CareNet byder velkommen til Levara, som står bag et nyt og innovativt produkt, der skal gøre det muligt for personer med bevægelseshandicap at benytte ethvert toilet.
Levara er nyt medlem af CareNet. Et medlemskab, de håber, kan være med til at skabe nye kontakter ind i branchen for velfærdsteknologi og hjælpemidler, et bredere netværk og god eksponering for virksomhedens nye produkt.
Fra studerende til iværksættere
De fire personer bag Levara og Levaras produkt mødtes på diplomingeniørstudiet for Proces og Innovation på DTU. Et studie, der sætter stor fokus på blandt andet entreprenørskab og brugerorienteret design.
Allerede på første semester fik gruppen, i forbindelse med et kursus, kontakt til en bruger, der skulle blive inspirationen til Levaras produkt. Personen led af SMA, og havde derfor problemer med at rejse sig fra toilettet efter toiletbesøg, når hun var ude af huset.
En af idémændene bag Levaras løsning, Loui Saust, fortæller:
- Det hele startede på studiet. Vi fik en case, og så tog det ellers bare fart derfra. Den caseperson, vi valgte at arbejde med, havde disse klare udfordringer i forbindelse med sin sygdom, og det ville vi hjælpe hende med at løse. På vores studier gennemsyrer brugerorienteret design samtlige elementer, og derfor gav det mening at tage udgangspunkt i casen og arbejde i tæt samarbejde med denne målgruppe og andre interessenter indenfor området. Han fortsætter:
- Vi besluttede os for, at vi ville lave en nytænkende og let transportabel løsning, der gør det muligt for brugeren, at kunne benytte ethvert toilet på en let og diskret måde. På den måde kan vores løsning være med til at forhindre, at borgere som vores oprindelige caseperson ekskluderes socialt i samfundet grundet sit intime problem.
Levaras toiletløsning
Levaras løsning skal gøre en forskel for borgere, der, af den ene eller anden årsag, har brug for hjælp i forbindelse med at rejse sig efter toiletbesøg. Produktet har blandt andet fokus på, at det skal være let transportabelt, diskret og anonymt og samtidig være intuitivt at bruge for den enkelte.
Produktet består af en taske på størrelse med en stor laptop-taske. Heri er et oppusteligt produkt, som let kan tages op, foldes ud og placeres på toiletkummen, før toilettet tages i brug. Når man så har gjort sin gerning, kommer produktet til sin ret. Her kan man, via en batteridrevet pumpe, puste produktet op, så personen hæves cirka tyve centimeter fra toiletbrættets normalhøjde, hvilket gør, at personen lettere kan rejse sig. Efterfølgende kan luften let tages ud, og produktet kan hurtigt pakkes sammen igen.
- Det er et trivielt problem ikke at kunne rejse sig fra siddende position. Som borger uden dette problem er det ikke noget, man nødvendigvis tænker over, da dét at gå på toilet er en privat sag, og man derfor aldrig bliver præsenteret for problematikken. Men har man problemet, er det et dagligdagselement, der forhindrer mange borgere i at blive inkluderet socialt i samfundet og udføre hverdagsaktiviteter, da de normalt ikke vil have remedierne til at klare et toiletbesøg selv, når de er ude af huset, fortæller Loui Saust og fortsætter:
- Nogle borgere med disse problemer får installeret specialtoiletter, der kan hjælpe dem med toiletbesøgene i eget hjem. Men det er ikke altid så lige til. Nogle ønsker ikke at have et fastinstalleret hæve/sænke toilet. Nogle kan ikke få tildelt et på grund af, at de ikke er svage nok, eller da indretningen af toilettet ikke egner sig til en fast installation. Den faste toiletinstallation er ikke blot rigtig dyr, men også begrænsende for borgerens frihed, da det kun kan anvendes i eget hjem – i modsætning til Levaras løsning, som jo kan anvendes både, når man er udenfor hjemmets fire vægge, men også når man er hjemme i privaten.
Levaras produkt giver dermed hjælp til selvhjælp for det enkelte individ, således man som borger kan have en så normal tilværelse som muligt på trods af sit problem. Og grundet Levaras fleksibilitet i forhold til, hvor produktet kan bruges, egner produktet sig ydermere både i forbindelse med brug i hjemmeplejen og på plejehjem, hvor løsningen kan skabe værdi på en let og simpel – og ikke mindst knap så dyr – måde.
Ifølge Loui Saust er Levaras produkt omkring 90 procent færdigudviklet. Levara har på nuværende tidspunkt et samarbejde med Københavns Kommunes hjælpemiddelscenter. I samarbejde med dem arbejder virksomheden på at lave de sidste par småjusteringer i forhold til design og udtryk og teknologi, før produkt er klar til for alvor at komme ud at leve.
En stille forudsigelse er, at produktet er klar til at gå 100 procent live inden for seks til tolv måneder.
Ser frem til samarbejdet med CareNet
Levara ser frem til at deltage aktivt i netværket og håber på, at medlemskabet kan være med til at styrke virksomhedens netværk og eksponering.
- Som startup er vi nået til et punkt nu, hvor vi har en konkret løsning, der næsten er klar til at komme ud at leve og gøre en forskel ude i virkeligheden. Og her er jeg overbevist om, at vi har brug for et at have et stærkt netværk i ryggen og god eksponering. Og det mener jeg, at vi kan få gennem et netværk som CareNet, fortæller Loui Saust og fortsætter:
- Vi glæder os til at blive en del af netværket og møde de mange medlemmer, når vi fremover vil deltage i diverse messer, temadag og konferencer.
Netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, byder Levara velkommen og glæder sig til samarbejdet.
- Det er en glæde, at vi nu kan byde velkommen til Levara. Som startupvirksomhed bringer Levara nye og spændende perspektiver med ind på et område, der er i konstant udvikling – og det er der brug for. Den lette og diskrete løsning åbner op for nye muligheder, der ikke blot kan gøre en forskel for borgerne på eksempelvis plejehjem og i eget hjem, men også uden for hjemmet i sociale situationer, fortæller han og fortsætter:
- Jeg ser frem til at præsentere Levara for det resterende netværk. Som Nationalt Netværk for Velfærdsteknologi er det blandt andet CareNets ansvar at være med til at sikre næste generation af danske hjælpemidler og velfærdsteknologi. Derfor stiller vi med glæde netværket til rådighed for markedsintroduktion af nye løsninger med stort potentiale for det danske aftagerfelt.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.