28

.

October

2019

Fynske forskere vil bekæmpe social angst med VR

Telepsykiatrisk Center i Odense skal i et nyt forskningsprojekt afdække, om virtual reality kan være et effektivt redskab til behandling af mennesker med angst og andre psykiske udfordringer.

Leder af Telepsykiatrisk Center i Odense, Mia Beck Lichtenstein, fortæller til fyens.dk, at det giver god mening at arbejde med virtual reality på Telepsykiatrisk Center i Odense.

- Man bruger det allerede til at aflede ved smertebehandling, for eksempel hvis man skal skifte forbindinger ved brandsår eller som underholdning til børn, der har brækket et ben. Så det gav god mening i et hus som vores - hvor vi bruger forskellige former for teknologi i behandlingen - at lave et projekt med virtual reality til social angst, fortæller hun.

VR: Trygt miljø til bearbejdning af ”worst case scenarios”

Projektet går i gang den 1. december, hvor i alt 90 forsøgspersoner skal medvirke. De 90 forsøgspersoner skal inddeles i tre grupper, hvor den ene gruppe vil blive behandlet med kognitiv adfærdsterapi, den anden gruppe vil blive eksponeret for virtuelle, angstprovokerende scenarier, og den tredje gruppe skal efter 10 uger i afspændingsterapi også arbejde med virtual reality, hvor de blandt andet skal svømme med delfiner.

Hensigten med de virtuelle scenarier er, at de skal afspejle ”worst case scenario”, og de vil derfor være uforudsigelige og grovere, end hvis de udspillede sig i den virkelige verden. Det skyldes, fortæller Mia Beck Lichtenstein, at virtual reality tillader forsøgspersonerne at arbejde med de værst tænkelige scenarier på en tryg måde.

- Med fornuftshjernen ved man, at man er i sikkerhed, men i den kunstige verden accepterer hjernen situationen og oplever derfor en meget angstprovokerende situation. Det er en måde at arbejde med sin fobi på på en tryg måde, forklarer hun.

Det er forsker og psykolog, Lars Clemmensen, der har skrevet historierne til videoerne. Lars Clemmensen er leder af projektet, og hans historier er baseret på situationer, mennesker med angst oftest er bange for.

- Mennesker med alvorlig social angst forsøger ofte at undgå disse situationer eller flygte fra dem. Men det gør faktisk deres tilstand værre, fordi man på den måde fortæller angsten, at der er noget at være bange for. Det får den til at vokse, og den kan på sigt blive meget invaliderende, siger han.

Hvis projektet bliver en succes, er det ambitionen, at Telepsykiatrisk Center skal tilbyde virtual reality til behandling af angst.

Kilde: fyens.dk

Læs mere her.

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.