Da det nye psykiatrisygehus i Slagelse – det første i Danmark i 100 år – skulle designes, hed overskriften ”helende arkitektur”. Masser af dagslys, små grønne haver og sanserum var blandt svarene på, hvordan et moderne psykiatrisygehus ser ud.
Siden skulle patientstuerne udstyres med senge, og her var målet stadig harmonisk design. Men hvordan forener man harmoni med alle de krav, der stilles til sikkerheden for patienten og personalet? Det blev opgaven for Lewel Plus, efter at virksomheden vandt licitationen på knap 200 psykiatrisenge.
- Vi tog udgangspunkt i plejesengen Sentida 1, som har vundet adskillige priser for sit harmoniske og hjemlige design, fortæller Martin Riis Holm, indehaver af Lewel Plus.
Og så fulgte måneders koncentreret udviklingsproces med fokus på sikkerhed og brugervenlighed. Region Sjælland, Lewel Plus og producenten Linet var konstant i tæt dialog, og undervejs er psykiatrisengen tilpasset på mange områder for at minimere risikoen for skade og selvskade.
Eksempelvis er samtlige kabler bygget ind i hule kanaler i sengen, så der ingen frie kabler er over 10 cm i længden.
Personalebetjeningen kan styre flere funktioner end beboerbetjeningen, så den kan låses inde i en boks integreret i gavlen.
Sengen skulle ikke bære præg af ”hospitalsseng med stålramme”, men siderne måtte heller ikke kunne brækkes i stykker eller have løse dele – derfor er sider og gavle 22 mm bredt kompaktlaminat, kantlisterne er massivt egetræ, og hele sengerammen er monteret med ekstra forstærkede beslag.
Den mest stabile på markedet
Størst var måske udfordringen om stabilitet. For selv om målet i Slagelse er at minimere antallet af fixeringer, så kan de forekomme. Og i de tilfælde skal sengen kunne bære både beboer og op til flere ansatte. Det lykkedes at skabe en løsning, hvor Sentida 1 Psykiatri som den eneste seng på markedet kan bære hele 800 kilo. Samtidig er fixeringsbeslagene designet så diskret som muligt igen for at bevæge sig væk fra hospitals-stemningen og mod det hjemlige.
- Det har været utroligt spændende at udvikle sengen i så tæt et samarbejde med den endelige aftager. Og vi er stolte over, at Sentida 1 Psykiatri både er blevet harmonisk og samtidig har opnået den bedst mulige sikkerhedsklassificering for medicinsk udstyr, fastslår Martin Riis Holm.
Fakta
Et brugerråd har medvirket i udviklingen af sengen.
Brugerrådet har haft repræsentanter fra både ledelse og personale inden for pleje, teknik, arbejdsmiljø, sikkerhed og rengøring. Hvert af brugerrådets medlemmer har i sit bagland haft en sparringsgruppe til at drøfte udviklingen af sengen.
Lewel Plus er medlem af CareNet
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.