At have læse- og skriveudfordringer er i lang tid blevet set som en problematik, der mestendels gør sig gældende for børn og unge i skolealderen, men udviklingen viser, at der i højere og højere grad fokuseres på selvsamme udfordringer på arbejdsmarkedet.
Gennem de seneste årtier er der sket en acceleration i samfundet.
Det ser vi blandt andet ved den hurtige digitalisering af samfundet – NemID, Aula, Nexus, Cura og de tusindvis af andre systemer mange bruger dagligt på arbejde og privat.
Sådan indleder Kent Ravn, som er erhvervskonsulent ved CareNet-medlem Wizkids, sin snak med CareNet om læse- og skriveudfordringer. Wizkids står bag læse- og skriveteknologien AppWriter, som har til formål at hjælpe personer med læse- og skriveudfordringer – uanset alder.
Digitaliseringen – og de dertilhørende udfordringer
Og dét med alle aldre er i dette tilfælde et rigtig vigtigt punkt.
For selvom den stigende digitalisering har gjort livet nemmere for mange, så er der også visse samfundsgrupper, som det giver udfordringer for – herunder dem med læse- og skriveudfordringer som for eksempel ordblinde, slår Kent Ravn fast.
- Når vi taler om mennesker med læse- og skriveudfordringer, så er det vigtigt at understrege, at det ikke begrænser sig til et specifikt område eller en specifik alder – som for eksempel for børn i skolealderen. Det er en udfordring, der findes i alle positioner i samfundet – lige fra i skatteministeriet og lægevidenskaben til eksempelvis social- og sundhedsansatte, fortæller han og fortsætter:
- Mennesker med læse- og skriveudfordringer dækker en meget bred skare af mennesker og varierende grader af udfordringer. Og generelt for disse personer er, at de ofte vil bruge lang tid på at læse og skrive tekster – og ikke mindst meget energi. Samtidig vil de oftere lave stavefejl og kan have svært ved at formulere sætninger, mens de ved læsning kan have svært ved at huske det læste, og det kan tvinge dem til at læse en tekst flere gange.
Fokus på sundhedssektoren
Alle ovenstående udfordringer betyder, at personer, der har svært ved at læse og skrive, dag efter dag skal bestige et noget større bjerg, end personer der ikke har samme problemer.
Og ser man på samfundets opbygning, så er det noget, der helt konkret kan være en barriere for en persons mulighed for at udfolde sig – eksempelvis på arbejdsmarkedet. Det gælder selvfølgelig kun, hvis der ikke tages ordentlig hånd om udfordringen.
- Nogle ordblinde er opmærksomme på ovenstående, og prøver at undgå at stille sig i en situation, hvor deres læse- og skrivevanskeligheder bliver synlige, og de kommer til at fremstå mindre kompetente. Ser man specifikt på social- og sundhedsansatte, så kan det være svært at undgå dokumentations- og journaliseringsopgaver, hvilket betyder, at de ansatte med læse- og skriveudfordringer kan føle sig udstillet, hvis ikke de får den nødvendige hjælp, fortæller Kent Ravn og fortsætter:
- Det kan blandt andet betyde, at den enkelte ansatte bliver tvunget til at søge hjælp til at dokumentere eller læse via en kollega – eller vælger at dokumentere hjemmefra. Og det kan man ikke byde dem.
Et godt eksempel på, hvordan man kan hjælpe ansatte i sundhedssektoren med at leve op til kravene til dokumentation og journalisering finder man i Sorø Kommune.
Her har man besluttet at gøre læse- og skriveteknologi til et tilbud for alle kommunens omkring 2400 ansatte. Samtidig udrulles et program med screening for ordblindhed og andre udfordringer, samt tilbud om kurser der kan ruste medarbejderen til at møde de voksende skriftlige og IT-mæssige krav i efterhånden alle jobs.
Teknologien, der tilbydes, er AppWriter fra Wizkids. Programmet kan hjælpe medarbejderne med at læse og skrive på PC, Iphones/ipads eller android-telefoner samt tablets direkte i fagsystemer som for eksempel Nexus og Cura.
