CareNet byder velkommen til Icura, som via en digital træningsløsning guider og motiverer brugerne til mere og bedre hjemmetræning.
Icura, som står bag en smart digital datadrevet træningsløsning, er nyt medlem af CareNet.
Løsningen fra Icura er en kombination af træning og aktivitetstracking, som foregår ved hjælp af en app, et tilpasset træningsprogram og sensorer. Til sammen sikrer det, at borgere får mulighed for at træne i eget hjem, mens behandleren og borgeren selv kan følge udviklingen.
Det giver en unik mulighed for at styrke dialogen mellem behandler og borger, og at skræddersy træningsindholdet til det reele niveau hos den enkelte borger. Det sikrer større selvhjulpenhed og livskvalitet for brugerne.
Sikrer fysisk aktivitet og egenmestring
Virksomheden har mere end 10 års erfaring i branchen og tilbyder en service, der skaber bevislig værdi for flere diagnosegrupper.
- For Icura er fokus på den enkelte borger. Flest mulige skal kunne mestre egen hverdag, og det skal være så simpelt og motiverende som muligt at integrere mere fysisk aktivitet i hverdagen. Icura giver mulighed for at træne på distancen – uden at gå på kompromis med træningens effekt, fortæller sundhedsfaglig specialkonsulent hos Icura, Sofia Tillitz Roth, og fortsætter:
- Det betyder også, at Icura’s løsning henvender sig til en bred vifte af borgere. Det kan være borgere i genoptræningsforløb efter indlæggelse eller operation, eller ældre borgere, som skal løfte sit funktionsniveau og styrke. Det kan også være borgere i cancerforløb, hvis immunforsvar er svækket, og som derfor foretrækker ikke at skulle møde op på et sted med mange mennesker, eller kronikere med diabetes, KOL eller hjerte/karsygdomme.
Træning med Icura foregår på den måde, at den enkelte borger henter en app ned på sin smartphone. Her kan borgeren tilgå sit helt eget trænings- og aktivitetsprogram oprettet af en fysioterapeut eller ergoterapeut. Icura hjælper således borgeren med at kunne følge de sundhedsfaglige anbefalinger for at sikre bedst mulig effekt af forløbet.
Og for netop at måle på effekten kan dette kombineres med Icura’s kropsbårne sensorer, som kan måle på effekten af den udførte træning. Disse data kan efterfølgende tilgås af behandleren, som på den måde kan skræddersy træningen og løbende tilpasse indholdet til den enkelte borger.
De mange fordele
Et randomiseret klinisk studie, hvor flere end 300 borgere deltog, viser, at Icura-træning har samme effekt som et konventionelt forløb – endda med 50 procent reduktion i fremmøde til fysisk træning.
Og ifølge Sofia Tillitz Roth bringer brugen af Icura også flere positive effekter med sig – både for den enkelte borger, men også for kommuner, regioner og de enkelte medarbejdere.
- Den åbenlyse positive effekt er, at borgerne styrker deres kroppe og dermed også styrker deres evne til at mestre egen hverdag. Men derudover giver det også borgerne mulighed for at prioritere deres hverdag. De sparer tid og energi på transport frem og tilbage til deres behandlere, og kommunen sparer transportomkostninger og frigør tid for medarbejderne. Det giver fleksibilitet for alle parter, fortæller hun og fortsætter:
- De sidste par år har vi haft meget fokus på hvad der sker på den anden side af et træningsforløb i kommunen. I denne overgang handler det om at fastholde de gode vaner, som er bygget op i forbindelse med forløbene, og derfor har vi tilføjet muligheden for, at brugeren kan træne videre med Icura på egen hånd. Det skaber værdi for den enkelte borger, og det er noget, vi mærker stor efterspørgsel på fra sundhedsvæsenet, da det er med til at reducere antallet af genhenvisninger.
Icura er foreløbig implementeret i 30 kommuner og regioner i Danmark og Sverige.
Glæder sig over samarbejdet
Sofia Tillitz Roth fortæller, at der er stor glæde over, at Icura nu er blevet medlem af CareNet. Medlemskabet skal i første omgang primært bruges til at dele viden og erfaringer med andre medlemmer af netværket.
- For os handler medlemskabet om videndeling af de gode erfaringer – både vores egne, men også andres erfaringer. Vi har gennem mange år arbejdet tæt sammen med både kommuner og regioner. Samarbejdet på tværs har sikret, at vores løsning hele tiden passer til behovet i praksis – og det er vigtigt. Behovet ændrer sig løbende, og derfor skal vi ikke være statiske men dynamiske, og det bliver vi gennem samarbejde – både i branchen, men også hos selve brugerne, fortæller hun og fortsætter:
- Vores erfaringer viser, at implementering og skalering kræver et meget tæt samarbejde mellem udbyder og aftager. Det kræver vidensdeling og sparring, og det mener vi, at vi også kan få via CareNet. Og så glæder vi os til at deltage i en masse arrangementer, som åbner for spændende og givende dialoger. Vi har været med til CareNet-events før, og det ser jeg stor værdi i, at vi nu også kommer til at være fremover.
Netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, byder Icura velkommen og glæder sig til samarbejdet.
- Det er glædeligt, at vi nu kan åbne netværkets døre for Icura. Virksomheden kommer med en masse erfaring fra branchen, og deres løsning, som blandt andet sikrer fysisk aktivitet og træning på distancen, er rigtig god. Jeg har tidligere set løsningen blive afprøvet, og jeg synes, at det giver rigtig god mening. Motivationsfaktoren i denne type træning er meget vigtig, og med sensormonitoreringen taler Icura lige ind i dette, fortæller Anders Lyck Fogh-Schultz og fortsætter:
- Icura nævner selv, at implementering og skalering kræver tæt samarbejde mellem alle parter, og det kræver selvfølgelig videndeling og sparring på tværs. Som sundheds- og velfærdsteknologisk netværk vil CareNet helt naturligt bidrage til dette. Jeg glæder mig til at introducere Icura for netværket allerede den 14. maj, hvor virksomheden deltager som udstiller ved vores konferencedag om arbejdskraftfrigørende teknologier.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.