Ny tale-til-tekst-feature skal gøre dagligdagens mange dokumentationsopgaver lettere for sundhedspersonale med læse- og skrivevanskeligheder og ordblindhed.
Alle fra børn i folkeskolen, unge på ungdoms- og videregående uddannelser og personer på arbejdsmarkedet kan opleve problemer med at læse og skrive.
Læse- og skrivevanskeligheder og ordblindhed har nemlig ingen aldersbegrænsning. Det er noget, man bærer med sig hele livet. Men det skal ikke stå i vejen for ens muligheder, når man kommer ud på arbejdsmarkedet. Det mener LST-konsulent hos Vitec MV, Ditte Hoel Faber.
- Som fagprofessionel indenfor værktøjer, der skal gøre det lettere for personer med læse- og skrivevanskeligheder og ordblindhed at fungere på lige vilkår med alle andre, oplever jeg, at der stadig er meget tabu omkring læse- og skrivevanskeligheder og ordblindhed. Folk er bange for at blive oplevet som mindre begavet eller som værende ’ikke gode nok’ til deres arbejde – og det er et stort problem, når man arbejder i sundhedssektoren, hvor dokumentationsopgaver er en fast del af arbejdsgangen, fortæller hun og fortsætter:
- Dygtigheden findes jo ikke i at læse og skrive, når man eksempelvis arbejder som SOSU-assistent. Selvom man skal lave en del dokumentationsopgaver som SOSU, kan man jo sagtens være omsorgsfuld, nærværende og udføre et exceptionelt stykke plejende arbejde. Derfor er det vigtigt, at vi understøtter folk med læse- og skrivevanskeligheder, så de her dygtige medarbejdere kan fokusere på det, der i virkeligheden betyder noget, nemlig den gode pleje.
Ny feature skal hjælpe på vej
Ditte Hoel Faber arbejder til dagligt hos CareNet-medlem Vitec MV, hvor hun leverer værktøjer til personer med læse- og skrivevanskeligheder. Det gør de blandt andet ved hjælp af deres læse- og skriveværktøj, IntoWords, som er funderet på den nyeste viden inden for læse- og skriveteknologi.
Nu er en ny feature, som skal gøre det endnu nemmere for personer med disse problemer, blevet tilføjet til programmet.
- Efter stor efterspørgsel, er tale-til-tekst nu klar i IntoWords. Det er en feature, der gør, at vores brugere let kan indtale og omsætte deres ord til tekst i alle former for programmer og platforme. Featuren indeholder samtidig automatisk tegnsætning og kan på den måde være med til at styrke arbejdsflowet, fortæller Ditte Hoel Faber.
Programmet fungerer på den måde, at man blot skal trykke på ’indtal-symbolet’ i IntoWords, hvorefter brugeren indtaler sit budskab. Herefter omsættes det indtalte automatisk til tekst med tegnsætning.
- I den dokumentations- og journaliseringsverden, vi lever i, er IntoWords et godt værktøj til personer med læse- og skrivevanskeligheder – og med tilføjelsen af tale-til-tekst mener jeg, at vi kan skabe endnu større værdi i praksis for alle sundhedsansatte. Som virksomhed går vi meget op i at skabe læse- og skrivevenlige arbejdspladser, hvilket vil sige, at IntoWords ikke blot er skabt til personer med læse- og skrivevanskeligheder – det er lavet til alle medarbejdere på en given arbejdsplads, fortæller Ditte Hoel Faber og uddyber:
- Alle kan have gavn af værktøjet. Det kan være, at man har behov for en hjælpende hånd til at sætte kommaer og tjekke nutids-r, få læst tekster op imens du er på farten eller simpelthen fordi det for eksempel kan være lettere at indtale dokumentation i stedet for at skrive.
Skaber glæde i kommunerne
Når man spørger omkring i kommunerne, har flere også tilkendegivet deres forhåbninger for den nye feature. En kommune udtaler:
- Vi har set frem til, at tale-til-tekst er blevet lanceret i IntoWords. Dét at man kan få hjælp, så man blot skal indtale, og så omdannes ordene til tekst med kommaer og punktummer, er en utrolig værdifuld feature. Det kan hjælpe vores medarbejdere med læse- og skrivevanskeligheder og ordblindhed til at spare tid og ikke mindst en masse frustrationer i forbindelse med de enorme mængder af dokumentationsopgaver, vi har pligt til at udfylde.
Tidligere undersøgelser af brugen af IntoWords i Københavns Kommune har blandt andet vist, at værktøjet har været med til at forbedre kommunikationen og dokumentationen samt øget trivslen og arbejdsglæden hos medarbejderne, som ovenikøbet har fået mindsket sygefraværet siden implementeringen.
Derudover har IntoWords gjort, at man har sparet tid og ressourcer i Københavns Kommune, hvilket også lægger sig op ad undersøgelser indenfor området, som viser, at det for den enkelte medarbejder sparer 12-25 minutter om dagen i snit.
Læs mere om IntoWords og tale-til-tekst-featuren her.
Vitec MV er medlem af CareNet
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.