Mere glæde, mere energi og i mange tilfælde bedre evne til at klare sig i hverdagen. Det er status for borgere, der har gennemgået et digitalt træningsforløb med hjemmehjælpere udarbejdet af DigiRehab.
I Horsens Kommune skal medarbejdere i hjemmeplejen nu træne med de borgere, de kommer hos i forvejen. Sådan lyder evalueringen på det pilotprojekt, kommunen har kørt med DigiRehab i den seneste tid. Vurderingen af pilotprojektet er, at muligheden for hjemmetræning er til glæde for både borgere og medarbejdere.
På den baggrund har udvalget for velfærd og sundhed i Horsens Kommune besluttet, at tilbuddet skal gælde i hele hjemmeplejen, efter metoden med succes er afprøvet i Lund, Egebjerg og Vestbyen og i en gruppe hos Berits Hjemmepleje.
- Borgerne oplever øget selvmestring, mere energi og større overskud i hverdagen. Både borgere og medarbejdere oplever merværdi i hverdagen ved at træne sammen og have tid til mere snak. Medarbejderne oplever mere energi, øget fysisk formåen og større arbejdsglæde efter opstart af træningen, lyder konklusionen.
Kan selv gå i bad
Det nye koncept er udarbejdet i et samarbejde mellem Horsens Kommune og DigiRehab. Samarbejdet sikrer et program med øvelser, der er målrettet den enkelte borger. Hjemmehjælperen kan være praktisk støtte for borgeren, motivere borgeren og kan også vælge at træne med – men det er ikke et krav.
DigiRehabs system er udviklet således, at tilrettelæggelse af øvelserne og selve træningen er lagt i hænderne på social- og sundhedspersonale i kommunen. Først screenes den enkelte borger, svarene herpå bliver lagt ind i DigiRehabs system, hvorpå systemet laver et forslag til, hvilke træningsøvelser der giver mening for den enkelte borger. Løbende screeninger kan efterfølgende sikre, at borgerens træningsprogram tilpasses deres fysiske formåen, hvis der skulle ske ændringer i denne.
Systemet er designet til, at de ældre borgere, som i forvejen modtager hjemmepleje, kan træne deres kroppe stærkere, så de enten bliver bedre til at klare de små hverdagsopgaver i hjemmet – eller, at tempoet på nedsættelsen af kroppens funktionsdygtighed bliver fladet mere ud.
Udviklingen hos en mandlig borger viser en kæmpe forandring. Før forløbet kunne han ikke selv gå i bad, han brugte sin rollator, når han gik rundt i sit hjem, og sin elscooter, når han handlede. Efter forløbet kunne han selv tage bad, gå rundt i hjemmet uden rollator og handle bare ved støtte fra sin rollator.
Helt generelt vurderer hjemmehjælperne, at træningen har løftet borgernes funktion og givet mere energi. Langt de fleste medarbejdere siger, at træningen med borgeren har givet mere arbejdsglæde og et bedre forhold til borgeren.
Bedre til at klare hverdagen
Et rigtigt godt projekt, lyder det fra formanden for udvalget for velfærd og sundhed i Horsens Kommune, Ellen T. Schmidt (S), som peger på, at den nye opgave også er med til at løfte arbejdsglæden i personalegruppen.
Konklusionen baseres på en spørgeskemaundersøgelse blandt en del af de 38 medarbejdere, der er blevet undervist i konceptet, samt interview med tre af de 31 borgere, der har deltaget.
Målet er, at træningskonceptet bredes ud i hele kommunen i løbet af april 2021.
Du kan møde DigiRehab, når CareNet afholder temadag om ’Træning og rehabilitering med velfærdsteknologi’, under overskriften: Hvor søger jeg min fremtidige faglige viden i forhold til velfærdsteknologi til træning og rehabilitering?
Her ser vi nærmere på DigiRehab som IT-løsning, der understøtter hjemmeplejepersonale i at levere målrettet fysisk træning til ældre, der får hjemmepleje, samt Viborg Kommunes rejse med afprøvning af DigiRehab i 2016-2017 og den efterfølgende implementering af DigiRehab til hele hjemmeplejen.
Temadagen er rykket til den 2. juni 2021 fra 08:30 - 16:00 i VIA University Colleges lokaler, Hedeager 2, 8200 Aarhus N.
Horsens Kommune og DigiRehab er medlemmer af CareNet.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.