Nyheder

27

.

August

2024

Hjælpemiddelområdet skal forenkles og styrkes fagligt

Snart starter forhandlingerne om den fremtidige struktur af sundhedsvæsenet, og i den forbindelse giver CareNet-medlem Ergoterapeutforeningen otte politiske anbefalinger på hjælpemiddelområdet.

Hvordan ser sundhedsvæsenet ud i fremtiden?

Det spørgsmål hænger fortsat i luften forud for den snarlige åbning af de politiske forhandlinger om, hvordan den fremtidige struktur af sundhedsvæsenet skal se ud.

Regeringen har varslet, at der blandt andet skal ske en forenkling af reglerne på hjælpemiddelområdet. Og her vil man blandt andet tage udgangspunkt i de anbefalinger, som sundhedsstrukturkommissionen lagde frem i løbet af juni måned.

Her blev det blandt andet anbefalet, at ansvaret for tildeling af behandlingsredskaber og hjælpemidler samles og/eller præciseres - så borgere ikke fanges mellem to stole.  

Mange interessenter og politisk tovtrækkeri

Hvordan den fremtidige struktur af sundhedsvæsenet kommer til at se ud, er af gode grunde fortsat uvist. De politiske forhandlinger lader nemlig fortsat vente på sig.

Men spørger man CareNet-medlem, Ergoterapeutforeningen, så forventes det, at der vil være en del politisk tovtrækkeri. Der er nemlig mange interessenter og nøglespillere på området, der hver især byder ind med forskelligartede forslag til, hvordan en forenkling af sundhedsvæsenet kan se ud.

Her nævnes det blandet andet, at regionerne gerne vil overtage hjælpemiddelområdet fra kommunerne, mens Kommunernes Landsforening ønsker at beholde området – og samtidig tage øget ansvar for alle genbrugshjælpemidler.

Ergoterapeutforeningen er én af de mange interessenter, og fra foreningens side påpeges det, at ergoterapeuter faktisk er den primære faggruppe på hjælpemiddelområdet. Og netop derfor har Ergoterapeutforeningen nu fremlagt otte politiske anbefalinger på hjælpemiddelområdet.

- Vi arbejder i en politisk virkelighed, hvor der er mange forskelligartede interesser og en stor økonomi på spil. I Ergoterapeutforeningen er vi glade for, at hjælpemiddelområdet er blevet politisk aktuelt og får politisk opmærksomhed, samtidig er vi optagede af at sikre, at nye regler på området hviler på faglige vurderinger og bliver gjort klogt, siger Tina Nør Langager, som er formand for Ergoterapeutforeningen.

De otte politiske anbefalinger

Ergoterapeutforeningens anbefalinger er delt ind i tre overordnede kategorier; struktur, regelforenkling og viden.

NY STRUKTUR med tydeligt ansvar og høj faglighed:

  1. Kvikskranker skal bemandes med fagligt uddannet personale
  1. Ophæv afgrænsningscirkulæret og giv et tydeligt ansvar for kropsbårne hjælpemidler
  1. Fastsæt en maksimal sagsbehandlingsfrist

REGELFORENKLING der sætter mennesket først:

  1. Lovgivningen på hjælpemiddelområdet skal samles i en lovgivning
  1. Giv tydeligt ansvar for midlertidige hjælpemidler
  1. Afskaf opdelingen mellem forbrugsgoder og hjælpemidler

SPECIALISERET VIDEN og evidensbaseret praksis

  1. Opret enheder med specialiseret viden til særlige handicap
  1. Opret nationalt videnscenter for hjælpemidler og velfærdsteknologi

Ny samlet hjælpemiddellov skal skabe ensretning

Ergoterapeutforeningens klare anbefaling er, at den fremtidige struktur af sundhedsvæsenet udarbejdes med særlig fokus på faglighed og kvalitet.

- Der er behov for, at politikere ser på hjælpemiddelområdet med alvor og skaber de bedst mulige rammer for sagsbehandlere og borgere. Det kræver blandt andet en samlet lovgivning på området, lyder det fra Tina Nør Langager, inden hun fortsætter:

- Vi skal for det første skabe en bedre struktur i hjælpemiddelformidlingen, for det andet skal vi rydde op i bureaukratiet. Og for det tredje skal vi sikre en faglighed både i forhold til forskning, særlig viden om særlige handicaps samt sikre, at det er de sundhedsfaglige vurderinger, som danner grundlaget i hjælpemiddelformidling – uanset hvilket hjælpemiddel, der er behov for.

Her påpeges det blandt andet, at man ser stor vigtighed i, at der udarbejdes en konkret og samlet hjælpemiddellov, som matcher de udfordringer, der opleves på tværs af hele landet – med henvisning til at praksis i de enkelte kommuner i dag er forskellig fra kommune til kommune.  

Ergoterapeutforeningen er medlem af CareNet

ERGOTERAPEUTERS OPLEVELSE AF HJÆLPEMIDDELOMRÅDET  

  • 80 pct oplever at skulle bruge unødvendig meget tid på samarbejde mellem kommune og region om hjælpemidler.  
  • 45 pct oplever, at samarbejdet mellem kommune og region ofte kommer borgeren til last
  • 56 pct af ergoterapeuter oplever, at sondringen mellem hjælpemidler og forbrugsgoder kræver uhensigtsmæssig sagsbehandlingstid.  
  • 49 pct oplever at skulle gå på kompromis med deres faglighed i forhold til valg af rette hjælpemiddel pga. begrænsninger i lovgivningen.  
  • 38 pct i oplever at skulle gå på kompromis med deres faglighed i forhold til valg af rette hjælpemiddel pga. økonomiske begrænsninger.
  • 32 pct oplever, at der er over 2 måneders ventetid på hjælpemidler i deres kommune fra ansøgning til udlevering.

Kilde: Ergoterapeutforeningen

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.