- Implementerer man en teknologi som AppWriter bredt i kommunen, så er der virkelig mange fordele at hente. Ved hjælp af læse- og skriveteknologien kan man få hjælp til at skrive sætninger med løbende ordforslag, fagordslister og tale-til-tekst. Ansatte kan få læst tekst op ved at markere den, bruge udklipslæseren eller på mobile devices benytte OCR (oplæsning af tekst på et billede, taget med en mobiltelefon) med mere, fortæller Kent Ravn.
En positiv udvikling – men stadig lang vej
Over de seneste årtier har kravene til dokumentation i det offentlige været stigende. Og selvom Kommunernes Landsforening har fokus på at nedbringe dokumentationsbyrden, så vil kravet sandsynligvis aldrig forsvinde helt.
Og netop derfor er det ifølge Kent Ravn vigtigt, at vi får øjne op for nødvendigheden af at hjælpe de ansatte, så man undgår at dygtige medarbejdere mistrives eller søger væk fra faget – der i forvejen er presset af manglende arbejdskraft.
- Ved hjælp af et kompenserende digitalt hjælpemiddel til at skrive og læse kan vi sikre, at de læse-og skriveudfordrede ikke ender med at blive marginaliseret i digitaliseringsprocessen. Dermed sikrer vi også, at de ikke skubbes ud af arbejdsmarkedet samt deltager mindre i samfundet generelt, fortæller han.
Gennem de seneste tre år har over 40 kommuner aktivt valgt at engagere sig i at implementere AppWriter i forskellige forvaltninger – og det ligger udover de 78 kommuner, som allerede bruger læse- og skriveteknologien på skoleområdet. Denne udvikling viser ifølge Kent Ravn, at man er begyndt at anerkende læse- og skriveudfordringer som noget, der følger folk op igennem livet, ind på alle arbejdspladser og bag hjemmets fire vægge.
- Jeg mener ikke, at man kan lukke øjne for, at der skal tages stilling til, hvordan man som organisation passer på sine medarbejdere med forskellige udfordringer. Man skal Walk-the-talk og støtte sine medarbejdere, så de kan udføre deres arbejde bedst muligt, fortæller Kent Ravn og fortsætter:
- Bare fordi man har udfordringer med at læse og skrive, betyder det ikke, at man er en dårlig SOSU-medarbejder. Og heldigvis tyder udviklingen da også på, at flere og flere arbejdspladser generelt set – også uden for SOSU-faget – har fået øjnene op for det. Men der er stadig vej at gå.
Læse- og skriveteknologi til frigørelse af arbejdskraft
Er du interesseret i at høre mere om, hvordan læse- og skriveteknologien AppWriter kan være med til at frigøre tid og ressourcer i sundhedssektoren?
CareNet har sammen med Wizkids og en medarbejder fra Vejle Kommune planlagt et webinar, der sætter fokus på brugen af AppWriter, og hvordan teknologien kan skabe en inkluderende fremtid for medarbejderne og styrke effektivitet og kommunikation i sundhedsvæsenet.
Det sker den 17. juni 2024 fra klokken 11:00 – 12:00 i CareNets faste digitale format, Månedens arbejdskraftfrigørende teknologi.
Deltag i arrangementet
PRAKTISK INFORMATION
CareNet-Webinar: Læse- og skriveteknologi til styrket effektivitet og kommunikation i sundhedsvæsnet
Tid: Den 17. juni 2024 klokken 11:00 - 12:00
Sted: Online - Teams
Arrangør: CareNet – Dansk netværk for sundheds- og velfærdsteknologi i samarbejde med Wizkids og Vejle Kommune
Priser:
CareNet-medlemmer: Gratis
Ikke-medlemmer: 2.995 kroner pr. person eksklusiv moms.
Tilmelder du dig som ikke-medlem, vil vi kontakte dig med henblik på deltagelse mod betaling eller medlemskab af CareNet.
Medlemskab af CareNet omfatter alle webinarer samt alle øvrige medlemstilbud for alle i din organisation. Læs mere om medlemskab hos CareNet her
Tilmelding:
Via linket tilmelder du dig hele webinarrækken. Webinarrækken indeholder i alt 12 webinarer. Hver gang et nyt webinar i rækken programsættes, tilmeldes du automatisk og modtager en kalenderinvitation med et Teams-link til det enkelte webinar.
Det er ikke bindende at deltage i alle webinarer, og du kan blot acceptere eller afslå den enkelte invitation. Hvert webinar vil vare cirka 45 minutter.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.