Sundheds- og velfærdsteknologien spiller en større og større rolle i sundheds- og omsorgssektoren, men hvordan sikrer vi os, at vi får alle med på rejsen? Det stiller jurist og seniorkonsulent i Ældre Sagen, Dorthe Bjerremand Erichsen, skarpt på i sin keynote speak på Velfærdsteknologi anno 2024.

Tilmeld dig Velfærdsteknologi anno 2024 her

Hvordan sikrer vi, at de ældre borgere i samfundet også kommer med på den velfærdsteknologiske rejse?

I Danmark udbredes hver dag nye initiativer, hvor sundheds- og velfærdsteknologi spiller en central rolle. Det gælder også på ældreområdet, hvor teknologierne har stort potentiale til at styrke den enkeltes livskvalitet og velfærd.

Det kan dog være svært at få alle ældre borgere med på rejsen, og derfor er det også afgørende vigtigt, at vi ser nærmere på, hvordan vi får alle med – også dem, der er skeptiske og ikke er vant til teknologier, påpeger jurist og seniorkonsulent i Ældre Sagen, Dorthe Bjerremand Erichsen.

Den 03. oktober er hun inviteret ind som keynote speaker ved årets højdepunkt i CareNet-regi, konferencen for Velfærdsteknologi anno 2024, som afholdes i samarbejde med Teknologisk Institut og Danish.Care. Og her vil hun sætte fokus på de ældre borgere i samfundet, og hvordan vi får dem med på den velfærdsteknologiske rejse.

En overraskende undersøgelse

Tidligere på året lavede Ældre Sagen en undersøgelse af befolkningen holdning til velfærdsteknologi, og her kom en række interessante tal frem, som Dorthe Bjerremand Erichsen vil dykke ned i på Velfærdsteknologi anno 2024.  

Faktisk var der tal i undersøgelsen, der overraskede – blandt andet fremgik det, at der var en udbredt skepsis i befolkningen, når det kommer til brugen velfærdsteknologi hos ældre borgere, hvilket du kan læse CareNets take på her.

- Ældre Sagens undersøgelse fra foråret 2024 viste, at der er en udbredt skepsis i befolkningen, når det kommer til brugen af velfærdsteknologi blandt ældre borgere – og det overraskede mig enormt. Det vil jeg stille skarpt på under mit oplæg, og så vil jeg dykke ned i, hvad denne skepsis kan skyldes, fortæller Dorthe Bjerremand Erichsen og fortsætter:

- Jeg vil fortælle mere om, hvad Ældre Sagen tænker om undersøgelsens resultater, og så vil jeg se nærmere på, hvordan vi kan få ældres liv og velfærdsteknologi til at gå op i en højere enhed. Det er vigtigt, at vi ser nærmere på, hvordan vi får de ældre med på rejsen – og mange vil rigtig gerne, men vi kan ikke skære alle over en kam. Ældre er forskellige… Nogen favner teknologien, mens andre er mere tilbageholdende og skeptiske. Så hvordan formår vi også at favne dem?

Hvordan får vi de ældre med på rejsen?

Dorthe Bjerremand Erichsen er ikke i tvivl om, at sundheds- og velfærdsteknologiske hjælpemidler er en del af løsningen på den manglende arbejdskraft, der i disse år opleves i sundhedssektoren.

Hun påpeger dog, at velfærdsteknologien i sig selv ikke er løsningen. Det handler om den enkelte borger. Det er borgeren og dennes behov, der skal tages udgangspunkt i.

- Vi kan gøre rigtig meget ved hjælp af teknologi – og det skal vi også. Vi skal udnytte de potentialer, velfærdsteknologierne bringer. Men vi skal også huske på, at velfærdsteknologi i sig selv ikke nødvendigvis er en garanti for, at den enkelte ældre får en god pleje. I stedet skal vi fokusere på fagligheden. Det handler om, at sundhedspersonalets faglighed og velfærdsteknologi tænkes sammen. På den måde får vi i sidste ende de bedst mulige resultater, påpeger hun og fortsætter:

- I bund og grund handler det om, at vi til en start sætter fokus på den enkeltes behov. Derpå kan vi se på løsninger, der giver mening og som skaber den livskvalitet og velfærd for borgeren, som jo er det, vi alle ønsker. Og så er det vigtigt, at man også tænker i tilfredsstillende alternativer for de ældre, der ikke kan benytte sig af velfærdsteknologi – vi kan og må ikke skære alle over en kam.

Fortsætter diskussionen i paneldebatten

Dorthe Bjerremand Erichsen er ikke blot keynote speaker på Velfærdsteknologi anno 2024. Hun deltager også i den afsluttende paneldebat med det overordnede spørgsmål; Hvordan kan vi løse fremtidens udfordringer på sundheds- og velfærdsområdet?

Her vil hun fortsætte sit fokus på de ældre borgere, og samlet set håber hun, at deltagerne på konferencen kan gå hjem med en rygsæk fyldt med ny inspiration og nye perspektiver.

- Jeg håber, at deltagerne på konferencen går hjem med en forståelse af, at velfærdsteknologi er kommet for at blive. Samtidig håber jeg også på, at de får en forståelse af individet midt i al teknologisnakken. Alle borgere – ældre som unge – er forskellige, og derfor skal velfærdsteknologien tage udgangspunkt i det og tilpasses til dem, der skal bruge det – også de svækkede ældre borgere. Velfærdsteknologi skal bruges, når det giver velfærd og livskvalitet til folks liv – når de får det bedre. Teknologien skal rent faktisk skabe velfærd, slutter Dorthe Bjerremand Erichsen.  

Kom med på Velfærdsteknologi anno 2024

Er du interesseret i at høre mere fra Dorthe Bjerremand Erichsen samt alle de andre oplægsholdere på Velfærdsteknologi anno 2024?

Konferencen nærmer sig med hastige skridt, men der er fortsat plads til flere deltagere.

Læs mere, dyk ned i det endelige program og tilmeld dig Velfærdsteknologi anno 2024 her

Deltag i arrangementet

PRAKTISK INFORMATION

Velfærdsteknologi anno 2024 (Deltagere)

Tid: Den 03. oktober 2024 klokken 08:00 - 16:00

Sted: Odense Congress Center, Ørbækvej 350, 5220 Odense

Arrangør: CareNet– Dansk netværk for sundheds- og velfærdsteknologi i samarbejde med Danish.Care og Teknologisk Institut

Priser:

CareNet- og/eller Danish.Care-medlemmer: 2.945 kroner eksklusiv moms

Ikke-medlemmer: 3.325 kroner eksklusiv moms

Prisen er inklusiv fuld forplejning i løbet af dagen

Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.