Nyheder

11

.

March

2025

Innovativ kørestolsløsning vinder årets nyhed på Health & Rehab

En uvildig dommerkomité pegede på Decon Mobilitys innovative kørestolshjul med indbygget bremsefunktion kaldet Eppur Dreeft, da Årets Nyhed – som dækker over årets mest innovative produkt – skulle kåres på Health & Rehab-messen i København.

Decon Mobility og virksomhedens innovative løsning, Eppur Dreeft, har vundet årets nyhed på Health & Rehab.

En uvildig dommerkomité skulle på messens første dag, den 04. marts, vurdere og evaluere 21 stærke kandidater, og her blev det Decon Mobilitys løsning, der løb med sejren og nu kan kalde sig vinderen af Årets Nyhed 2025.

Dermed vurderes Eppur Dreeft til at være det mest innovative produkt af deltagerne konkurrencen vurderet på baggrund af dets nyhedsværdi, nytteværdi, særlige egenskaber samt evnen til at forbedre livskvaliteten for brugeren og arbejdsforholdene for fagpersonale.

En smart og gennemtænkt løsning

Eppur Dreeft er helt konkret et innovativt kørestolshjul med indbygget bremsefunktion.  

Bremsefunktionen er gennemtænkt og virker glidende. Samtidig kræver det op til 80 procent mindre kraft at gøre brug af kørestolshjulet, som i øvrigt ikke giver brændemærker på hænderne under brug.

Produktet imponerede på tværs af dommerkomitéen. Særligt produktets enestående kombination af funktionalitet, design og innovation faldt i dommernes smag – ligesom det også gjaldt for produktets fokus på brugervenlighed og intuitiv betjening.

I dommerkomitéen var der bred enighed om, at Eppur Dreeft kan være med til at skabe en markant forbedring for brugeren.

En glad direktør modtog roser  

Martin Fog Thomsen, som er direktør i Decon Mobility, tog imod prisen og kunne i samme ombæring lade sig hylde som vinder med rosende ord fra medlemmerne af dommerkomitéen.

Fra velfærdsteknologichef i Aarhus Kommune og medlem af dommerkomitéen, Ivan Kjær Lauridsen, lød der store roser for et grundigt forarbejde, som nu har udmøntet sig i et særdeles funktionelt, elegant og designmæssigt stærkt produkt, som kan gøre en forskel:

- I 2025 ser vi et felt af særdeles spændende produkter, som hver især afspejler grundig research og udvikling. Funktionalitet, elegance og design går op i en højere enhed i årets vinderprodukt, og det er tydeligt, at forarbejdet har været ekstremt grundigt og brugerbaseret. Selv hjulets spin er smukt, lød det fra Ivan Kjær Lauridsen.

Hyldest til året runner ups

Selvom Decon Mobility og løsningen Eppur Dreeft var i fokus ved ceremonien, så blev der også sat tid af til at hylde de andre 21 løsninger på Health & Rehabs newsområde.

I særdeleshed de to løsninger, der kom tættest på sejren – nemlig anden- og tredjepladsen i kandidatfeltet.

Andenpladsen gik til Scewo Bano, som er en trappe-elkørestol. Ifølge dommerkomitéen vil løsningen formentligt komme på mange ønskelister rundt omkring, da produktet på unik vis kombinerer mobilitet med innovative løsninger, som kan gøre en stor forskel for brugere med særlige behov.

Tredjepladsen blev tildelt til Axitare medicinrobotten. Selvom medicinrobotter efterhånden er et velkendt fænomen, så ligger produktets nyhedsværdi i dens evne til at håndtere dosispakker, dispensere pulver, væsker og enkeltpiller. Desuden kan den fjerndosere og suppleres med skærmbesøg. Axitares medicinrobot anvendes allerede i Finland hos over 3.000 borgere og demonstrerer et stort potentiale for fremtidig udbredelse.

Kåringen af Årets Nyhed på Health & Rehab blev arrangeret af Danish.Care – i samarbejde med DokkX Aarhus og Social- og Boligstyrelsen. Prisen er en anerkendelse af det store arbejde, der ligger i at udvikle løsninger, som skaber reel værdi i social-, sundheds- og plejesektoren.  

Læs mere om alle 21 nominerede produkter i News-kataloget her

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.