CareNet byder velkommen til IBG ProReact, som er en dansk, privatejet softwarevirksomhed. IBG ProReact er specialiseret i social IT og leverer velfærdsteknologiske løsninger til den offentlige sektor.
IBG er udviklet med henblik på at støtte mennesker med kognitive og fysiske funktionsnedsættelser. Kommunikationsløsningen er en online platform, der hjælper borgere og medarbejdere med at orientere sig i hverdagen, så de lettere kan planlægge og kommunikere om dagens indhold.
IBG kan tilgås fra forskellige enheder såsom store, interaktive touchskærme i fællesarealer, og for den personlige og målrettede kommunikation via smartphones og tablets.
Fælles livsstyringsværktøj
Platformen tillader borgere og medarbejdere hurtigt og intuitivt at danne sig overblik over hverdagen. Det sker ved hjælp af forskellige funktioner, hvor brugerne kan tilgå informationer om blandt andet aktiviteter, madplan, nyheder, vejr og vagtplan. IBG faciliterer derudover små sociale netværk, hvor borgerne og medarbejderne via egne profiler kan lave opslag, kommentere og skabe kontakter i lukkede trygge rammer. Her kan brugerne også lægge billeder i gallerier og tagge hinanden.
IBG styrker borgernes digitale og sociale kompetencer samt gør dem mere selvhjulpne. Derudover skaber platformen gennemsigtighed, forudsigelighed og tryghed.
Vil deltage i samfundsdebatten
Martin Vittrup fra IBG ProReact fortæller, at der er flere grunde til, at de har valgt at melde sig ind i CareNet.
- Vi vil gerne deltage i samfundsdebatten og velfærdsteknologiske netværk, så vi ved, hvad der rører sig i branchen. Vores produkt er baseret meget på input fra borgerne og medarbejderne, og vi vil derfor gerne snakke med velfærdsteknologikonsulenter og de fagpersoner, der arbejder med velfærdsteknologi.
IBG platformen anvendes i dag i mere end 25 kommuner i Danmark, og de første kommuner er kommet med i Norge.
Netværksleder i CareNet, Anders Lyck-Fogh Schultz, byder IBG ProReact velkommen til netværket og ser frem til samarbejdet.
- Ud over traditionelle hjælpemidler og velfærdsteknologier er digitale sundheds- og overbliksløsninger meget oplagte og relevante i vores store netværk. Sundheds-IT tilbyder gode muligheder for kommunikation – borger til borger, borger til pårørende og borger til personale. Overblik i en travl hverdag er altafgørende for både trivsel og arbejdsglæde, og netop IBG ProReacts løsning har potentialet til at gøre hverdagen lettere. Jeg ser frem til at vise resten af netværket løsningens mange anvendelsesmuligheder, bl.a. på socialområdet, slutter Anders Lyck Fogh-Schultz.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.