Findes der en rigtig måde at innovere og implementere nye velfærdsteknologiske løsninger på?

En mindre fastlåst tilgang til innovations- og implementeringsprocessen skal ifølge TUCV bane vejen for, at velfærdsteknologiske løsninger kan supplere på omsorgs- og velfærdsområdet i fremtiden.

Vi har længe snakket om, at vi i fremtiden kommer til at mangle varme hænder på omsorgs- og velfærdsområdet. Og det faktum er ikke ændret. Spørgsmålet er dog, hvordan vi løser denne problematik.

Som Nationalt Netværk for Velfærdsteknologi har CareNet længe været fortalere for, at man bør se teknologiens vej. En mission vi deler med vores netværk. Så hvordan innoveres og implementeres de gode velfærdsteknologiske løsninger, så teknologien i fremtiden kan supplere de varme hænder? Det har vi spurgt vores erfarende medlemmer i Test- og Udviklingscenter for Velfærdsteknologi om (Fremover benævnt TUCV).

Den fejlagtige forståelse af sundhedspersonalets arbejde

Når man taler om sundhedspersonale og innovation i den offentlige sektor, ser man ofte den klassiske tegning af stenaldermændene, der trækker på en vogn med firkantede hjul, og takker nej til at anvende de runde hjul, fordi de ikke har tid.

Og det er sjovt, mener chefkonsulent hos TUCV, Anne Schlünsen, for det er ikke et billede hun kan genkende i sit daglige arbejde.

- Efter min bedste overbevisning er denne forståelse af sundhedspersonalet både forfejlet og nedladende. Fra TUCVs side oplever vi ikke, at der bliver sagt nej til gode løsninger. Vi oplever igen og igen, at der bliver taget imod nye gode løsninger med åbne arme, fortæller hun og fortsætter:

- Det, der bliver sagt nej tak til, er forsøg på enten at tvinge dem til at bruge tid på at opfinde det runde hjul, bruge tid på at bygge det runde hjul eller tid på at sprede det gode budskab gennem salg, patenter, IPR eller andre ’reklame’-fremstød. Og det er der ikke noget at sige til. Sygeplejersken, lægen, jordemoderen etc. har ikke tid til at skabe nye løsninger, da de har fokus på patienterne og ikke på ny og spændende teknologi – ikke fordi de ikke vil, men fordi de har en anden kerneopgave.

Ifølge hende kommer de gode ideer og løsninger fra fronten, da det er dem, der møder problematikkerne på første hånd i det daglige. Herefter er produktionen af resten af hjulet andres ansvar.

- Det er ikke frontlinjens medarbejdere, der skal stå for udvikling. Det må man have folk til. Folk, der løbende er i dialog med, fremviser prototyper til, hører og ser de medarbejdere, som vil komme til at bruge det nye hjul, siger Anne Schlünsen.

Men denne proces er ifølge hende heller ikke helt ligetil. En innovativ proces indeholder både kreativitet, opfindsomhed, viden og specifikke kompetencer, men også vilje og åbenhed i forhold til at prøve nye og måske sjove eller underlige løsninger, som man måske ikke ved første øjekast kan se meningen med. Og det gælder for så vidt både de private virksomheder, der innoverer de nye velfærdsteknologiske produkter, som de offentlige institutioner, der skal bruge produkterne, og derfor skal være åbne for nye og sjove tiltag.

Mindre fastlåst, mere prøvende proces

- For mig at se er der opstået en forståelse af innovation som værende nærmest udelukkende ’behovs-fikseret’. Altså, at der skal være et behov, før innovationsprocessen overhovedet kan igangsættes. Det mener jeg, er en ærgerlig begrænsning at opstille for de virksomheder, der findes inden for det velfærdsteknologiske område, fortæller centerleder hos TUCV, Peter Astrup, og fortsætter:

- Mange virksomheder rundt om i landet har allerede viden og teknologier, som indeholder så mange forskellige brugsmuligheder, vi endnu ikke kan forestille os. Det er med at være kreativ, tænke nyt, og eventuelt søge efter skjulte behov, som denne viden og disse teknologier kan være med til at opfylde.

Ifølge ham er der, som udgangspunkt, fem punkter et velfærdsteknologisk produkt skal gennemgå for, at produktet skal ende ud i en succes. Disse punkter kaldes ’idé, behov, løsning, teknologi og viden’. Begrænsningen her ligger i, at man ofte er for fastlåste og følger punkterne i denne præcise rækkefølge.

- I TUCV er vi ikke specielt religiøse, når det kommer til nye velfærdsteknologiske initiativer. Intet er finere end andet, når vi sætter initiativer i gang. Vores erfaring er, at det ikke er afgørende, hvor vi starter blandt de fem punkter, det afgørende er, at vi til gengæld kommer hele vejen rundt om de forskellige arenaer, fortæller han og uddyber:

- Pointen er, at vi til tider bliver nødt til at prøve os frem, hvis vi vil ende ud med de bedste løsninger. Lave decideret teknologipush. Sagen er den, at institutioner, kommuner og lignende ikke kan ønske sig noget, som enten ikke eksisterer, eller som de ikke ved eksisterer. Samtidig bør virksomheder ikke sidde og vente på, at behovet står klart og tydeligt for øjnene af dem. Hos TUCV har vi gode erfaringer med at kaste teknologierne, ideerne og behovene op i luften, se hvor de lander og så ellers bare prøve tingene af. Og den tilgang mener vi, at mange kunne have gavn af. Nogle gange rammer man forkert, men de gange, hvor vi rammer hovedet på sømmet, er det, vi lever for.

Så findes der i virkeligheden én rigtig måde at innovere på?

- Jeg skal ikke gøre mig til overordnet dommer over, om der findes en rigtig måde at innovere og implementere nye velfærdsteknologiske løsninger på. Men ud fra vores erfaringer vil svaret fra mit perspektiv være, nej, det gør der ikke. Viden kan fordre gode løsninger af behov, behov kan fordre gode ideer og gode teknologiske løsninger. Der er ikke en fast opskrift og en bestemt rækkefølge. Det handler om at være kreativ, tænke nyt og prøve det af, slutter Peter Astrup.

Test- og Udviklingscenter for Velfærdsteknologi er medlem af CareNet

Denne artikel blev udgivet første gang den 20. januar 2022. Artiklen bringes igen, da den vurderes som tidløs og fortsat har relevans og kan skabe værdi for læseren.