Virksomheden b-near er blandt deltagerne i denne udgave af ”CareTech CHALLENGE” med løsningen af samme navn. En løsning, der både skal sikre selvstændighed, tryghed og nærvær for sårbare mennesker og deres pårørende igennem simpel videokontakt.
b-near er en startupvirksomhed, som står bag et kommunikationshjælpemiddel alle kan bruge – men designet med øje for sårbare mennesker og deres pårørende. CareNet har taget en snak med Founder, Iværksætter og Designer hos b-near, Malene Stokkebo Raundahl.
- b-near startede faktisk på grund af to mennesker, der står mig meget nær. Min svigerfar, der var ramt af en demenssygdom, og min niece, som har et udviklingshandicap og bor på et bosted på Fyn. Det var ikke muligt, med de teknologiske tilbud på markedet, at holde kontakt med dem i hverdagen, og det måtte jeg gøre noget ved. Derfor fik jeg ideen til b-near, fortæller hun og fortsætter:
- Jeg vil skabe en enhed, der er dedikeret til at skabe videokontakt. Et lukket og sikkert hjælpemiddel, hvor pårørende og personale kan tjekke ind fra en app på smartphones. Når man er tjekket ind, inviterer man til at modtage et opkald fra b-near brugeren. Brugeren kan kun ringe op, når kontakterne er synlige på skærmen – men træffer selvstændigt valget om at ringe op. De pårørende kan naturligvis altid ringe op til b-near enheden.
b-near – nærvær på sårbare menneskers præmisser
Kender du til udfordringen med ikke at være tæt nok på sårbare venner og familiemedlemmer, og du ikke kan benytte de kendte kommunikationsplatforme til at få kontakt? – Det gør Malene Raundahl, og for hende er nærvær nøglen til livskvalitet.
Derfor har hun sat sig for at skabe et produkt, med nærværsskabende teknologi i et format, alle kan anvende.
Tit og ofte, når sårbare mennesker er adskilt fra familie og andre nære relationer sker kontakten på de pårørendes initiativ – og dermed bliver relationen og kontakten hurtigt uligevægtig. Simpelthen fordi nogle mennesker ikke selv har mulighed for, eller kan finde ud af at tage kontakt selv. Og det er ifølge Malene Raundahl en ærgerlig tendens.
- De fleste mennesker ønsker at træffe egne beslutninger og foretage sig det, de finder relevant og interessant, være selvstændige. Det samme gør sig også gældende for sårbare mennesker. Hvis en borger ikke selv kan finde ud af eksempelvis at ringe til sin ven eller et familiemedlem har de ikke samme grad af selvstændighed som os andre, fortæller hun og fortsætter:
- Det får de sårbare mennesker med vores nye b-near enhed. Fra en app kan pårørende og personale ’tjekke ind’ på skærmen og være til rådighed i et givent tidsrum. Herefter kan b-near brugeren let ringe op med et tryk, hvis de vil, eller lade være, hvis de ikke vil. Det fjerner muligheden for fejlopkald, da den pårørende selv har inviteret til opkaldet. På den måde opstår der mere lighed i forholdet mellem pårørende, personale og brugeren – hvilket først og fremmest er godt for brugeren, men også for de pårørende.
Samtidig kan sårbare mennesker af og til mangle føling med, hvornår man kan ringe, og at man ikke skal ringe hele tiden. Her hjælper b-near enheden ligeledes brugeren til at forstå, hvornår man kan ringe, og hvornår man ikke kan – hvornår har den enkelte person tid til at snakke, og hvornår har personen ikke tid.
Prototype i test siden august
Ifølge Malene Raundahl har b-near allerede gjort sig erfaringer med konceptet. Hendes niece på 31 år, Camilla, er blandt testpersonerne, som gør brug af b-near til videokontakt med familie og venner. Og tilbagemeldingerne er meget positive.
- Camilla fik installeret b-near tilbage i august, og hun er bare megaglad for den. Hun bruger den hver dag som sin livline til familie og venner og det, at hun selv kan vælge og selv kan ringe op har givet hende mere selvstændighed og følelsen af begejstring, når den bliver taget i den anden ende. Derudover kan vi mærke, at opkaldene har været med til at udvikle hendes sprog. Hun har fået styr på ugedage, tid og sted, og har generelt set udviklet sig meget, fortæller Malene Raundahl.
b-near tager udgangspunkt i dét at starte så simpelt som muligt – lidt ligesom når man skal lære ældre borgere at bruge computer. Derpå opnår borgeren langsomt flere færdigheder og kan udvikle sig videre derfra.
b-near enheden bliver administreret af en såkaldt administrator, som blandt andet står for at godkende og opsætte kontakter i appen, og på den måde tilpasser b-near enheden til den enkelt bruger. Brugeren skal ikke forholde sig til koder, telefonnumre, taster og så videre.
- Det er vigtigt, at b-near understøtter den enkeltes interesser og behov. Derfor udvikler vi i tæt samarbejde med brugerne frem til den endelige lancering, fortæller Malene Raundahl.
b-near står lige nu til at blive klar til lancering i efteråret 2022.
Glæde over deltagelsen i CareTech CHALLENGE
Malene Raundahl og iværksætter, Henrik Lykke, glæder sig over at være med i denne udgave af CareTech CHALLENGE.
- For os har CareTech CHALLENGE indtil videre været rigtig givende. Dem der mødte os for tre måneder siden, altså før forløbet gik i gang, kontra i dag, kan mærke en forandring. Vi har deltaget i mange forskellige sammenhænge, hvor vi har præsenteret b-near. Det har hjulpet os til at bliver skarpere i vores kommunikation, og måden vi præsenterer b-near på. Det at lave noget der er så simpelt at bruge, er svært – teknisk og kommunikationsmæssigt. Forløbet har givet os et rigtig godt skub i den rigtige retning, og vi er blevet mere markedskonforme gennem CareTech CHALLENGE, fortæller Henrik Lykke og fortsætter:
- Vi har fået mulighed for at tilegne os en masse viden inden for branchen, og har mødt et væld af mennesker, der bekræfter, at vores løsning mangler på markedet. Denne feedback er helt afgørende for, at vi inden længe er klar til at introducere den endelige b-near løsning. Det viser, at vi har fat i noget, der giver mening, og det kun kan gå for langsomt med at få den ud til alle de herlige mennesker, der mangler et sikkert og simpelt kommunikationshjælpemiddel.
Chefkonsulent for Velfærdsteknologi, Innovation og Startups i Danish.Care og netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, fortæller:
- Det er en ægte fornøjelse at have b-near med i forløbet. Det er en særdeles anvendelig løsning, som de introducerer på markedet, der netop sikrer nærvær for sårbare mennesker i en tid, hvor afstand er blevet ganske udbredt. Jeg ser frem til at dele deres kommunikationshjælpemiddel med branchen og være med til at åbne nogle døre undervejs. Jeg har også bemærket en stor udvikling hos teamet undervejs, og jeg ser frem til at følge den videre startup-rejse.
Hvad er CareTech CHALLENGE?
For anden gang afholder Danish.Care – Branchen for hjælpemidler og velfærdsteknologi – i samarbejde med en række partnervirksomheder – iværksætter- og innovationsprogrammet for startupvirksomheder, ”CareTech CHALLENGE”.
Få et kig ind i krystalkuglen, når CareNet i løbet af de næste mange uger præsenterer de i alt 14 startup-virksomheder, som er en del af CareTech CHALLENGE 2021.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.