det var meget besværligt, og at der nogle gange måtte klippes i tøjet eller at tøjet gik i stykker under processen, fortæller hun og fortsætter:
- Jeg gik derfor i tænkeboks. Der måtte findes en nemmere måde at gøre det på. Og her fik jeg ideen til at designe noget tøj, der gjorde påklædning nemmere. I dag har jeg fire produkter, som alle er lavet ud fra de problemstillinger, jeg selv oplevede i praksis.
Easy Wear – tøj, der gør hverdagen nemmere
Easy Wear-kollektionen er designet til – og i samarbejde med – handicappede i kørestol, personer med parkinson, folk med kroniske muskelsmerter og ældre mennesker generelt. Derudover har både pårørende og forskelligt sundhedspersonale også været med i processen, da de ligeledes har udfordringerne inde på livet på dagsbasis.
- I og med, at jeg ønsker at gøre op med de problematikker, der findes i forbindelse med af- og påklædning af kørestolsbrugere, har det været vigtigt for mig at arbejde tæt sammen med dem, der skal gøre brug af det i praksis – altså selve kørestolsbrugeren, pårørende og sundhedspersonale. De har været med hele vejen, og jeg har stadig et tæt samarbejde med dem og tager udgangspunkt i deres behov og ønsker, når jeg udvikler nye designs, fortæller Sameera Doost.
Kollektionen har indtil videre fire produkter; en bluse, polo t-shirt, kjole og bukser. Produkterne er specieldesignet med åbning i ryggen, så man undgår at skulle benytte sig af forskellige hjælpemidler, som for eksempel lift. Og Easy Wear har ifølge Sameera Doost allerede gjort en forskel.
- Jeg har eksempelvis hjulpet en ældre mand i kørestol, som egentlig selv kunne trække sine bukser op siddende, men skulle have hjælp af personalet til at få dem det sidste stykke op til taljen. Han var altså rimelig godt kørende, men havde brug for hjælp til det sidste. Om morgenen, når jeg møder ind på plejecentret, er det første vi gør at holde et møde. Og her blev manden nødt til at vente på, at vi var færdige med det, før han kunne komme ud og deltage med de andre, fortæller hun og fortsætter:
- I dag kan han, ved hjælp af Easy Wear, selv klare det og komme ud og deltage på lige fod med de andre beboere. Derpå kan vi, når vi er færdige med at holde møde, komme hen til ham og sætte tøjet 100 procent korrekt på plads.
Udover at kollektionen faciliterer af- og påklædning af borgere i kørestol, er tøjet ligeledes designet til at være tilpas løst, så det både opleves som behageligt for borgerne uden at det strammer, og samtidig sikre mod tryksår og lignende.
- Jeg har med vilje lavet et design, der sidder lidt løst på borgerne. På den måde undgår man tryksår, og samtidig er der også plads til diverse remedier, som eksempelvis kateter og lignende, uden at gå på kompromis med designets æstetik, fortæller Sameera Doost og fortsætter:
- Derudover handler det også i høj grad om borgernes værdighed. Mange af de ældre, jeg arbejdede med, følte, det var uværdigt – og mine kollegaer og jeg stod tilbage uden mulighed for at kunne forbedre situationen for vores borgere. Derfor gør det mig også utrolig glad, når jeg kan se, hvor stor en forskel det gør for borgerne og de mennesker, der hjælper dem.
Glæde over deltagelsen i CareTech CHALLENGE
Der er stor tilfredshed at spore hos Sameera Doost, når det kommer til deltagelsen i CareTech CHALLENGE.
- Jeg glæder mig meget til at deltage i CareTech CHALLENGE. Jeg er ny på markedet, så jeg ser min deltagelse som en god mulighed for at lære et nyt marked at kende, fortæller hun og fortsætter:
- Jeg håber, at deltagelsen giver større mulighed for at blive set af flere potentielle kunder, danne et større netværk og se andres ideer på området. Jeg vil meget gerne markedsføre mit produkt, og derfor glæder jeg mig over, at markedsføring også er et punkt, vi dykker ned i, i løbet af forløbet.
Chefkonsulent for Velfærdsteknologi, Innovation og Startups i Danish.Care og netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, fortæller:
- Easy Wear er et mønstereksempel på en spændende startupvirksomhed, der er skabt med afsæt i en grundig forståelse af målgruppens situation og behov. Easy Wears første kollektion er netop designet i samarbejde med brugere – og andre sundhedsprofessionelle, hvilket kvalificerer tøjet yderligere, fortæller han og fortsætter:
- Jeg har selv set kollektionen på Health & Rehab Scandinavia, og responsen var god. Jeg havde også fornøjelsen af at høre Sameera Doost pitche om virksomheden og kollektionen på Speaker’s Corner, og i løbet af de tre dage, blev budskabet leveret med stor effekt. Det er godt gået, og jeg glæder mig til at følge Easy Wear ud i verden.
Hvad er CareTech CHALLENGE?
For anden gang afholder Danish.Care – Branchen for hjælpemidler og velfærdsteknologi – i samarbejde med en række partnervirksomheder – iværksætter- og innovationsprogrammet for startupvirksomheder, ”CareTech CHALLENGE”.
Få et kig ind i krystalkuglen, når CareNet i løbet af de næste mange uger præsenterer de i alt 14 startup-virksomheder, som er en del af CareTech CHALLENGE 2021.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.