5

.

March

2024

Helpii er nyt medlem af CareNet

CareNet byder velkommen til Helpii, som er en digital platform, der formidler evidensbaseret træningsøvelser og sundhedsinformation på en let tilgængelig måde.

Virksomheden Helpii, som via den digitale platform, Helpii.dk, gør det muligt at digitalisere dele af forebyggelses- og rehabiliteringsindsatsen i kommunerne, er nyt medlem af CareNet.

Virksomheden har skabt en platform, der fungerer som et konkret værktøj til at understøtte borgernes egenmestring i eget hjem. Det sker ved hjælp af en række onlinekurser, hvor borgerne kommer igennem en serie af animations- og træningsfilm.

De enkelte kurser, som omhandler alt fra forebyggelse af fald til forebyggelse af inkontinens samt træningsøvelser, er udviklet i samarbejde med fagpersonale og faglige eksperter.

Løsningsorienteret kommunikation i øjenhøjde

Med Helpii kan medarbejderne i kommunen tilbyde borgerne onlinekurser – både før, under og efter et forløb i kommunen. Og allerede nu har Helpii vist, at forebyggelse kan nå ud til en bred gruppe af borgere i kommunerne via virksomhedens platform.

- Helpii bruges i dag på en række områder ude i kommunerne. Med Helpii kan kommunerne ved hjælp af digital forebyggelse udskyde tidspunktet for, at borgerne søger om ydelser hos kommunen - med meget begrænset medarbejderinddragelse, fortæller Partner i Helpii, Ivar Havsteen-Mikkelsen, og fortsætter:

- Vores nyeste skud på stammen er, at kommunerne kan flytte dele af visitationen fra at være fysiske ydelser til digitale ydelser. Det kan være, når en borger søger om et nødkald, en blebevilling eller om rengøringshjælp. Her bliver borgerne i stedet tilbudt vores ’Før Nødkald’-kursus, ’Før Bind og Bleer’-kursus eller vores ’Før Rengøring’-kursus.

Ved hjælp af animations- og træningsfilm giver de enkelte kurser borgerne ny viden i forhold til, hvad det enkelte problem kan skyldes, og giver samtidig konkrete træningsøvelser, der kan være med til at afhjælpe problemet.

Derudover finder borgeren også en række gode råd i kurserne, som kan følges, samt konkrete redskaber til at ændre små ting i hverdagen, der kan gøre en stor forskel.

Kan nedsætte behovet for ydelser

Praksiserfaringerne viser, at Helpii reelt kan gøre en forskel ude i virkeligheden.

- I en gennemsnitskommune er der mellem 1200 og 1800 borgere, som årligt bruger Helpii til at gennemføre online digitale forløb. Vores erfaringer fra kommunerne viser, at omkring 50 procent af borgerne, som søger om en ydelse, i første omgang vil blive tilbudt Helpiis kurser, fremfor at blive tildelt ydelsen, forklarer Ivar Havsteen-Mikkelsen og fortsætter:

- Ved hjælp af Helpii skal den enkelte borger efterfølgende arbejde med sig selv og lave de øvelser, der giver mening ud fra den enkeltes udfordring, i minimum tre måneder. Herefter vurderes borgerens ansøgning igen, og det afgøres om den enkelte skal tildeles den efterspurgte ydelse eller ej. På den måde finder nogle borgere i opløbet ud af, at de faktisk kan klare problemet uden den efterspurgte ydelse. Og det giver i sidste ende borgerne mulighed for i højere grad at klare hverdagen selvstændigt og på egen hånd.

Ifølge Ivar Havsteen-Mikkelsen kan Helpii benyttes som værktøj af en lang række sundhedsmedarbejdere.

- Brugen af Helpii giver god mening i mange henseender. Det kan eksempelvis bruges af terapeuter, kontinenssygeplejersker eller forebyggelsesmedarbejdere – både før, under og efter en borgers træningsforløb. Det samme gælder for omsorgs- og plejemedarbejdere, hvor Helpii bruges til at understøtte borgeren med at gennemføre træningsøvelser samt til at tale om øvrige forhold som for eksempel kost, indretning og hjælpemidler, fortæller han og fortsætter:

- Helpii kan også være med til at sikre, at en borger ikke falder mellem to stole. Det er langt fra en ukendt problematik, at der kan være udfordringer, når en borger udskrives fra hospitalet og efterfølgende skal over i et rehabiliteringsforløb i kommunen. Her faciliteres overgangen ved, at fagmedarbejderen på hospitalet anviser bestemte kapitler/øvelser på Helpii og på den måde samarbejder med genoptræningsmedarbejderen i kommunen.

Et led i at fortsætte udviklingsrejsen

Hos Helpii glæder man sig over nu at være blevet en del af CareNet. Ivar Havsteen-Mikkelsen håber på, at medlemskabet kan være med til at sikre, at virksomheden fortsætter sin udviklingsrejse.

- Hos Helpii ser vi en stor værdi i nu at være blevet en del af CareNets netværk. Vores koncept er udviklet i tæt samarbejde med en række kommuner, hospitaler og forskere, og netop derfor ser vi medlemskabet hos CareNet som en fantastisk mulighed for at forsætte denne udviklingsrejse, fortæller han og fortsætter:

- Vi har tidligere haft virkelig gode erfaringer med at deltage i CareNet-arrangementer, og derfor er vi også opsatte på, at deltage aktivt, når CareNet har noget spændende på plads i kalenderen. Vi glæder os til at møde andre medlemmer, sparre og drage nye erfaring derfra fremover.

Netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, byder Helpii velkommen og glæder sig til samarbejdet.

- Hos CareNet er vi rigtig glade for, at Helpii nu er med ombord. Jeg har tidligere stiftet bekendtskab med Helpii, da virksomheden i sin tid var blandt vores stærke kandidater i Danish.Cares acceleratorforløb for iværksætteri og sundhedsinnovation, CareTech Challenge 2021. Helpii er nået langt siden da og er fortsat i stor udvikling, og det ser jeg frem til at bidrage til gennem CareNet, fortæller han og fortsætter:

- Jeg sagde det i sin tid i forbindelse med CareTech Challenge, og nu siger jeg det igen. Helpiis platform har et stærkt fokus på den forebyggende indsats, og det går rigtig godt i takt med en af præmisserne for velfærdsteknologi og hjælpemidler – nemlig at den enkelte borger tager medansvar for egen situation. Og her er indsatser som træning, motivation og adgang til viden helt centrale. Jeg glæder mig til at introducere Helpii til netværket og ser frem til at samarbejde om virksomhedens spændende udviklingsrejse.

Læs mere om Helpii her

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.