KL: Kommunerne er blevet teknologimodne

KL’s programchef for digitale projekter på social- og ældreområdet, Gitte Duelund Jensen

Fra min stol genkender jeg svarene i spørgeskemaundersøgelsen fra Teknologisk Institut. Velfærdsteknologi er i dag vigtigt for kommunerne, og det lykkes ikke altid at indfri alle potentialer og alle ønskede gevinster.

I dag er velfærdsteknologi et prioriteret felt i næsten alle landets kommuner. Det er, fordi teknologien er et redskab, der – med de rette forudsætninger – kan understøtte og forbedre udførelsen af faglige opgaver hos borgere og medarbejdere.

Samtidigt nødvendiggør den teknologiske udvikling, at kommunerne løbende tilpasser deres organisationer. Velfærdsteknologi er således med til at innovere den offentlige sektor, så vi hele tiden sigter efter, at den kan ”køre længst på literen uden at gå på kompromis med komforten”.

En investering i hvad?

Vi har de seneste 10 år set en udvikling, hvor velfærdsteknologien først blev omtalt med arbejdskraftbesparende potentialer, sidenhen med borgernære kvaliteter og senest som hverdagsteknologi og frihedsteknologi. Anvendelsen af begrebet har udviklet sig over tid, og det er der gode grunde til.

Tidligere tiders forventninger til teknologiens arbejdskraftbesparende potentialer og eksporteventyr er i dag nedtonet. Det er de blandt andet, fordi velfærdsteknologiens potentialer har vist sig ikke at være et quickfix på en slunken kommunekasse.

Modsat forventningerne i 2007 så har velfærdsteknologi vist sig at være noget, der kræver nysgerrighed, tid og investeringer. Investeringer, der rækker ud over selve købsprisen.

Den teknologimodne kommune

Sideløbende med kommunernes kampe for at høste de lavthængende frugter er der sket en langt mere interessant og bemærkelsesværdig udvikling. En udvikling, som ikke lader sig indfange i en traditionel business case. Kommunerne er blevet teknologimodne.

En kommune er teknologimoden, når den sætter behovet før teknologien.

Med det mener jeg, at man ikke arbejder med teknologi for teknologiens skyld, men fordi man anskuer en teknologis potentiale ud fra en konkret vurdering af dens evne til at understøtte kommunens mål og visioner.

Heri ligger implicit den brændende platform med blandt andet den demografiske udvikling, mangel på arbejdskraft og nulvækst – og ikke mindst: borgernes tiltagende forventninger til den teknologimodne kommune.

Den kompetente linjeorganisation

Teknologimodenhed betyder også, at kommunen besidder de rette kompetencer til at få bragt relevante teknologier i spil på meningsfulde måder.

Det vedrører de medarbejdere, som i hverdagen er i direkte kontakt med borgerne. Det vedrører projektledere og andre, som har til opgave at introducere og trykprøve teknologien i et tæt samarbejde med frontmedarbejdere, jurister, økonomer med videre.

Og ikke mindst så stiller det nye krav om kompetencer til ledere på alle niveauer. For vil en kommune lykkes med velfærdsteknologi, så viser al erfaring, at det kræver et vedholdende ledelsesmæssigt fokus. Både når teknologier skal afprøves, men især når en teknologi skal leve videre i driften, efter at ”projektperioden” er ophørt.

Vi investerer i mere end én bundlinje

De rette kompetencer er et vigtigt skridt på vejen mod, at vi i kommunerne fortsat bliver bedre til at formulere de behov, som vi ønsker teknologien skal bidrage til at dække.

Når vi sætter behovene først, er vi nødt til at nuancere vores gevinstbegreb. Med det mener jeg, at kommunernes arbejde med velfærdsteknologi skal måles ud fra flere bundlinjer.

Innovation, arbejdsmiljø, trivsel, forebyggelse, kvalitet, oplevet livskvalitet med videre skal i udgangspunktet sidestilles med økonomien, når vi udtrykker vores forventninger til de næste 10 år.

Og når vi så i 2027 fejrer 20-års jubilæet, så håber jeg, at vi vil måle og veje teknologien ud fra dens bidrag til innovation og for dens evne til at understøtte de store og vigtige dagsordener på velfærdsområderne.

Læs mere her

Kilde: Altinget