Nyheder

30

.

September

2024

Gode erfaringer med musikalsk sansestimulering i motorisk børneterapi

Hannah Harboe, som er fysioterapeut med speciale i børn med neuropsykiatriske diagnoser, deler ud af sine erfaringer med sansestimulering i motorisk børneterapi ved hjælp af inmu-sansepuderne fra Inmutouch.

Motorisk uro, udfordringer med følelsesmæssig regulering, et sensibelt og overreagerende sansesystem og besværlighed med at indgå i sociale relationer.

Udfordringerne kan være mange, når det kommer til børn med neuropsykiatiske diagnoser som eksempelvis ADHD, ADD, OCD og autisme. Men hvordan kan vi egentlig hjælpe børnene og deres familier?

Musikalsk sansestimulering i motorisk børneterapi

Der findes mange forskellige metoder til at arbejde med de neuropsykiatriske diagnoser – blandt andet terapi. Og inden for terapien er der også mange forskelligartede arbejdsmetoder.

Målet er som udgangspunkt at få barnet til at finde ro. Det sker blandt andet ved at dæmpe den stimuli, som omverden påvirker det enkelte barn med. Her kan terapien være givende – og for Hannah Harboe, som er fysioterapeut med speciale i børn med neuropsykiatriske diagnoser, har musikalsk sansestimulering været et vigtigt middel i arbejdet med børnene.

Til det har hun blandt andet gjort brug af inmu-sansepuderne fra CareNet-medlem Inmutouch, og det har hun rigtig gode erfaringer med.

- Jeg bruger motorikken og kroppen til at arbejde med den udfordring, det enkelte barn har. Jeg har i den forbindelse brugt inmuRELAX rigtig meget – særligt i miljøskift, hvor barnet har noget at holde sig til, fortæller Hannah Harboe og fortsætter:

- For eksempel havde jeg en pige inden for det autistiske spekter. Hun havde rigtig svært ved alle miljøskift. Når hun skulle hen i børnehaven, sad hun bag på sin mors cykel, og moren kunne derfor ikke følge med i, hvad hun tog ind af stimuli. Så blev vi enige om, at vi tog klapvognen tilbage, hvor hun kan få en kaleche op og kan have inmuRELAX-puden på skødet. Når man så sidder med puden med et lydunivers, som er genkendeligt og som er beroligende, så er det med til at dæmpe uroen.

En konkret handleplan fra start

Det handler dog ikke bare om at give puden til det enkelte barn og dets forældre. Forarbejdet skal gøres ordentligt, hvis man skal opnå effekt. Det indbefatter blandt andet, at forældrene skal inddrages fra start – ligesom en konkret handleplan skal udarbejdes.

- inmu-sansepuderne står ikke alene – det er et punkt i en handleplan. Vi laver en handleplan, og jeg fortæller forældrene, hvordan de skal bruge puden til det enkelte barn. Man skal passe på med, at man ikke bare udleverer den og siger ’bare prøv den her’, men at man får gennemgået den og får at vide, hvad man egentlig skal gøre med den, lyder det fra Hannah Harboe, inden hun fortsætter:

- Efter tre uger evaluerer vi, og så kan jeg se, om det har haft en effekt. Hvis ikke, ser vi nærmere på, hvad der ikke duede. Hvad kan vi ændre på? Så ændrer vi på konceptet og handleplanen – og prøver igen. Lige pludselig lykkes det. Der er jo også en tilvænning for barnet.

Hannah Harboe har arbejdet med terapi i rigtig mange år. Hun blev uddannet fysioterapeut i 1987 og stiftede Børnefyssen i 2003, hvor arbejdet med børn med neuropsykiatriske diagnoser for alvor blev sat ind.

For hende giver det rigtig god mening, at man arbejder med handling – forstået på den måde, at man arbejder med det enkelte barns udfordringer gennem kroppen og motorikken.

- Rigtig meget af den terapi, der findes, er enormt verbal. Men når vi arbejder med kroppen, så er det her og nu. Og det kan tit give meget mere mening for børnene, fordi der ikke er så meget med ord – men handling. Det er derfor, jeg tror, at jeg har så gode resultater, som jeg har i min terapi med børn, slutter Hannah Harboe.

Du kan se hele indslaget med Hannah Harboe i videoen øverst i artiklen.

Læs mere om de forskellige løsninger fra Inmutouch her

Inmutouch er medlem af CareNet

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.